Lunten er yderst kort i Thailand.
Efter et enkelt nederlag i gruppespillet ved Asian Cup er Milovan Rajevac fyret som thailandsk landstræner.
Mandag meddelte forbundet, at serbiske Milovan Rajevac, som blev ansat i april 2017, er færdig som landstræner.
65-årige Milovan Rajevac var allerede under pres inden turneringen, fordi han ikke førte Thailand til et forsvar af titlen ved Asean Championship i december - en noget mindre asiatisk fodboldturnering end Asian Cup.
Thailand tabte ved den anledning til Malaysia i semifinalen, og fansene var utilfredse med en lidt for defensiv og pragmatisk spillestil. De krævede offensiv og underholdende fodbold.
Spillet var heller ikke godt nok i nederlaget til Indien, mener Somyot Poompanmoung, præsident i forbundet.
- Det var ikke den spillestil, som forbundet og holdets tilhængere ønskede at se, siger Somyot Poompanmoung.
Assistenten Sirisak Yodyardthai er forfremmet til midlertidig landstræner for thailænderne.