Godt Nytår 2020

Nu er år 2019 ved at rinde ud og år 2020 og et helt nyt årti står på spring.

I Thailand kommer man ind i det nye år 6 timer før man gør i Danmark. Men uanset om vi befinder os det ene eller andet sted så kan vi her i de sidste timer af år 2019 se tilbage på et år og et årti som igen har budt os på både glæder og sorger.

Dagen før juleaften blev vi ramt af nyheden om at Flemming Sørensen var gået bort. Flemming har været involveret i Copenhagen Bar i Pattaya gennem en del år. Og gennem Copenhagen Bar har mange af de danskere som har været en tur forbi Pattaya også været en tur på Copenhagen Bar hvor de har kunne møde Flemming som har passet godt på både Copenhagen Bar og kunderne med solid dansk mad, iskolde bajere, friske aviser hjemmefra og ikke mindst et højt humør.

En hygge Flemming også efterfølgende fik videreført i “Den lille have“.

Vi har også måtte sige farvel til Hanne Holm, som introducerede den brede danske befolkning for den thaimad der i dag indgår i madplanerne i de fleste danske familier. Det var specielt med den storsælgende kogebog ‘Mit thaikøkken’, hun slog sit navn fast. Hanne Holm underviste i thailandsk madlavning både på aftenskoler, på højskoler og i erhvervslivet.

Carsten Dencker Nielsen, fhv. direktør i ØK, generalkonsul og med til at opbygge Asia House som bestyrelsesformand, forlod os også i 2019.

Michael Corp Dyrendal, han var en af de meget markante udlandsdanskere i Asien og med udgangspunkt i Thailands millionmetropol Bangkok en succesfuld skuespiller, forretningsmand og fotomodel. Michael Corp Dyrendal voksede op med en dansk far, en thailandsk mor og en bror på Københavns Vestegn, men døde i Bangkok i en alder af 41 år.

Trafikken i Thailand

Antallet af trafikdræbte i den thailandske trafik er blandt det højeste antal i verden. I 2018 havde Thailand 21.745 rapporteret dødsfald i trafikken. Det svarer til at 32,7 ud af 100.000 thaier blev dræbt i trafikken i år 2018 ifølge WHO. De tilsvarende tal for Danmark er 211 dræbte hvilket svarer til 4 ud af 100.000 danskere blev trafikdræbt i 2018.

Tallene for 2019 kender vi af gode grunde endnu ikke. Men tallene er uden diskussion stadig langt over det forståelige og acceptable.

Hvor mange turister der gemmer sig i de opgjorte tal ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg kender til flere sager hvor danske statsborgere og herboende thaier har været indblandet i trafik-ulykker i Thailand i 2019 – flere desværre med dødelig udgang på ulykken.

Et mønster jeg syntes at kunne se igen og igen i mange af ulykkerne er at det er motorcykel/knallert-ulykker hvor hjem ikke har været brugt. Oveni alle de trafikdræbte der kommer så alle dem som “blot” er blevet lemlæstet.

Alene i Pattaya endte et par motorcykel/knallert-ulykker i november og december begge med dødelig dansk udgang.

Jeg vil derfor opfordre alle til at bruge hjem uanset om det er som fører eller passager på en motorcykel/knallert – og uanset hvor kikset og ubehageligt det er i varmen at bruge hjelm. Jeg er overbevist om at det kunne afhjælpe mange af de hovedskader som fremkommer ved ulykker.

Maha Vajiralongkorn fik officielt indtaget tronen

Den thailandske kong Maha Vajiralongkorn fik officielt indtaget den trone, som han overtog efter sin fars død to år tidligere. Kong Vajiralongkorn er den tiende monark i Chakri-dynastiet, der har regeret siden 1782.

Den 66-årige kong Vajiralongkorn fik efter kroningen den officielle titel Rama X, der henviser til, at han er den 10. konge i Chakri-dynastiet.

For de fleste thaier var det først gang, at de har overværet den pomp og pragt, der omgiver en kroning. Det skete senest i 1950.

Kronings-ceremonien startede i maj med selve kroningen og sluttede i først i december med en bådprocessionen hver der deltog 52 både med cirka 2.200 roere.

Forud for kroningen valgte den thailandske konge at gifte sig med den 26 år yngre Suthida – som dermed blev til dronning Suthida. Nogle måneder efter udnævnte kongen sig så en gemalinde. Eller officiel elskerinde på mere mundret dansk. Lykken og samhørigheden varede dog kort og nogle måneder efter mistede hun igen den title.

Valg i Danmark og Thailand

Vi gik for et år siden ind i år 2019 med udsigten til valg i både Danmark og Thailand. Vi fik da også et valg i begge lande i løbet af 2019. Om politikken så bliver så meget anderledes af den grund kan diskuteres.

I Thailand endte hele deres valg nærmest som en stor farce. Først blev valget udsat en måned og siden stillede kongens storesøster op med et kandiatur som meget forventeligt blev fundet upassende af kongen og siden blev partiet Thai Raksa Chart så også opløst af valgkommisionen i Thailand. En valgkommision som gennem tiden har erklæret flere partier og kandidaters kandidatur ugyldigt.

Slutteligt endte valget meget forventeligt med at diktatoren til slut blev valgt som folkevalgt. Ganske absurt med Det Demokratiske Parti’s stemmer og mandat. Abhisit Vejjajiva, tidligere leder af Det Demokratiske Parti og premierminister, valgte i den forbindelse at trække sig fra parlamentet.

Ved folketingsvalget i Danmark fik vi en ny regering, en ny statsminister og ikke mindst en ny Udlændinge- og Integrations-minister idet Inger Støjberg (V) måtte forlade embedet og Mattias Tesfaye (S) tog over.

Socialdemokratiet var godt nok gået til valg på en fortsat stram udlændingepolitik. Men heldigvis da, så fik den nye udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) fremsat et lovforslag som skulle løse den lov-bommert som skabte hele Mint-sagen.

Mint-sagen

Lovforslaget blev vedtaget af Folketinget få dage før jul med 117 stemmer for og 0 imod. Den tidligere regering, DF og Socialdemokratiet var ellers allerede tidligere på året blevet nogenlunde enig om hvordan lov-bommeret skulle løses fremadrettet, men det endte med at et valg og en ny udlændinge- og integrationsminister skulle til først. Men bedre sent end aldrig, den thailandske pige Mint og de 82 andre børn i samme situation har i dag muligheden for at søge og opnå en opholdstilladelse i Danmark.

I forbindelse med hele Mint-sagen så tager jeg min hat af i respekt især overfor Frank Thøgersen, Mint’s danske far, som gennem hele forløbet har fastholdt det urimelige i hele sagen samt stået til rådighed overfor diverse medier. Mint, hendes mor, 82 andre børn og deres forældre kan i dag takke Frank Thøgersen for hans vedholdenhed og for at gøre det muligt for dem at leve sammen i Danmark.

Ligeledes tager jeg hatten af for de danske medier med BT i spidsen som stædigt har fastholdt opmærksomheden og presset på politikerne i denne rådne sag. Sluttelig så letter jeg også på hatten overfor Andreas Steenberg (RV) som har gjort sit for at sagen ikke gik i glemmebogen.

Flytrafikken mellem Danmark og Thailand

I slutningen af februar var Indien og Pakistan igen kommet på kant af hinanden. Det resulterede i at luftrummet over området i en periode blev lukket ned. Enkelte afgange blev i den anledning aflyst, men fly-selskaberne fik hurtigt hevet nogle alternative ruter frem.

2019 har været præget af at flyselskaberne som flyver mellem Danmark og Thailand økonomisk har været presset. De udfordringer som Thai Airways står overfor er ved flere lejligheder blevet luftet i diverse medier. Ledelsen i Thai Airways har ønsker om ny-indkøb til flåden, mens bestyrelsen afviser ønskerne.

Som en bombe oveni de udfordringer Thai Airways har at slås med, så kom Norwegian i slutningen af året med budskabet om at Norwegian nedlægger ruterne mellem Danmark og Thailand. Norwegian afvikler således ruterne til Bangkok og Krabi i Thailand fra København og flyver derfor på ruterne sidste gang i marts måned 2020.

Udmeldingen fra Norwegian er dog sikkert modtaget med glæde hos Thai Airways.

Formel 1

Thailand fik igen en kører i Formel 1, for første gang siden prins Bira af Siam kørte med i 1954. Den nye thailandske kører Alexander Albon har haft et godt år i Formel 1. Han startede for Toro Rosso her i 2019 og endte med at blive forfremmet til fast kører for Red Bull-holdet.

Den tidligere Formel 1 kører Niki Lauda gik til gengæld bort i 2019. Niki Lauda var foruden tidligere Formel 1 kører også ejeren af fly-selskabet Lauda Air og det Boeing 767-3Z9ER fly som den 26. maj 1991 styrede ned i Suphan Buri i Thailand og kostede 223 mennesker livet.

Tham Luang-grotten i Nordthailand

En thailandsk dykker, der var med til at redde et fodboldhold ud af en grotte sidste år, døde mellem jul og nytår af en blodforgiftning, som han fik under den dramatiske redningsoperation. Sergent Beiret Bureerak havde fået lægebehandling for blodforgiftningen. Men på det seneste blev hans tilstand forværret, tilføjer flåden.

En anden dykker døde under selve redningsoperationen i grotten i det nordlige Thailand i juni 2018.

Streaminggiganten Netflix skal koproducere en miniserie sammen med SK Global, der har sikret sig rettighederne til historien om de 12 thailandske drenge, der sidste år blev reddet ud fra en grotte i nordthailand.

Tham Luang-grotten blev i øvrigt i 2019 genåbnet for turister. Op mod en million mennesker har besøgt Tham Luang-grotten det seneste år – dog uden at gå ind i grotten – det har de så nu fået mulighed for med genåbningen af grotten.

Fra Thailand til Thy – 10 år senere

For 10 år siden kunne vi alle følge med da thailandske Kae og danske Kjeld giftede sig uden at kende hinanden på forhånd. De to har nu holdt sammen gennem tykt og tyndt i 10 år og de har fået en lille søn, Mads, sammen.

I 2019 kom opfølgeren til »Fra Thailand til Thy« nemlig og vi kunne igen alle følge med i hvordan det går i de dansk-thailandske kredse i Thy.

Godt nytår 2020

I ønskes alle et godt og lykkebringende Nytår.

med de bedste hilsen

Webmaster

Læs nærmere:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*