Den danske ambassadør mødtes med den thailandske vicepremierminister Chalerm Ubumrung
Skrevet af Webmaster d. 06/10-2011 klokken 10:48:34
Tirsdag d. 27. september aflagde ambassadør Mikael Hemniti Winther høflighedsvisit hos den thailandske vicepremierminister, Chalerm Ubumrung. Besøget var en lejlighed til at genbekræfte de gode bilaterale relationer landene imellem.
Ved mødet diskuteredes den politiske og økonomiske situation i Thailand og regerings politiske initiativer. Den politiske udvikling var i fokus, og bl.a. spurgte ambassadøren til, hvordan vicepremierminister Chalerm ville vurdere landets politiske stabilitet og den økonomiske politik - herunder også rammerne for udenlandske investeringer. Derudover diskuteredes emner som korruption og narkotikabekæmpelse i Thailand.
Efter samtalen overrakte vicepremierminister Chalerm et billede fra sit ophold i København. Han redegjorde for, hvorledes han og hans familie opnåede politisk asyl i Danmark en kortere periode i starten af 1990’erne. Han tænkte stadig tilbage på Danmark med varme følelser, og beskrev Danmark som sit andet fædreland.
Mødet blev afholdt i god atmosfære og en venskabelig forbindelse blev styrket.
Kilde: Den danske Ambassade i Bangkok, Thailand