SAS opsiger codeshare-aftale med Thai Airways
Skrevet af Webmaster d. 13/03-2013 klokken 06:43:20
I en lang årrække har SAS haft en codehare-aftale med Thai Airways fra Bangkok til de mange internationale destinationer i Asien. Den aftale har SAS netop opsagt med virkning fra den 8. april, hvor selskabet midlertidigt lukker Bangkok-ruten. I stedet har SAS indgået en code-share aftale med Thai på lokaltrafikken mellem Skandinavien og Bangkok samt på indenrigsruter i Thailand.
"Vi kommer til at miste noget på 'beyond Bangkok' trafikken, men kan i stedet vinde noget på den rene Thailand-trafik," mener salgsdirektør Flemming Sonne fra Thai Airways.
Han glæder sig således over, at Thai Airways får codeshare med SAS fra Stockholm, Oslo og København og direkte til Bangkok. Med flere afgange fra København og Oslo til Bangkok i løbet af sommermånederne ser Flemming Sonne frem til den nye dimension af samarbejdet.
I sidste uge fortalte SAS, at det udvidede samarbejde med Thai Airways fra København, Oslo og Stockholm var i tillæg til de regionale codeshare-destinationer i Thais regionale netværk i Asien, men altså ikke for sommersæsonen. SAS bekræfter, at når man i vinterhalvåret 2013/14 vender tilbage på ruten, vil man atter blive forbundet med Thais netværk og en ny codeshare-aftale.
Læs nærmere på: SAS opsiger codeshare-aftale med Thai (Check-in.dk)