Information til visumansøgere
Skrevet af Webmaster d. 19/05-2010 klokken 11:34:18
Den danske ambassade i Bangkok er fortsat lukket på grund af den nuværende sikkerhedssituation med voldsomme uroligheder lige omkring ambassaden. Ambassaden kan i lighed med en lang række andre EU-ambassader ikke udstede visa i øjeblikket, og visumafdelingen er lukket. Har du allerede søgt om visum til Danmark og har du planlagt at rejse i løbet af de nærmeste dage, vil ambassaden forsøge at kontakte dig hurtigst muligt med henblik på at aftale nærmere.
Ambassaden er dog fortsat bemandet, men opererer fra en alternativ adresse.
Vi kan af samme grund ikke kontaktes via vores normale telefonnummer. Ved opkald til ambassadens telefonnummer, 02 343 1100, har man mulighed for at blive viderestillet til Udenrigsministeriets 24/7-center, som er døgnåbent. Opkaldet dertil er gratis. Udenrigsministeriet vil kontakte ambassaden efter behov.
Udenrigsministeriets døgnbemandede vagtcenter kan også kontaktes direkte på telefon (+45) 3392 1112.
Kilde: Ambassaden i Bangkok, Thailand