Pia Olsen Dyhr glæder sig over forhandlinger om EU-frihandelsaftale med Thailand
Skrevet af Webmaster d. 05/03-2013 klokken 12:03:56
EU’s ministerråd for beskæftigelse, socialpolitik og sundhed besluttede den 28. februar at indlede forhandlinger med Thailand om en frihandelsaftale.

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr udtaler:

”EU indleder nu forhandlinger med Thailand. Baseret på EU’s analyser, er det forventningen, at en aftale med Thailand kan medføre en samlet årlig dansk eksportfremgang på ca. 630 mio. kr. Heraf vil en del af eksporten gå direkte til Thailand og en del vil komme fra øget eksport af underleverancer til andre landes eksport til Thailand som følge af aftalen. Væksten i eksporten kan medføre flere jobs i de sektorer, som vil nyde godt af aftalen. Det gælder bl.a. medicinalin-dustrien, maskinfabrikanter samt kemikalieområdet. En frihandelsaftale mellem EU og Thailand er derfor vigtig for Danmark, da aftalen vil bidrage positivt til vækst og nye arbejdspladser her i landet.

Thailand er det fjerde ASEAN-land, som EU nu starter forhandlinger om en fri-handelsaftale med. Det er et led i EU’s beslutning fra 2009 om at forhandle bilaterale frihandelsaftaler med ASEAN-landene. De ti sydøstasiatiske lande har samlet mere end 550 mio. for-brugere og er kendetegnet ved markeder med stor økonomisk vækst og dynamik. ”

For alle EU-lande vil en frihandelsaftale betyde afskaffelse eller reduktion af told og tekniske handelshindringer på Thailands side.

Pia Olsen Dyhr fortsætter:

”Frihandelsaftalerne med Thailand og de øvrige ASEAN lande vil lette adgangen for europæiske virksomheder. EU’s samlede eksport som følge af en aftale med ASEAN kan vokse med 33,7 mia. euro, hvis toldsatser afskaffes helt og tekniske handelshindringer nedbringes. Samtidig vil forbrugerne i EU kunne se frem til øget konkurrence og dermed også lavere priser på en række forbrugsgoder, især biler og elektronik."

Thailand er EU’s tredje største handelspartner blandt ASEAN-landene. Den årlige bilaterale handel mellem EU og Thailand (2011) udgør knap 30 mia. Euro. Danmarks eksport til Thailand (2011) beløb sig til ca. 2,7 mia. DKK, mens importen fra Thailand var betydeligt større.

Kommissionen indledte bilaterale forhandlinger i 2009 med Singapore som det første ASEAN-land. Forhandlingerne med Singapore blev afsluttet i december 2012. Forhandlingerne med Malaysia, som blev indledt i 2010 og Vietnam i 2012, pågår.

Kilde: Udenrigsministeriet