Vandet er nået til Don Muang-lufthavnen
Skrevet af Webmaster d. 25/10-2011 klokken 17:11:02
Tirsdag nåede de omfattende oversvømmelser omkring Thailands hovedstad Bangkok helt frem til byens indenrigslufthavn. Myndighederne oplyser til AP, at vandet er brudt gennem digerne omkring Don Muang-lufthavnen og langsomt trænger ind på lufthavnens område. Det er dog uklart, hvor store mængder vand der er tale om.

Foreløbig har et enkelt flyselskab, lavprisselskabet Nok Air, måttet aflyse sine flyvninger. Selskabets flyvninger bliver i stedet omdirigeret til Bangkoks internationale Suvarnabhumi-lufthavn. En talsmand for lufthavnen oplyser dog til AP, at start- og landingsbanerne ikke er berørt af oversvømmelserne, og at flyvningerne forløber normalt.

Vandmasserne giver problemer i en tredjedel af landet, hvor 366 mennesker er omkommet, mens over 100.000 er tvunget væk fra deres hjem, og op mod en million indbyggere er blevet midlertidigt arbejdsløse. I hovedstaden Bangkok er flere af forstæderne mod nord oversvømmet, men indtil nu er centrum blevet forskånet for de mest massive vandproblemer.

Landets Flood Relief Operations Center, som har hovedkvarter i Don Muang-lufthavnen, oplyser til AP, at vandstanden er stabil eller faldende i områderne nord for Bangkok. Vandet truer det centrale Bangkok på sin vej mod den Thailandske Golf, men endnu er Bangkoks centrum tørt.

Grundet den forventede større mængde vand de kommende dage og den dermed forøgede risiko for oversvømmelser, især i Bangkok, har den thailandske regering idag besluttet at erklære perioden fra torsdag den 27. oktober til og med mandag den 31. oktober for ekstraordinære officielle helligdage. Dette gælder følgende provinser: Sukhothai, Phichit, Phitsanulok, Nakhon Sawan, Uthai Thani, Chai Nat, Sing Buri, Ang Thong, Ayutthaya, Pathum Thani, Nonthaburi, Lop Buri, Saraburi, Nakhon Nayok, Prachin Buri, Chachoengsao, Suphan Buri, Nakhon Pathom, Kamphaeng Phet, Tak, og Bangkok.

Det er den seneste måneds monsunregn og efterfølgende oversvømmelser, der for tiden skaber problemer i lande som Thailand, Cambodia, Laos og Vietnam. Over otte millioner mennesker vurderes at være berørt af oversvømmelserne.

Læs nærmere på:
- Den dansk Ambassade, Bangkok, Thailand
- Vandet er nået til Bangkoks lufthavn, inkl. video (Jyllland-Posten)
- Sådan har du aldrig set Bangkok (Jyllands-Posten)
- Vandmasser oversvømmer lufthavn i Bangkok (Politiken)
- Bangkok ruster sig mod nye oversvømmelser (Politiken)
- Don Mueang airport closed, more evacuations (Bangkok Post)