Information omkring Thailand
Indhold
- Geografi og klima
- Befolkning, sprog og religion
- Uddannelse
- Kultur
- Massemedier
- Politisk system
- Historie
- Aktuel politik
- Oprøret i syd
- Udenrigspolitik og forsvar
- Økonomi
- Naturressourcer, energi og miljø
- Landbrug, skovbrog og fiskeri
- Industri
- Arbejdsmarked og sociale forhold
- Infrastruktur og turisme



Geografi og klima

Thailand er på størrelse med Spanien. Det meste af landet ligger i det indre Indokina, men en lang, smal del af Malaccahalvøen hører også til Thailand. Fra grænsen mod Malaysia i syd til den nordlige del, hvor Burma (Myanmar) og Laos mødes, er der 1700 km.

I det nordlige Thailand er landskabet domineret af nord-sydgående kæder af bjerge og bakker, gennemskåret af dybe, frodige floddale. I nordøst ligger den bakkede Khoratslette, der er indrammet af lave bjerge mod vest og syd og af Mekongfloden i nord og øst. De frodigste jorder ligger i de indre egne og kaldes ”Thailands risskål”. De får rigeligt vand af landets vigtigste flod, Chao Phraya. Der, hvor floden løber ud i havet, danner den et delta, hvor risdyrkningen i århundreder har givet høje afkast. Den langstrakte sydlige region har frodige bjerge og bakker, indrammet af kystsletter med brede strande.

Hele landet ligger i troperne, så der er varmt året rundt med en relativt høj luftfugtighed. I nord falder det meste af regnen under sommermonsunen fra juni til oktober. Det er køligst i december og januar. I syd er nedbøren mere jævnt fordelt over hele året, og der bliver det ikke mærkbart køligere om vinteren.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Befolkning, sprog og religion

Thailands befolkning er en af de mest homogene i regionen. De allerfleste taler thai og er theravadabuddhister. Men inden for den thailandske del af befolkningen findes der regionale forskelle, og der bor også flere andre etniske grupper i landet.

Befolkningen i nordøst kaldes ofte lao og er mere eller mindre identiske med befolkningsflertallet i Laos. De regnes nogle gange som en særlig folkegruppe. Ellers er kineserne det største mindretal. Der har boet kinesere i Thailand siden 1300-tallet, og de spiller en vigtig rolle i forretningslivet.

I nord og vest lever forskellige bjergfolk – bl.a. hmong, yao, akha, lasu, lisu og karen, der også findes i nabolandene. De udgør en urbefolkning, der i høj grad har bevaret sine egne traditioner og er dårligst integreret i det moderne samfund. Bjergfolkene – det drejer sig om hen ved en million mennesker – lever ofte i social elendighed med ingen eller kun en mangelfuld uddannelse og misbrugsproblemer. Til trods for, at de har boet i Thailand i generationer, har mange af dem ikke fået statsborgerskab, og de nyder derfor kun få af de rettigheder, andre thailændere har.

Langs grænsen i nordvest lever der også cirka 150.000 flygtninge fra Burma (Myanmar) i lejre under usle forhold. Hele Thailand har cirka 2 mio. burmesiske flygtninge eller indvandrere, hvoraf mange ikke har opholdstilladelse. Ved den laotiske grænse findes tusindvis af illegale flygtninge fra hmong-folket i nabolandet.

Længst med syd er der et ret stort mindretal af muslimske malajer med stærke sociale og kulturelle bånd til Malaysia. Langs grænsen til Cambodja lever khmerer, overvejende flygtninge fra nabolandet, og langs den laotiske grænse en stor gruppe vietnamesere.

To ud af tre indbyggere bor på landet, men byerne er i hastig vækst. De fleste tilflyttere bosætter sig i Bangkok, landets eneste storby. Mindst ti mio. mennesker bor i Bangkok med forstæder, mens det vestlige og nordlige Thailand er tyndt befolket. Den årlige befolkningsvækst er faldet fra 1,8 procent i starten af 1980'erne til 0,6 procent.

Thailandsk – eller thai – består af fire ret forskellige dialekter, som geografisk følger landets hovedregioner. Dialekten på Chao Phraya-sletten, centralthai, fungerer som rigssprog og bruges i medierne og på de højere uddannelsessteder. Den indeholder låneord fra kinesisk og er også påvirket af sanskrit, khmer og de buddhistiske religiøse ceremoniers sprog, pali. Ud over centralthai findes dialekterne nordthai, sydthai og lao.

Thaialfabetet blev indført i år 1283 af kong Ramkhamhaeng. Det har 44 konsonanter, 24 vokaler og fire diakritiske tegn (accenter), der angiver, hvor trykket skal lægges.

I de senere år er flere og flere engelske låneord trængt ind i rigssproget, særligt inden for teknik og videnskab. Der undervises også i engelsk i skolerne, og engelsk er det vigtigste handelssprog.

Forfatningen garanterer religionsfrihed, Størstedelen af befolkningen bekender sig til theravadabuddhismen, der gennemsyrer samfundslivet og kulturen. Ifølge forfatningen skal kongen være buddhist, og stat og monarki har altid været nært knyttet til religionen.

Thailændernes buddhisme adskiller sig en del fra skriftlæren. Man stræber ikke i samme grad som andre buddhister efter at opnå livscyklussernes endemål, nirvana, men koncentrerer sig om at forbedre dette liv eller det næste ved at gøre gode gerninger. Det anses som særligt godt at give mad og yde anden hjælp til munkene. Munkevæsenet nyder stor respekt i samfundet, og i alle større byer og bysamfund kredser en stor del af livet omkring den stedlige wat, en kombination af kloster og tempel.

Der er et stærkt indslag af gammel folketro i religionsudøvelsen. Ved siden af mange bygninger kan man se smukt udformede små huse til stedets skytsånder. På mærkedage bliver der stillet mad og drikke frem til ånderne.

Malajerne i syd er muslimere, ligesom et fåtal af thailænderne på den centrale slette. Kristendommen er repræsenteret af nogle få vietnamesere og kinesere. Blandt kineserne er der også kongfuzianere. Blandt bjergfolkene dominerer den traditionelle åndetro.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Uddannelse

Thailand har prioriteret uddannelse højt i de seneste årtier, og analfabetismen er blandt de laveste i Asien. Blandt voksne thailændere er uddannelsesniveauet dog betydeligt lavere end blandt unge. De fleste voksne har kun gået et par år i skole.

Der er skolepligt i ni år, og børnene begynder i skolen i seksårsalderen. De fleste børn følger regelmæssigt undervisningen, selv om det på landet er almindeligt, at skolen i perioder bliver forsømt, fordi barnet skal hjælpe til derhjemme. I gennemsnit går thailandske børn knap otte år i skole. Undervisningen er gratis i 14 år, inklusive to års forskole. Min i praksis må forældre ofte betale for bøger og andre materialer til deres børn.

Efter grundskolen følger en treårig overbygning, som cirka tre ud af fire elever går videre til. En femtedel af hver årgang læser videre ved et af de mange statslige eller private universiteter og andre videregående uddannelsessteder, men det er ikke nok til at dække arbejdsmarkedets behov for højtuddannet arbejdskraft. Landets ældste universitet, Chulalongkorn, ligger i Bangkok og blev grundlagt i 1917.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Kultur

En stærk national kultur, influeret af buddhismen, er vokset frem i løbet af 750 års næsten ubrudt selvstændighed. Alle besøgende overvældes af de pragtfulde templer i alle byer. De ældste bevarede rester af thailandsk arkitektur stammer fra Dvaravatiperioden (ca. år 500 til år 1000) og opstod under indflydelse fra Cambodja, Burma og Sumatra. Først med Chiang Mai-stilen (ca. 1000 – 1767) udviklede Thailand sit eget kunstneriske udtryk. I den gamle hovedstad Ayutthaya kan man se rester af kolossale buddhistiske bygningsværker i sten fra forskellige epoker.

Næsten alle ældre bygninger har en religiøs funktion og er rigt udsmykkede med Buddhastaturer. Statuerne følger nøje den beskrivelse af Buddha, der findes i sanskritsdigtningen - ”ben som en hjort, hage som en mangosten, hår som skorpionens brod”. Også den klassiske billedkunst var knyttet til religionen – det var først ved slutningen af 1800-tallet, at folkelige motiver fik plads i malerkunsten.

Den thailandske litteratur har rødder tilbage til 1200-tallet. På den tid blev flere poetiske værker skrevet, ofte baseret på buddhistiske sagn. Prosaværket Thraiphum Phraruang fra 1345 er formodentlig skrevet af kong Lithai, og beskriver underverden, jorden, himlen og en utopisk fremtidsverden. Det har haft stor indflydelse på den thailandske verdensanskuelse.

Det første moderne forfatter var nationaldigteren Sunthon Phu, der i første halvdel af 1800-tallet blev læst og påskønnet både ved hoffet og i en bred offentlighed. Den thailandske roman udviklede sig i begyndelsen af 1900-tallet, ikke mindst takket være digterkongen Vajiravudhs indsats. Siden er en moderne litteratur, påvirket af romantikken, ekspressionismen og andre vestlige strømninger, vokset frem.

Nationalsporten thaiboksning (muay thai) har rødder i middelalderen. Den er i dag landets populæreste sportsgren.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Massemedier

Forfatningen garanterer ytringsfrihed, og landet havde længe den måske frieste presse i Sydøstasien. I de sidste ti år har indenrigspolitiske spændinger dog gjort, at ytringsfriheden er blevet begrænset, frem for alt gennem censur og politiske påvirkninger af de elektroniske medier.

Det begyndte for alvor under premierminister Thaksin Shinawatra 2001-2006. Han var meget følsom over for kritik og forsøgte på forskellig vis at presse medierne til at fremstille regeringen i et positivt lys. En række udenlandske aviser blev forhindret i at udkomme i Thailand, og thailandske journalister, der skrev om korruption og andre følsomme emner, blev udsat for trusler og vold. Under militærstyret 2006-2007 blev tv-udsendelser censureret, og radiostationer blev lukket. Selvcensuren greb om sig og er stadigvæk ganske udbredt, særligt når det gælder historier om kongehuset, militæret og retsvæsenet.

Den trykte presse er koncentreret til Bangkok og ganske fri i forhold til de elektroniske medier. De vigtigste aviser er den ret sensationsprægede Thai Rath, den militærstøttede Daily News og det mere seriøse dagblad Siam Rath. De er alle thaisprogede. Blandt de kinesisksprogede aviser er Tong Hua Daily News førende, mens The Nation og Bangkok Post er de vigtigste engelsksprogede aviser.

Thailand var i 1955 det første land i Sydøstasien, der begyndte at sende fjernsyn. I dag kontrollerer staten i praksis alle kanaler, men thailænderne har også adgang til kabel- og satellit-tv. De fleste radiokanaler ejes af militæret, der lejer dem ud til private operatører. Det statslige radio-selskab sender på tre kanaler i Thailand, men har også udsendelser i udlandet på flere sprog.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Politisk system

Thailands forfatning er fra 2007 og bygger i høj grad på den tidligere forfatning fra 1997. Den foreskriver, at landet er et konstitutionelt monarki med et parlamentarisk, demokratisk system. Kongen er både statsoverhoved og øverstbefalende for de væbnede styrker, men hans politiske magt er i virkeligheden stærkt begrænset. Monarken nyder stor respekt i befolkningen, og den nuværende konge Rama IX har siddet på tronen siden 1946. Det har givet ham en vis uformel indflydelse, og han har i flere tilfælde grebet ind for at løse konflikter mellem de politiske magthavere.

Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, nationalforsamlingen, der består af et underhus, repræsentanternes hus, og et overhus, senatet. Repræsentanternes hus er den lovgivende forsamling, men senatet kan nedlægge veto med lovforslag og afsætte ministre. Repræsentanternes hus har 480 medlemmer, der vælges ved almindelige valg for en periode af fire år. Senatet har 150 medlemmer. Tidligere blev senatorerne også valgt direkte af folket for en periode af seks år, men siden 2007 er reglen den, at 74 senatorer vælges af et særligt udvalg, bestående af højtstående dommere.

Den udøvende magt ligger hos regeringen. Premierministeren vælges af repræsentanternes hus og skal have støtte af over halvdelen af medlemmerne. Derefter sammensætter premierministeren selv sin regering. Siden 2007 har en premierminister højst kunnet sidde på posten otte år i træk.

Indenrigspolitisk er Thailand blevet polariseret i det seneste årti. De politiske lejre har delt sig efter, hvorvidt man sympatiserer med eller er modstander af tidligere premierminister Thaksin Shinawatra. Thaksin blev valgt til premierminister i 2001 på et populistisk program med løfter om sociale goder til de fattige og en indsats over for kriminalitet. Hans parti Thai Rak Thai (thailændere elsker thailændere), TRT, vandt valget i 2001 og igen i 2006, hvor Thaksin blev afsat i et militærkup. Senere samme år blev TRT forbudt af forfatningsdomstolen pga. valgsvindel. TRT's politikere samledes da i det lille højreparti Folkets Magtparti (Palang Prachachon, PPP), der blev forbudt et par år senere med samme begrundelse. Også PPP's koalitionspartnere, Thainationen (Chart Thai) og Det Neutrale Demokratiske Parti (Matchimathipataya) blev erklæret ulovlige. Siden er Thaksin-sympatisører blev splittet på flere små partier, heriblandt For Thailændere (Puea Thai), der vil genindføre forfatningen fra 1997.

Thaksins modstandere findes primært i det liberal-konservative Demokratisk Parti (Pak Prachatipat). Det har sin vælgerbase i byernes middelklasse, mens Thaksin-sympatisører primært findes i landområderne i det nordlige og nordøstlige Thailand. Det Demokratiske Parti fik regeringsmagten i december 2008.

Begge lejre har opbygget velorganiserede protestbevægelser, der gennem demonstrationer har påvirket politiske beslutninger. Thaksins modstandere samles i Folkealliancen for Demokrati, de såkaldte gulskjorter. Alliancen vil begrænse parlamentets magt og give militæret en slags dømmende og overordnet rolle i politik. I 2009 dannede førende gulskjorter Den Nye Politiks Parti (New Politics Party).

Thaksins tilhængere findes i Den Forenede Front til Demokrati med Diktatur og kaldes rødskjorterne. De kæmper for at afsætte regeringen hvor Abhisit sidder i spidsen og som fik magten i 2008, og kræver et nyt valg. De mener ikke, at regeringen kom til magten på demokratisk vis, da den ikke er folkevalgt. En del rødskjorter, men ikke alle, ser gerne Thaksin genindsat på posten som premierminister.

Militæret er en vigtigt magtfaktor i politik.

Retsvæsenet er inddelt i første instans, appelretter og højesteret. Der findes også en forfatningsdomstol. Den består af ni dommere, der sidder i ni år og vælges af kongen på forslag af senatet.

Korruption er udbredt i hele retssystemet, og indflydelsesrige personer kan påvirke retsprocessen. Også inden for politiet er korruptionen omfattende.

Menneskerettighederne respekteres i højere grad efter demokratiseringen i starten af 1990'erne. I det sydlige Thailand, hvor et separatistisk oprør er i gang, er der dog undtagelsestilstand flere steder. Derfra kommer der ofte rapporter om overgreb på civilbefolkningen, både fra oprørernes, politiets og militærets side.

Forholdene i landets overbelagte fængsler er usle. Der forekommer tortur og mishandling af fanger. Landet har dødsstraf, men der er ikke blevet eksekveret nogen domme siden 2003.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Historie

De ældste spor af menneskelig bosættelse i Thailand er 40.000 år gamle. Simple former for agerbrugskultur kan være forekommet omkring år 10.000 f.v.t., og man arbejdede med både metal og keramik omkring 2.000 år f.v.t.

Ved vor tidsregnings begyndelse var Thailand beboet af mon-khmertalende folk. Omkring år 500 grundlagde monfolket Dvaravatiriget i nord. Cirka 500 år senere var thaifolk indvandret fra Kina og havde etableret sig langs floden Chao Phraya. I 1238 blev det første thairige, Sukothai, grundlagt i den nordlige del af flodsystemet. Under kong Ramkamhaeng (1283-1317) blev riget styrket, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion.

I midten af 1300-tallet opstod et andet thairige, Siam, med centrum længere sydpå i Ayutthaya. Da Siam gradvist besejrede det cambodjanske Angkor-rige, blev Siams grænser flyttet længere mod øst og syd. Kontrollen med rigets randområder var dog ikke særlig effektiv. Under kong Trailok i 1400-tallet blev der indført et forvaltningssystem, saktina, som var gældende helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og som man den dag i dag kan se spor af. Kongen indplacerede embedsmændene i et strengt hierarki ved at tildele dem landejendomme af forskellig størrelse, og sikrede sig på den måde deres loyalitet.

I 1500-tallet begyndte europæerne at vise interesse for handel med Sydøstasien. Portugiserne bar de første, der etablerede et handelshus i Ayutthaya, og inden længe blev der indgået handelsaftaler med andre stormagter. Eftersom handel ikke hørte til thailandske tradition, blev den i høj grad varetaget af kineserne.

Siam blev snart klemt mellem de europæiske stormagter, der kæmpede om herredømmet i området. Det var først og fremmest franskmænd, briter og hollændere. For at værne om landets selvstændighed, forsøgte Siams konger at tilgodese europæernes krav, men i slutningen af 1600-tallet valgte landet en anden kurs og reagerede på den udenlandske indblanding ved at isolere sig. Det betød, at Ayutthayas ressourcer blev færre, og kongemagten svækket. Nu øjnede ærkerivalen Burma sin chance og indtog i 1767 hovedstanden, der blev lagt i ruiner.

Den burmesiske besættelse blev dog kortvarig. Efter en thailandsk opstand blev en ny stat grundlagt. I 1782 tog general Chao Phya Chakri magten og blev den første konge i de kongehus, der sidder på tronen endnu. Han lod en ny hovedstad bygge ved den lille handelsplads Bangkok på østsiden af Chao Phrayas munding.

De første Chakri-konger havde held til at styrke Siam over for Burma og beskytte det mod truslen om kolonisering. Landet blev efterhånden stødpude mellem briterne i vest og franskmændene i øst, og selvstændigheden blev opretholdt med diplomatisk snilde og afgivelse af visse landområder og ved at samarbejde med mindre europæiske lande som Danmark.

Kongerne Mongkut (Rama IV, 1851-1869) og Chulalongkorn (Rama V, 1868-1910) viste interesse for teknik og vestlige ideer, og Chulalongkorn kaldes ofte ”det moderne Thailands fader”. Han afskaffede saktinasystemet, moderniserede forvaltningen og indførte statslige skoler.

I de første årtier af 1900-tallet voksede Siams velstand takket være en stigende eksport af ris, teaktræ og gummi. Bangkok udviklede sig til et vigtigt handelscentrum, men der blev mellem kongen og den nye tids elite: det statslige bureaukrati. Et forsøg på at styrte kongen i 1912 var et første tegn på de nye kløfter i samfundet.

I 1932 gjorde et ublodigt kup en ende på enevælden, og der blev indført konstitutionelt monarki. Landet blev styret af en europæisk uddannet elite inden for statsforvaltningen, især militæret. Magten blev efterhånden koncentreret hos marskal Phibun Songkhram, der beundrede Hitler og omdannede samfundet efter fascistisk forbillede. Det var Phibun, der i 1939 ændrede landets navn til Thailand, som betyder ”de fries land”.

Under Anden Verdenskrig samarbejdede Thailand med Japan, og den japanske besættelse fra 1941 blev derfor meget mild. Efterhånden som krigslykken vendte for japanerne, voksede utilfredsheden i den thailandske befolkning, og Phibun blev afsat i 1944 af en USA-støttet modstandsbevægelse. Demokratiet blev genindført, men i 1947 skete et nyt militærkup, og året efter var Phibun tilbage som landets leder.

Koreakrigen 1950-53 betød, at produktionen i Thailand steg, og en periode af økonomisk vækst fulgte. De thailandske generaler blev af USA og dets allierede betragtet som en bastion mod kommunismen i andre dele af Sydøstasien, og landet fik omfattende militær og økonomisk støtte.

I 1957 forsøgte Phibun at styrke sin stilling ved et valg, hvor svindelen dog var så åbenlys, at regeringens sejr også blev dens fald. En anden general, Sarit Thanarat, indledte et nyt diktatur. Den økonomiske udvikling fortsatte dog: Japan investerede stort i Thailand, og krigen i Vietnam gav Thailand fordele som vareleverandør. Amerikanerne fik lov at etablere flere militærbaser i landet og udbyggede ved den lejlighed vejnettet og anden infrastruktur i den forsømte østlige del. Efter Sarits død i 1963 tog nye generaler over, og trods kommunismens fremgang i nabolandene fik en venstreorienteret oprørshær aldrig rigtig fodfæste i Thailand.

I 1970'erne kom det til studenterprotester i Bangkok. USA's beslutning om at trække sig ud af Vietnam og søge afspænding med Kina skabte usikkerhed i Thailand. Den økonomiske vækst stilnede af, og det blev hårde tider for mange. Protester mod regimet første i 1973 til militærdiktaturets sammenbrud.

De følgende tre år var urolige. Politiske partier blev dannet og opløst i hastig rækkefølge, og foruden studenterne begyndte også bønder, arbejdere og munke at organisere sig. Da de civile magthavere virkede ude af stand til at løse konflikten, voksede den militært ledede bevægelse Nawaphon frem med slagordene ”nationen, religionen, kongen”. I 1976 blev en ny militærregering indsat, og det var slut med demokratiet. Styret slog hårdt ned på venstreaktivisterne.

Under general Prem Tinsulanonda, der blev landets leder i 1980, blev det nære forhold til USA genoprettet.

Samtidigt blev regimets holdning over for anderledes tænkende blødt op, og politiske fanger fik amnesti. Thailand oplevede igen en økonomisk vækst som i 1960'erne, og den efterfølgende modernisering fik en middelklasse til at vokse frem.

Ved parlamentsvalget i 1988 gik landets ældste parti, Det Demokratiske Parti, stærkt tilbage til fordel for Thainationen, de store forretningsmænds parti. Chatichai Choonhavan blev premierminister. Chatichai gennemførte en række markedsøkonomiske reformer. Toldmurene blev revet ned, økonomien blev dereguleret, statsstøtten på en række områder blev fjernet, og et privatiseringsprogram blev indledt. Sammen med de lave lønninger og den forholdsvis stabile politiske situation skabte reformerne et attraktivt investeringsklima.

Snart opstod der dog nervøsitet for de negative effekter af den frie markedsøkonomi: inflation, korruption, trafik- og miljøproblemer m.m. Regeringen overlevede indtil flere tillidsafstemninger, men også også højtstående militærfolk udtrykte deres misfornøjelse. Et ublodigt kup blev gennemført i 1991. I marts året efter blev der afholdt valg, som resulterede i en svag koalitionsregering med fem partier, og da ingen af dem kunne præsentere en troværdig leder, blev posten som regeringsleder overtaget af en af kupmagerne, Suchinda Kraprayoon.

Denne gang reagerede offentligheden stærkt. I store demonstrationer i Bangkoks gader krævede befolkningen, at regeringslederen skulle være folkevalgt. Protesterne fortsatte hele foråret. Den 17. maj besluttede Suchinda at standse dem med vold. Kampene varede tre dage og menes at have kostet mindst 100 personer livet. Så greb kongen ind, Suchinda gik af, der blev indsat en overgangsregering, og den nye øverstbefalende lovede, at militæret ikke ville gribe ind i løbet af hans embedsperiode.

Ved valget i efteråret 1992 fik Det Demokratiske Parti flest pladser i parlamentet, men næsten lige så mange mandater gik til Thainationen og det nye parti National Udvikling, som Chatichai havde dannet efter urolighederne i maj. Det Demokratiske Parti's leder, Chuan Leekpai, blev premierminister.

I foråret 1995 faldt regeringen efter korruptionsanklager i forbindelse med et lovforslag til en jordreform. Efter et mistillidsvotum blev der afholdt et valg i juli, som blev en triumf for ”stemmekøbspolitiken” i landområderne.

Thainationen fik flest mandater i parlamentet, men ikke ét af disse mandater var vundet i Bangkok. Partileder Banharn Silapa-Archa blev premierminister i spidsen for en skrøbelig koalition af syv partier. Denne regering fremstod stadig mere korrupt, offentlighedens tillid til den styrtdykkede, og i efteråret 1996 trådte Banharn tilbage og udskrev valg.

Dette valg blev vundet af Partiet for Ny Stræben – hovedsagelig fordi partiet havde købt sig til stemmer blandt de fattige i nordøst. Yongchaiyudh Chavalit blev leder for en ny koalition, denne gang med seks partier. I lighed med tidligere mislykkes det også denne gang at gennemføre en beslutsom reformpolitik, hvilket var medvirkende til den dybe økonomiske krise i sommeren 1997.

Samtidigt foregik der en anden, vigtig politisk proces, nemlig forsøget på at samle flertal bag en reform, som skulle give Thailand en ægte demokratisk forfatning. Den blev vedtaget med stort flertal i september 1997. Den nye forfatning slog fast, at Thailand var et konstitutionelt monarki med et parlamentarisk system. Forfatningen garanterede også de grundlæggende frihedsrettigheder.

Efter voldsom kritik af regeringens håndtering af den økonomiske krise gik Chavalit af i november 1997. Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, blev atter premierminister i en ny koalitionsregering. Der var konflikter lige fra starten, og reformarbejdet og den økonomiske genopbygning efter krisen gik trægt.

Valget i 2001 blevet vundet af milliardæren Thaksin Shinawatra's to år gamle parti Thailændere elsker Thailændere, TRT, og Thaksin kom til at stå i spidsen for en regeringskoalition af tre partier. Kort efter lod flere små partier sig opløse, og medlemmerne gik med i TRT, så partiet fuldkommen dominerede parlamentet.

Thaksin var en kendt erhvervsleder, men havde ingen politisk erfaring. Han havde tjent sin formue inden for telekommunikation og blev betragtet som Thailands rigeste mand, indtil han i 2001 overførte store dele af sin formue til sin søn. Thaksin havde under valgkampen erklæret ”krig mod narkotikahandel og korruption”. Han gav bønder tre års udsættelse på tilbagebetaling af lån til en statslig bank, han lovede adgang til investeringsfonde for landets byer, og der blev indført almen sundhedspleje. Disse tiltag var populære, især på landet.

Regeringens krig mod narkotika blev indledt i 2003 og fik form af en række voldsomme aktioner, der kostede over 2.500 mennesker livet og blev mødt af skarp kritik fra omverden. Nogenlunde samtidig blussede et oprør op i de muslimske provinser i syd.

Anden juledag 2004 blev Thailand ramt af en voldsom naturkatastrofe. En flodbølge, en tsunami, udløst af et jordskælv i Det Indiske Ocean nær Borneo, slog ind over sydvestkysten, særligt omkring turistøen Phuket. Flere tusinde mennesker i Thailand mistede livet, heriblandt 46 danskere, der var på ferie i området. Mange små turiststeder og fiskerbyer blev jævnet med jorden, og hundredtusinder af mennesker mistede deres levebrød. De thailandske myndigheder for ros for deres måde at håndtere katastrofen på. Sårede og hjemløse fik hurtigt hjælp, og genopbygningen kom snart i gang. Turisterne vendte også hurtigt tilbage.

Valget i februar 2005 blev en jordskredssejr til TRT. Thaksin's parti kunne danne regering alene med et solidt flertal bag sig i parlamentet. Premierministerens popularitet byggede på de reformer, han havde gennemført i sin første periode, bl.a. billig hospitalsbehandling og fordelagtige kreditter til landbruget og de mindre virksomheder. Den gode økonomiske vækst i perioden gavnede også.

1 2005 kom der dog flere afsløringer af premierministerens private forretninger. Han blev anklaget for magtmisbrug og korruption. Protesterne tog til, da det kom frem, at familien Thaksin havde solgt sin televirksomhed til Singapore for to mia. dollar og ikke betalt skat af gevinsten. Protesterne tvang Thaksin til at udskrive valg i 2006. Oppositionen svarede med at boykotte valget, så TRT vandt igen stort, og Thaksin kunne blive siddende på posten.

Kongen opfordrede nu forfatningsdomstolen til at ”rydde op i rodet”. Han påpegede, at et parlament uden opposition ikke kunne kaldes demokratisk. Forfatningsdomstolen besluttede, at valget skulle gå om i efteråret.

Valget blev dog aldrig gennemført. I stedet blev Thaksin den 19. september 2006 afsat i et ublodigt militærkup. Kupleder Sonthi Boonyaratglin meddelte, at et militærråd ville styre landet, indtil en overgangsregering kunne indsættes. Der skulle afholdes valg inden for et år, når en ny forfatning var blevet vedtaget. Nogle dage senere udtalte kongen sin støtte til kupmagerne.

I dagene efter kuppet slog militæret til mod Thaksin's nærmeste medarbejdere. Flere ministre i den afsatte regering blev taget i forvaring. Militærkuppet blev fordømt internationalt, men ikke særlig skarpt.

Den pensionerede general Surayud Chulanont blev premierminister frem til valget i efteråret 2007. Samtidig præsenterede styret en midlertidig forfatning, der gav juntaen magtbeføjelser, bl.a. ret til at afsætte regeringen, sammensætte et overgangsparlament og nedsætte en kommission med den opgave at udarbejde en ny og permanent forfatning.

I Chulanonts nye regering var det kun ham selv og forsvarsministeren, der havde militær baggrund, og det overgangsparlament, juntaen præsenterede, bestod næsten udelukkende af partipolitiske uafhængige bureaukrater, akademikere og enkelte militærfolk.

Efter kuppet faldt partiet TRT hurtigt fra hinanden. Thaksin forlod posten som partileder og gik i selvvalgt eksil. I maj 2007 blev TRT forbudt af forfatningsdomstolen pga. bestikkelsesaffærer i forbindelse med valget i april 2006. Thaksin og godt hundrede andre TRT-politikere fik forbud mod politisk arbejde i fem år.

I juni 2007 blev Thaksin anklaget for at have udnyttet sin position som premierminister til personlig økonomisk vinding. Han skal bl.a. have hjulpet sin hustru med at købe jord til fordelagtige penge. Da retssagen begyndte, dukkede Thaksin ikke op, og der blev udstedt en international arrestordre på ham og hans hustru. På det tidspunkt var flere andre korruptionsundersøgelser i gang mod den tidligere premierminister.

Forfatningskommissionens forslag til en ny grundlov blev godkendt i en folkeafstemning i august 2007.

Forud for valget i december samme år samlede Thaksin-politikerne sig i højrepartiet Folkets magtparti, PPP, ledet af Samak Sundaravej. Under valgkampen udtalte Samak, at han betragtede sig som Thaksin's afløser. Det var et budskab, der gav stor fremgang på valgdagen. PPP vandt 233 af de 480 mandater i repræsentanternes hus, mens hovedmodstanderen, Det Demokratiske Parti, fik 165 mandater.

Det nye parlament valgte i januar 2008 Samak til premierminister, og PPP dannede en koalitionsregering sammen med fem småpartier. De vigtigste ministerposter gik til personer med stærke bånd til Thaksin. En måned senere vendte Thaksin tilbage til Thailand. Han indfandt sig i retten for at høre anklageskriftet, hvorefter han blev løsladt mod kaution. I april blev undtagelsestilstanden hævet i hele landet, undtagen i de oprørsramte provinser Yala, Pattani og Narathiwat i syd.

I august 2008 blev Thaksin's hustru, Pojaman Shinawatra, idømt tre års fængsel for skatteflugt. Nogle dage senere forlod ægteparret atter Thailand.

Thaksin's modstandere havde samlet sig i bevægelsen Folkealliancen for Demokrati, PAD, eller gulskjorterne, som primært bestod af royalister, middelklassen i byerne og folk fra erhvervslivet. Gulskjorterne havde arrangeret massedemonstrationer mod Thaksin's regeringen før kuppet i efteråret 2006. Bevægelsen håbede nu at kunne bidrage til PPP-regeringens fald.

Gulskjorterne begyndte at organisere demonstrationer med krav om regeringens afgang i Bangkok i maj 2008, og protesterne eskalerede samme efterår. Ved flere lejlæigheder stormede demonstraterne offentlige bygninger.

Thaksin's tilhængere samlede sig til modstand i en bevægelse, der kom til at gå under navnet rødskjorterne. Da en person mistede livet under sammenstød mellem de to grupper i Bangkok i september, blev der indført midlertidig undtagelsestilstand i hovedstaden.

Samme måned meddelte forfatningsdomstolen, at Samak måtte gå af, eftersom han havde brudt loven ved at optræde i et madprogram på tv. Ifølge forfatningen er det forbudt at have indtægter ved siden af det politiske arbejde. Ny premierminister blev tidligere dommer Somchai Wongsawat, PPP-politiker og svoger til Thaksin.

I forbindelse med Somchai's tiltrædelse udbrød der tumulter, og to personer mistede livet, da titusinder af gulskjorter forsøgte at forhindre parlamentet i at træde sammen.

I oktober 2008 blev Thaksin in absentia idømt to års fængsel for korruption for sagen om det billige salg af jord til sin hustru.

I slutningen af november det år var situationen i Bangkok yderst spændt. En række regeringsbygninger var besat af gulskjorter, og regeringen var blevet tvunget til at flytte ud til byens gamle lufthavn. Gulskjorterne demonstrationer kulminerede nu i besættelsen af den nye lufthavn, hvor premierminister Somchai skulle ankomme den 26. november. Alle flyvninger måtte indstilles, og trafikken blev omdirigeret til den gamle lufthavn. Somchai måtte lande i Chiang Mai i det nordlige Thailand.

Dagen efter besatte gulskjorterne også den gamle lufthavn og havde dermed blokeret al flytraffik til og fra Bangkok. Regeringen samledes i Chiang Mai og erklærede undtagelsestilstand. Der begyndte at cirkulere rygter om et nyt kup.

Endnu en gang trådte retsvæsenet i aktion og forbød i december 2008 både PPP og to andre Thaksin-tro partier på baggrund af svindel under valgkampen i 2007. Forbudet første til PPP-regeringens fald, og gulskjorterne forlod lufthavnene. På det tidspunkt var omkring 300.000 turister strandet, og landets økonomi havde lidt skade under de udeblevne indtægter fra turismen. Seks personer var døde i urolighederne siden august, og hundredvis var blevet såret.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Aktuel politik

I december 2008 fik det liberalt-konservative Demokratiske Parti regeringsmagten efter otte år i opposition. Partileder Abhisit Vejjajiva blev den 15. december valgt til premierminister efter en afstemning i parlamentet. Abhisit er født i Storbritannien og uddannet ved Oxford. Han repræsenterer den traditionelle magtelite, der har sin base i militæret, kongehuset og Bangkok's middelklasse. Hans koalitionsregering omfattede såvel personer med stærke bånd til gulskjorterne som afhoppede politikere fra Thaksin's lejr, men var domineret af Det Demokratiske Parti.

Umiddelbart efter regeringsskiftet demonstrerede Thaksin-loyale rødskjorter i Bangkok's gader med krav om regeringens afgang, fordi den ikke var folkevalgt.

Rødskjorternes protester blev trappet op i marts 2009 og mundede ud i voldsomme uroligheder i april. En række centrale regeringsbygninger blev omringet, og et planlagt ASEAN-topmøde i Pattaya måtte aflyses, da rødskjorterne stormede mødelokalerne. Politi og militær blev kaldt på gaden i Bangkok. Den 13. april nåede volden sin foreløbige kulmination, da en halv snes mennesker blev såret i sammenstød mellem rødskjorter og politi. Militæret øgede derefter presset mod demonstranterne, der blev tvunget til at trække sig tilbage.

Det skabte uro blandt såvel magthavere som i befolkningen, da den svagelige kong Bhumibol i september 2009 blev indlagt med lungebetændelse. Kongen betragtes som garant for landets sammenhold.

I marts 2010 samledes titusinder af rødskjorter igen i hovedstaden for at kræve regeringens afgang og valg. Myndighederne erklærede undtagelsestilstand, da demonstranterne forsøgte at storme parlamentet. Med undtagelsestilstanden blev større forsamlinger forbudt, men rødskjorterne holdt stand. Da politi og soldater den 10. april forsøgte at rydde gaderne, kom det til optøjer, hvor 26 mennesker mistede livet, og 800 blev såret.

Rødskjorterne rykkede nu til Bangkok's forretnings- og finansdistrikt, hvor mange udlændinge opholdt sig. De blev omringet af politi og militær. Regeringen truede med at angribe rødskjorternes ”hovedkvarter”, hvor over 5.000 demonstranter befandt sig. I løbet af et par dage i midten af maj mistede mindst 35 mennesker livet, og over 200 blev såret i sammenstød mellem soldater og demonstranter.

Da militæret til sidst stormede rødskjorternes lejr og opløste den, overgav bevægelsens ledere sig til politiet. Den dag mistede 14 mennesker livet i Bangkok. En mindre gruppe rødskjorter holdt fortsat stand og satte i de følgende dage over tredive bygninger i brand, men i det store og hele var opstanden nedkæmpet. I alt 90 mennesker havde mistet livet, siden demonstrationerne begyndte i marts. Den 21. maj erklærede premierminister Abhisit, at ro og orden var genoprettet.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Oprøret i syd

Blandt de 1,5 mio. muslimske malajer, der lever i det sydlige Thailand, føler mange en større tilknytning til det muslimske Malaysia end til de overvejende buddhistiske Thailand. Provinserne Pattani, Yala og Narathiwat udgjorde et selvstændigt muslimsk sultanat, inden de blev annekteret af Thailand i 1902. Siden 1975 har en separatistbevægelse, Pattani United Liberation Organisation, PULO, ført en lavintensiv krig mod de thailandske myndigheder med krav om selvstændighed. Bag oprøret ligger også det faktum, at muslimerne føler sig forsømte og diskriminerede. Fattigdommen er udbredt i området.

I starten af 2000-tallet var der tegn på, at guerillaen havde skaffet sig kontakter med militante islamiske bevægelser i regionen, og fra 2004 tog oprøret fart. Det koordineres nu gennem et løst netværk af militante celler. Thaksin-regeringen kaldte oprøret for international terrorisme, indførte undtagelsestilstand i provinserne og satte sikkerhedsstyrker ind.

Oprørerne retter primært deres angreb mod mål, der kan betragtes som symboler på den thailandske overhøjhed: politistationer og militære forlægninger. Men der har også fundet angreb sted mod skoler og buddhistiske templer.

Sikkerhedstyrkerne er gået hårdt frem mod oprørerne. I foråret 2004 blev 34 oprørere dræbt efter at have søgt tilflugt i en moske, hvilket affødte stærke protester, ikke kun blandt Thailand's muslimer.

I februar 2006 lancerede Thaksin en plan for, hvordan oprøret skulle knuses på fire år gennem en kombination af økonomiske sanktioner, undtagelsestilstand og indsættelse af 12.000 ekstra soldater. Både lokale ledere og den thailandske opposition modsatte sig den brutale plan, der snart udløste en række blodige bombeattentater.

Den regering, der blev indsat i september 2006 efter militærkuppet mod Thaksin, indledte fredsforhandlinger med oprørerne, men uden resultat. I stedet fandt der nye terrorhandlinger sted med mange dødsofre. I 2007 blev konflikten optrappet, og i første halvdel af året var der stort set dagligt bombespængninger i de ramte provinser. Politiet beskyldte separatisterne for at stå bag angrebene, men ingen tog ansvaret for dem.

Den 13. juni 2007 blev der gennemført et samordnet angreb mod flere skoler i det sydlige Thailand. 13 skolebygninger forskellige steder blev nedbrændt næsten samtidig. Det fik myndighederne til at lukke mindst 260 skoler i regionen af hensyn til lærernes og elevernes sikkerhed. Ifølge undervisningsministeriet var der på det tidspunkt blevet brændt over 200 skoler ned siden 2004, og 77 lærere havde mistet livet. Mange lærere i syd bar efter dette våben i klasseværelset og måtte køre til og fra arbejde med en eskorte af livvagter.

Der finder stadigvæk krigshandlinger sted i regionen, om end i noget mindre omfang. Militærkøretøjer bliver angrebet, og der er skudvekslinger og bombesprængninger. I sommeren 2010 blev det vurderet, at i alt 3.800 mennesker havde mistet livet i konflikten siden 2004. Mindst 70.000 af regionens 300.000 buddhister var flygtet derfra.

Der er udstationeret cirka 30.000 soldater i området, hvor der hersker undtagelsestilstand. Menneskerettighedsorganisationer anklager såvel sikkerhedspoliti og militær som oprørere for overgreb mod civilbefolkningen.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Udenrigspolitik og forsvar

Thailand har altid ført en pragmatisk udenrigspolitik og tilpasset sig nye situationer. Siden Anden Verdenskrig har udenrigspolitikken været udpræget vestvenlig, men Thailand stræber også efter at udvide samarbejdet med de andre lande i Sydøstasien. ASEAN (Association of South-East Asian Nations) er den vigtigste regionale samarbejdsorganisation, mens APEC (Asia-Pacific Economic Cooperation) snarere har til formål at etablere dialog med omverden uden for regionen.

Forholdet til Burma (Myanmar) har længe været spændt. Tæt ved den thailandske grænse opererer flere burmesiske guerillagrupper, ikke mindst fra mindretallet shan. De slår nu og da til mod militærforlægninger, og ofte når den burmesiske hærs returild ind over grænsen til Thailand. Den burmesiske regering anklager Thailand for at støtte oprørerne, der primært består af forskellige etniske mindretal. Mens Thaksin var premierminister, blev forholdet noget bedre, men de mange burmesiske flygtninge på den thailandske side af grænsen er med til at besværliggøre situationen. Det samme gælder narkohandel over grænsen. I juli 2009 sendte Thailand troppeforstærkninger til grænsen mod Burma, da tusinder af flygtninge fra det burmesiske mindretal karen var gået over grænsen til Thailand på flugt fra kamphandlinger.

Forholdet til Cambodja er også spændt. Den cambodjanske regering har anklaget thailandske sikkerhedsstyrker for indirekte at støtte den cambodjanske oprørshær De Røde Khmerers smugleri af tømmer og ædelstene til mindre nøjeregnende thailandske opkøbere. I 2001 besluttede landene i fællesskab at højne sikkerheden ved grænsen for at få bugt med smugling af mennesker, narkotika og genstande stjålet fra templerne i den cambodjanske by Angkor.

Den positive udvikling vendte, da en gammel konflikt om templet Preah Vihear atter blussede op i sommeren 2008. En udløsende faktor var UNESCO's beslutning om at sætte templet på sin Verdensarvsliste. I 1962 afgjorde Den Internationale Domstol i Haag, at templet ligger i Cambodja, men det har thailandske nationalister haft svært ved at acceptere. Desuden er grænsedragningen uklar visse steder omkring templet.

Thailand mobiliserede tropper ved templet, og Cambodja gav igen med samme mønt. Efter forhandlinger blev nogle af tropperne trukket tilbage, men siden har der fundet skudvekslinger sted over grænsen, og flere soldater på hver side har mistet livet.

I 2009 tilbød Cambodja den korruptionsdømte, landflygtige Thaksin ophold og arbejde som rådgiver for den cambodjanske regering. Tilbuddet blev af Thailand betragtet som en provokation, og regeringen i Bangkok forlangte Thaksin udleveret. Det nægtede Cambodja, og begge lande kaldte deres ambassadører hjem. I august 2010 trådte Thaksin dog tilbage fra den omstridte post, og landene genoptog de diplomatiske forbindelser.

Oprøret blandt muslimske indbyggere i det sydlige Thailand har i perioder ført til spændinger i forholdet til Malaysia, som anklages for at støtte separatisterne. I 1998 lovede Malaysia at holde inde med støtten, og en række oprørsledere kunne arresteres. Da oprøret igen optrappedes op til 2004, og blev mødt med hårdhændet fremfærd fra regeringen Thaksin, blev forholdet til Malaysia atter dårligere.

Thailand har altid dyrket det gode forhold til USA, og de to lande holder årligt fælles militærøvelser. Siden terrorhandlingerne i USA 11. september 2001 har Thailand arbejdet for, at medlemmerne af ASEAN skulle udarbejde en fælles regional antiterrorpolitik. Da den amerikanske ledede aktion i Irak startede i 2003, erklærede Thailand sig neutral, men sendte alligevel 400 soldater. Kuppet med Thaksin i 2006 blev fordømt af de vestlige lande, og USA inddrog midlertidigt sin militære støtte til Thailand.

Militæret er en politisk magtfaktor og har i en række tilfælde grebet ind ved at gennemføre kup, senest mod Thaksin i 2006. Forsvaret gennemgår en langsigtet reform med det formål at skabe en noget mindre, upolitisk og udelukkende professionel hær. Der sates i disse år store summer på at modernisere forsvarets udstyr ved indkøb af nye kampvogne, artilleri og fregatter.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Økonomi

Siden 1950'erne er den thailandske økonomi vokset stærkt. Væksten skyldes især en stor eksport, der nu til dags i høj grad består af elektroniske komponenter, fremstillet i en moderne industri. En omfattende turistindustri bidrager også til succesen. Markedsøkonomi og frihandel er hovedprincipper, selv om nationalistiske og protektionistiske toner indimellem høres i den politiske debat. Levestandarden er steget gradvist, men der er store regionale forskelle. Den økonomiske fremgang mærkes mest i Bangkok og omegn og mindst i syd, nord og nordøst.

I mange år efter Anden Verdenskrig lå den årlige vækst på mellem 7 og 10 procent. Den mest bemærkelsesværdige udvikling fandt sted i perioden 1986-96, hvor også økonomiens struktur begyndte at ændre sig fra at have været domineret af landbrug til at have en stærk industrisektor. I en periode steg eksporten med 30 procent om året.

I 1997 røg landet dog ud i en alvorlig krise sammen med det meste af Asien. På grund af stigende import steg underskuddet på handelsbalancen, og valutaspekulanter angreb den nationale valuta, baht. Centralbanken forsøgte at holde kursen oppe med støtteopkøb og rentestigninger. Valutareserverne faldt kraftigt, og samtidigt havde faldende udenlandske investeringer skabt en overkapacitet i ejendoms- og byggebranchen, der fik problemer med at betale afdragene på deres lån. Det ramte igen de finansieringsselskaber, der levede af at låne penge ud til byggebranchen. I juni 1997 brød ejendoms- og finansmarkederne helt sammen. Det blev tydeligt, at landets banksystem fungerede dårligt. I juli blev kursen på bahten givet fri, og i løbet af få måneder faldt dens værdi over for dollaren til det halve. Den Internationale Valutafond, IMF, besluttede at give en støttepakke til en værdi af cirka 17 mia. dollar. Betingelserne var hårde: Thailand skulle bl.a. skærpe sin rente- og valutapolitik, sætte momsen op og foretage store nedskæringer på statsbudgettet. Det lykkedes Thailand at opfylde alle krav, og i år 2000 begyndte landet at betale tilbage på lånet.

Der blev oprettet flere institutioner, som skulle genskabe det finansielle systems troværdighed efter krisen. Thaksin-regeringen førte en aktiv kampagne for at mindske den offentlige sektors import af varer og tjenesteydelser. Det blev ligeledes besluttet, at flere statsejede selskaber skulle privatiseres, men processen går stadig langsomt.

I de første år af 2000-tallet var den økonomiske vækst atter god. Thaksin indførte en række reformer til gavn for de fattige på landet: investeringsfonde for småbønder, udsættelse af tilbagebetaling af lån fra en statsejet bank og billige kreditter til huskøb. En særlig bank skulle yde lån til lavindkomstmodtagerne, og en anden bank kreditter til små og mellemstore virksomheder.

Militærkuppet i efteråret 2006 skabte stor uro på finansmarkedet. Den militærstøttede regering, der blev indsat efter kuppet, forsøgte at berolige markedet ved at lægge vægt på, at der ikke ville blive rokket ved landets økonomiske vækst. Men allerede i februar 2007 måtte finansministeren gå af efter hård kritik af en række beslutninger, der fik udenlandske investorer til at forlade landet og børskurserne til at rasle ned.

Den Thaksin-tro regering, der tiltrådte i december 2007, lovede at gennemføre Thaksin's indsatser for de fattige regioner i landets udkantsområder. Men den fortsatte politikske usikkerhed påvirkede økonomien negativt, ikke mindst besættelserne af lufthavnene i 2008, som gav en nedgang i indtægterne i turistbranchen. Samtidig blev også Thailand ramt af den globale økonomiske krise, bl.a. gennem faldende eksport og yderligt faldende turistindtægter. I sammenligning med efteråret 2007 gik økonomien over 4 procent tilbage i de sidste måneder af 2008. Eksporten, der står for tre fjerdedele af BNP, faldt med næsten en tiendedel.

I grunden er den thailandske økonomi dog stabil og hviler på en bred base. Valutareserverne er store, og udlandsgælden lille. Inflationen er beskeden, og arbejdsløsheden lav. Trods tilbagegangen i 2008 blev der igen sorte tal på bundlinjen allerede i andet kvartal af 2009. Det skyldtes en stigning i eksportindtægterne, turismen og privatforbruget i kombination med økonomiske hjælpepakker fra regeringen. Denne positive udvikling fortsatte trods de politiske uroligheder i foråret 2010, og centralbanken måtte i juli sætte renten op af frygt for stigende inflation. Turistbranchen gik dog igen glip af store indtægter som følge af protestaktionerne i Bangkok.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Naturressourcer, energi og miljø

Thailand råder over forholdsvis store reserver af tin, zink, jern og gips. Der er også forekomster af guld og kobber. Landet er storeksportør af ædelstene som safirer, rubiner og jade.

Thailand er stærkt afhængigt af importeret energi, men importbehovet er faldet siden 1990'erne, takket være en øget egenproduktion af naturgas og olie. Der brydes også store mængder brunkul. De hjemlige ressourcer dækker dog ikke den stigende efterspørgsel på energi. Der findes olie- og gasfelter i dele af Siambugten, som både Cambodja og Thailand gør krav på. Elektriciteten kommer primært fra thailandsk naturgas, men importeres også fra fx Laos.

Alvorlig forurening, særligt i byerne, har ført til dannelsen af små, men aktive miljøbevægelser. Bangkok var i 1990'erne en af verdens mest usunde byer, men en strengere lovgivning har forbedret situationen noget.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Landbrug, skovbrug og fiskeri

Indtil for 20-25 år siden var landbruget rygraden i økonomien. Nu ligger sektorens andel af BNP på omkring 10 procent, men landbruget er stadig vigtig for beskæftigelsen.

Cirka 40 procent af arealet er landbrugsjord. De vigtigste områder ligger i det centrale Thailand, langs floden Chao Praya.

Thailand er verdens største eksportør af ris. Landets vellykkede satsning på riseksport skyldes først og fremmest afgrødernes høje kvalitet. Produktionsstigningen er først og fremmest tilvejebragt gennem en udvidelse af landbrugsarealet – der er sket en fordobling siden 1970'erne. Samtidig er den del af arbejdskraften, der er beskæftiget i landbruget, faldet til omkring 40 procent. Rismarkerne får primært vand i form af nedbør, men i det centrale Thailand bruger man kunstvanding.

Sien 1960'erne er der blevet afsat store områder til andet end ris. I nord dyrkes der først og fremmest majs, kassava, bomuld og ananas. I syd dyrkes der gummitræer.

Engang var en stor del af landet dækket af skov. I dag drejer det sig om 10 procent, hvis man kun regner skove med værdifulde træsorter. Nedgangen skyldes ihærdig kommerciel hugst, men også fældning i privat regi til brændsel og rydning af jord til dyrkning eller byggeri. For at beskytte skoven er der blevet oprettet skovreservater, men der er ikke satset meget på nyplantning.

Thailand er en af verdens største eksportører af rejer og tunfisk på dåse. Landet har en af Asiens største havfiskeflåder, der mere end fordoblede sine fangstmængder fra 1980 til 1995. Stigningen var et resultat af en aftale med Burma, Indonesien, Bangladesh, Indien og Oman, som gav Thailand lov til at fiske inden for disse landes havgrænser. Der er til gengæld næsten ingen fisk tilabge i de kystnære farvande. Desuden har de thailandske fiskere fået problemer i form af stigende brændstofpriser og øget konkurrence fra Kina, Vietnam og Indonesien.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Industri

Industrien producerer først og fremmest tekstiler, biler og elektronik. Den er koncentreret til Bangkok og omegn, eftersom der her findes udskibningsmuligheder, elektricitet og god adgang til veluddannet arbejdskraft.

Tekstilindustrien er stadig vigtig, men udviklingen inden for branchen hæmmes af, at udbuddet på verdensmarkedet er enormt, og at bl.a. EU og USA har indført visse handelshindringer for den thailandske eksport. Elektronikindustrien har siden 1994 været landets vigtigste kilde til eksportindtægter. Dens udvikling var resultat af store investeringer fra Japan, Sydkorea, Singapore og Taiwan. Andre vigtige industrigrene er levnedsmiddelproduktion og sværindustri som olieraffinering og cementfremstilling.

Moderniseringen af landets økonomi har presset lønningerne i vejret, og Thailand møder stor konkurrence fra mere udprægede lavtlønslande som Kina.

Krisen i slutningen af 1990'erne ramte industrien hårdt, og hen ved 20.000 fabrikker måtte dreje nøglen om. I starten af 2000-tallet var situationen dog blevet bedre, og eksporten kom i gang igen. Det gik især godt for elektronikindustrien, mens tekstilbranchen fortsat gik tilbage.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Arbejdsmarked og sociale forhold

Det thailandske arbejdsmarked kan – ligesom landets økonomi generelt – deles i to: de landbrugsafhængige landområder og de industrialiserede byer. Arbejdsløsheden steg kraftigt under Asienkrisen, men er nu lav.

Mangelen på højtuddannet arbejdskraft er et større problem.

Kun få procent af thailænderne er fagligt organiseret, og fagbevægelsen er splittet. Der findes godt 1000 fagforeninger i landet, og mange repræsenterer kun arbejderne på en enkelt virksomhed. Offentligt ansatte tjenestemænd har ikke lov til at organisere sig. Der er love for arbejdstid, ferie, mindsteløn og opsigelsesvarsler, men de bliver ikke altid overholdt.

I 1997 underskrev Thailand en FN-konvention mod børnearbejde, men tusindvis af børn tvinges til at arbejde, særligt på landet. Mange arbejder også som hushjælp.

Mange thailændere har fået bedre levevilkår i de senere år. Det afspejles bl.a. i en stigning i den forventede levealder og det daglige kalorieindtag. Men indkomstfordelingen er skæv, og fattigdommen er udbredt blandt bjergfolk og bønder i nord og nordøst samt i de muslimske områder i syd. Hen ved en sjettedel af indbyggerne lever i fattigdom, dvs. for under to dollar om dagen.

Sundhedsvæsenet er overvejende offentligt, men private klinikker bliver stadig mere almindelige i byerne. Thailand har længe og med held satset på sundhedsmæssig forebyggelse i form af hygiejne, rent vand og vaccinationer. Spædbarnsdødeligheden er faldet, og færre kvinder dør under graviditeten eller i barselsseng.

Alle virksomheder med flere end ti ansatte skal betale penge ind til en fond, der giver den ansatte en vis ret til sygedagpenge, barselsorlov, invalide- og livsforsikring. En tredjedel af befolkningen står dog uden for denne ordning. For nylig fik Thailand også et pensionssystem, men udbetalingerne vil først begynde i 2013.

Det skønnes, at Thailand har cirka 300.000 prostituerede. En femtedel af dem er børn. Prostitution og sex med børn er ulovligt og kan straffes med fængsel. Menneskehandel, især med kvinder og børn, er et stort problem.

Ofrene smugles i reglen ud af landet til prostitution eller tvangsarbejde i Burma, Kina, Laos og Cambodja.

Antallet af HIV-smittede blandt prostituerede voksede kraftigt i slutningen af 1990'erne. Myndighederne indså først sent, at de måtte forsøge at begrænse smittespredningen, og et af Sydøstasiens mest omfattende programmer for AIDS-bekæmpelse blev sat i gang. Nogle år efter årtusindskiftet stod det klart, at det var lykkes landet at vende den negative udvikling. I dag menes 1,5 procent af befolkningen af være HIV-smittet. Blandt prostituerede vurderes andelen dog af være 20 procent.

Illegal handel med narkotika er et andet stort problem. Der dyrkes opium i den såkaldte ”gyldne trekant”, hvor Burma, Laos og Thailand mødes, og det smugles ud af regionen gennem Thailand.

Tilbage til indholdsfortegnelsen




Infrastruktur og turisme

Thailands net af jernbaner, kanaler og veje udgår fra Bangkok. Herfra går der fire jernbanelinjer mod nord, nordøst, øst og syd, i alt 4.000 km. De 10.000 km vandveje – hovedsagelig floden Chao Phraya og kanalerne på den centrale slette – spiller en vis rolle for transporten, men vejene er de vigtigste og omfatter i alt 60.000 km.

Særligt i og omkring Bangkok er behovet for bedre veje dog stort, fordi byen har bredt sig ukontrolleret. Trafiksituationen i hovedstanden har været kaotisk i flere år. I 1999 åbnede Bangkoks Skytrain – et togsystem, der primært kører på broer hævet over gadeniveau. I 2004 blev hovedstandens første undergrundsbane indviet. Byens havn er blevet udvidet med dybtvandshavnene Laem Chabang og Map Ta Phut.

Landets største internationale lufthavn er Suvarnabhumi uden for Bangkok. Den blev indviet i 2006 og kan modtage 45 mio. rejsende om året. Hovedstadens gamle lufthavn, Don Muang, bruges nu til indenrigstrafik. Der er også internationale lufthavne i Chiang Mai, Chiang Rai, Hat Yai, Surat Thani og Phuket. Det nationale luftfartselskab, Thai Airways, flyver både på indenrigs- og udenrigsruter.

Turismen er en vigtig indtægtskilde. Den bidrog i 2010 med 6,5 procent af BNP og beskæftigede omkring en sjettedel af arbejdskraften. Antallet af besøgende er steget stærkt siden 1980'erne, men branchen oplever indimellem tilbagegang som ved udbruddet af lungesygdommen SARS i 2003 og tsunamien, der ramte sydvestkysten og øen Phuket ved juletid i 2004. Genopbygningen gik dog hurtigt, og i 2006 begyndte turisterne at vende tilbage til Thailand. I de senere år har politiske uroligheder, fx besættelser af lufthavnen ud for Bangkok i efteråret 2008 og gadedemonstrationerne i foråret 2010, fået mange turister til at vælge andre rejsemål.

Alligevel ser udviklingen for branchen på længere sigt lovende ud, og hvert år kommer der cirka 15 mio. turister til Thailand. De fleste besøgende kommer fra asiatiske lande som Kina, Japan, Sydkorea og Malaysia.

Det vigtigste rejsemål ud over storbyen Bangkok med dens mange templer er øen Phuket i sydvest. Øen har mistet en del af sin oprindelige skønhed under udbygningen af turistindustrien, men kan stadig byde på tropiske naturoplevelser og rent havvand. Det er også interessant at besøge byen Chiang Mai med omgivende bjerge i nord, og østkysten med Hua Hin som vigtigste sted bliver mere og mere populær.

Tilbage til indholdsfortegnelsen