Thailand hylder sin konge
printer
Fredag gik Thailand i gult for at fejre Kong Bhumibols 60 års jubilæum. På mandag er det alverdens monarkers tur til at ønske tillykke.

En besynderlig blanding af jubel, spænding og respekt fyldte Bangkoks gader i går, da verdens længst regerende monark Kong Bhumibol af Thailand fejrede tres år på tronen. Flere hundredetusinde af hovedstadens beboere var mødt frem for at få et sjældent glimt af deres monark, der i dagens anledning lod sig hylde og modtog gaver.

Mange kæmpede en indre kamp for at give efter lysten til at huje og klappe af kongen, men det ville være upassende, så i stedet stod de bomstille og sagde højt "Længe Leve Kongen", når han viste sig eller kørte forbi. Mange thaier knælede på den varme jord og hilste kongens kortege med et respektfuldt wai-tegn, altså hænderne fladt mod hinanden foran den øverste del af ansigtet. Andre gjorde deres bedste honnør, som alle drengene fra Vajiravudh skolen, der havde ventet på gaden i timevis i den fugtige varme for at vise respekt for kongen.

Kong Bhumibol blev forsinket i flere timer under dagens første arrangement, der var en ceremoni til hyldest til tidligere monarker efterfulgt af en audiens, hvor den nuværende monark modtog lykønskninger og gaver.

For hovedstadens beboere var det en helt specielt dag, for kongen bor til daglig på sit palads i Hua Hin, og han deltager kun sjældent i offentlige ceremonier og arrangementer i Bangkok. Som en sagde: "Vores konge har rejst så meget og hjulpet så mange over hele Thailand, at folk på landet har haft større chance for at se ham end vi har. Jeg er 43 år, og i dag er første gang, jeg ser kongen."
Dem, der ikke kunne være på gaden, fulgte begivenhederne på TV, og der faldt mange tårer og gik mange suk af veneration gennem stuerne, når den 79-årige og ikke længere helt adrætte monark var i billedet.

Hele landet var klædt i gult, for gul er mandagens farve, og kongen blev født på en mandag. Derfor er også kongens flag gult, mens Dronning Sirikits er blåt. Tallet ni betyder lykke for thaierne, og thaiere over hele landet tændte stearinlys for "Thailands Ledende Lys" præcis kl. 19.19 i aftes.

Tusinder havde igen samlet sig foran det imponerende Grand Palace, hvorfra de gik i procession i et par timer.

Fredag var det thaiernes tur til at fejre deres højt elskede konge. I løbet af weekenden ankommer konger, dronninger, sultaner, kronprinser og prinsgemaler fra 25 af verdens øvrige 28 monarkier, heriblandt Prins Henrik, der ankommer på søndag.

Mandag og tirsdag vil de kongelige hylde verdens længst regerende monark.

Kilde: Jyllands-Posten

Skrevetd.  10-06-2006 10:00 10/06-2006 10:00 9827  Fremvisninger 9827 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer


  Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
  Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.