Lærer banker elev - og kommer i tv
Skrevet af Webmaster d. 24/09-2009 klokken 06:58:49
Lige nu er millioner af thaier i oprør over en optagelse lavet med en mobiltelefon. Billederne viser en lærer, der tæver løs på en 14-årig elev og banker hans hoved ind i tavlen i klasseværelset.
Optagelsen er gjort af en anden af klassens elever, som efterfølgende lod en bekendt publicere den på en af Thailands landsdækkende tv-kanaler. Offenliggørelsen har udløst en storm af protester med krav om politiske indgreb for at få standset korporlig afstraffelse i landets skoler.
Videoen på 50 sekunder blev sendt i bedste sendetid på morgen-tv. På optagelsen høres læreren råbe: »Kan du så lære det?«, hvorefter han tager drengen om halsen og banker hans hoved ind i tavlen indtil flere gange.
Drengen bar briller og var iført den slags skoleuniform, som kendes fra alle thailandske skoler. Han nåede sin lærer til bæltestedet. Knægten vræler tilbage: »Jeg gør det ikke igen«. På optagelsen ses lejlighedsvis andre elever i klassen, hvor enkelte af dem småfniser.
Ifølge Associated Press har episoden fundet sted 9. september i en privat skole i hovedstaden Bangkok, hvor der undervises i både thai og kinesisk. Elevens forsømmelse var angiveligt, at han havde glemt en af sine skolebøger.
En af de andre elever filmede episoden og viste den til sin nabo. Denne blev så oprørt, at han sørgede for, at optagelsen kom Thailans Channel 3 i hænde.
»Jeg mener, at drengen skal behandles anstændigt, og samfundet må tage denne lærestreg alvorligt«, siger manden, der indleverede optagelsen, den 61-årige butiksindehaver Manop Mankong.
Thailands undervisningsminister, Jurin Laksanawisit, meddeler i dag, at den pågældende lærer har taget sin afsked, og der er taget skridt til en retslig undersøgelse.
»Vi vil ikke fremover tillade den slags«, siger undervisningsministeren til Channel 3.
Læs nærmere på: Politiken