Udgangsforbud, censur og brand i Bangkok
Skrevet af Webmaster d. 19/05-2010 klokken 11:47:23
Thailandske demonstranter angriber lokal tv-station og børsen, mens avisen Bangkok Post evakuerer sine ansatte. Demonstranterne har sat ild til biler, der holder parkeret uden for tv-stationen Channel 3 og er trængt ind i bygningen. De anklager de lokale medier for at være farvede og holde med regeringen.

Angrebene sker kort efter, at protestledere overgav sig og blev anholdt, og Bangkoks sikkerhedsstyrker standsede angrebene på demonstranternes lejr i den centrale del af byen.

Men protesterne er ikke overstået, og lige nu brænder Sydøstasiens næststørste stormagasin samt førstesalen af børsen. Samtidig melder øjenvidner ifølge Reuters, at der er strømsvigt i Sukhumvit Road-kvarteret, som normalt er pakket med turister og dyre boligkomplekser.

Thailands forsvarsminister general Pravit Wongsuwan siger, at der i aften klokken 20 lokal tid, klokken 15 dansk tid, til klokken seks i morgen tidlig, klokken 1 i nat dansk tid, vil blive indført udgangsforbud i Bangkok for at få styr på uroen.

Desuden har Thailand indført censur idet de thailandske myndigheder beordrer tv-stationer til kun at sende programmer, der er godkendt af regeringen, skriver Reuters.

Meldingerne om militærets fremmarch i Bangkok har fået urolighederne til at blusse op andre steder i landet.

Tidligere i dag blev mindst fire dræbt i Bangkok og 50 såret. I alt meldes 70 dræbt og mindst 1.700 er såret, siden urolighederne brød ud i marts.

Læs nærmere på: Politiken, Bangkok Post og The Nation