Udlændinge såret af bomber i Bangkok
printer
Otte bomber har nu udløst blodsudgydelser i den thailandske hovedstad. Bomberne eksploderede, bedst som millionbyen forberedte sig til nytårsfesten.
Nyhedsbureauet Reuters skrev, at nytårsfesten blev aflyst mange steder.

Bomberne eksploderede forskellige steder i byen, bl.a. ved et busstop nær et stort indkøbscenter. Her blev 17 såret, to af dem alvorligt.

Ifølge Danmarks ambassade i Bangkok er der ingen udlændinge blandt ofrene. Der er en del vestlige turister i Thailand på denne tid af året, men langt hovedparten opholder sig i Phuket og andre feriesteder ved kysten.

Sprængningerne skete tidligt på aftenen lokal tid. Blandt målene var Sejrsmonumentet, Kong Toi-markedet og busstoppet nær butikscentret Season Square.

Iagttagere finder det mest sandsynligt, at de formodede bomber har tilknytning til en oprørsbevægelse i det sydligste Thailand, som har et muslimsk befolkningsflertal.

Muslimske separatister har gennem en årrække kæmpet mod de thailandske sikkerhedsstyrker, og omkring 1800 mennesker er blevet dræbt.

Separatisterne har ikke før gennemført større aktioner i den thailandske hovedstad, men efterretningstjenesten havde advaret om, at de måske ville slå til i forbindelse med nytåret.

Den 22. december sagde Thailands premierminister, Surayud Chulanont, at militante islamister i den sydlige del af landet planlægger voldsomme angreb i nytårsdagene.

- Jeg er blevet informeret af lokale sikkerhedsenheder om, at der kan komme voldsomme angreb lige før eller lige efter nytåret, sagde han.

Han tilføjede, at han også havde fået rapporter om, at militante "samler deres styrker".

Surayuds regering, der kom til magten efter militærkuppet i Bangkok i september, har forsøgt at skabe fred i de urolige muslimske provinser i Sydthailand, hvor der siden januar 2004 har været oprør. Men dødelige angreb er fortsat også efter kuppet.

Kilde: Jyllands-Posten

Skrevetd.  01-01-2007 01:30 01/01-2007 01:30 3586  Fremvisninger 3586 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer


  Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
  Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.