Gidseltagere ville flygte til Thailand
Skrevet af Webmaster d. 16/06-2005 klokken 15:49:56
Et canadisk barn og en gidseltager blev dræbt, da politiet stormede en international skole i byen Siem Reap i det nordvestlige Cambodja. Fire gidseltagere holdt i seks timer 29 børn og en lærer som gidsler.
Politiet omringede straks skolen, og senere trængte civilklædte betjente ind på skolen. Kort efter opstod der skyderi. Politiet begyndte at skyde mod gidseltagerne, da de forsøgte at flygte med flere af børnene i en bil, efter at politiet havde indtaget skolens område, sagde politichefen i Siem Reap efterfølgende.
»De tog børnene ind i bilen, og politiet prøvede så at skyde efter dækkene, og så skød de tilbage mod politiet. Vi ved ikke hvem, der skød den dræbte pige«, sagde politichefen. Gidseltagerne forlangte våben, granater, 1.000 dollar og en varevogn, så de kunne køre til Thailand, fortalte en indbygger i Siem Reap.
Byen ligger nær det berømte, 800 år gamle tempel Angkor Wat, som hvert år trækker op mod en million turister. Gidseldramaer er ikke et sjældent syn i Cambodja, der fortsat har dybe ar efter det brutale militærdiktatur under Khmer Rouge i 70'erne.