Thailands premierminister er klar til valg
Skrevet af Webmaster d. 03/05-2010 klokken 20:31:05
Thailands premierminister, Abhisit Vejjajiva, siger, at han er klar til at udskrive valg til afholdelse den 14. november, hvis rødskjorterne kan acceptere visse betingelser i regeringens forsoningsplan.

Premierministeren kræver, at fem forskellige mål skal opfyldes, hvis valget skal blive en realitet.
- Hvis alle fem mål bliver opfyldt kan valget afholdes 14. november, siger premierminister Abhisit Vejjajiva.
- Jeg tror, at det her er den bedste løsning lige nu, tilføjer han.

Abhisits forsoningsplan indeholder fem punkter, der handler om respekt for monarkiet, større social lighed, ikke-partipolitiske massemedier, en uafhængig undersøgelse af den nuværende politiske krise og en debat om behovet for en forfatningsreform.

De regeringsfjendtlige demonstranter, som i ugevis har protesteret i Bangkoks gader, kræver et nyvalg i løbet af tre måneder. Men de er villige til at overveje premierministerens udspil.

- Det er ret konstruktivt, og vi vil gerne deltage i en konstruktiv dialog. Så vi vil seriøst diskutere premierministerens forslag, siger Weng Tojirakarn, en af lederne for rødskjorterne.

Læs nærmere på: Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Bangkok Post (Google Oversat) og The Nation (Google Oversat)