Suu Kyi atter i husarrest
Skrevet af Webmaster d. 12/08-2009 klokken 01:00:00
En domstol i Myanmar har idømt oppositionsleder Aung San Suu Kyi tre års fængsel og ophold i en arbejdslejr. Men lederen af landets militærjunta omgjorde hurtigt dommen til 18 måneder i husarrest, oplyser en minister.
Den amerikanske mand, John Yettaw, som også var tiltalt i sagen, blev idømt syv års fængsel og straffearbejde.
Aung San Suu Kyi blev dømt for at have overtrådt reglerne for sin mangeårige husarrest efter en bizar hændelse, hvor Yettaw uinviteret svømmede til hendes hus og overnattede i to dage.
54-årige Yettaw, som er mormon og krigsveteran, har forklaret, at han tog til det tidligere Burma fra sit hjem i Missouri, fordi han havde drømt, at terrorister ville forsøge at anklage det militære regime for drabet på Suu Kyi.
Umiddelbart efter episoden valgte landets generaler paradoksalt nok at ophæve Aung San Suu Kyis husarrest, hvilket dog blev opfattet som en tom gestus, da hun lige siden har befundet sig i det berygtede Insein-fængsel i hovedstaden Yangon.
Det var ventet, at den 64-årige Suu Kyi ville blive kendt skyldig i en sag, som flere kritikere mener er fabrikeret af det militære regime som en undskyldning for at holde hende fængslet i en politisk følsom periode frem mod et planlagt valg til næste år.
Læs nærmere på: Jyllands-Posten