Thailandsk protestleder såret af skud
Skrevet af Webmaster d. 17/04-2009 klokken 03:21:41
Lederen af den protestbevægelse, der sidste år stod bag en ugelang besættelse af lufthavnen i Thailands hovedstad, Bangkok, blev til morgen såret af skud, rapporterer hans partifæller og thailandske medier.
Ifølge avisen The Nation blev der affyret omkring 100 skud mod protestlederen, Sondhi Limthongkul.
To kilder i protestbevægelsen, Folkets Alliance for Demokrati (PAD), sagde, at det var et forsøg på at komme ham til livs. En af dem fortalte, at Sondhis bil blev angrebet ved en benzinstation i nærheden af centralbanken i Bangkok. Ifølge de foreløbige oplysninger er Sondhis chauffør alvorligt såret.
Sondhi stiftede PAD med det formål at styrte daværende premierminister Somchai Wongsawat, som mange mente var en marionet for den afsatte premierminister Thaksin Shinawatra.
Læs nærmere på: Berlingske Tidende og Ekstra Bladet