Undtagelsestilstand og ekstra politi på gaden
Skrevet af Webmaster d. 03/08-2013 klokken 11:49:09
I morgen søndag går modstandere af den siddende regering og premierminister i Thailand, Yingluck Shinawatra, på gaden. De er blandt andet utilfredse med et nyt lovforslag, der skal give amnesti til omkring 1000 personer, som er anklaget i forbindelse med de politiske uroligheder i landet fra 2006 og frem.

- Sidst politiet var på gaden under en undtagelsestilstand, var de meget skydeglade og meget hurtige ude med vandkanoner, tåregas og så videre. Det, tror jeg også, vil ske denne gang, siger Gregers Møller, der er redaktør på magasinet ScandAsia og har boet i Thailand mere end 25 år, til DR Nyheder.

Regeringen har meldt ud, at der kan komme op til 70.000 demonstranter på gaderne i morgen, men 5000-15000 er mere sandsynligt, vurderer Gregers Møller med henvisning til tidligere demonstrationer, som har været overvurderet på forhånd.

Regeringen har forstærket sikkerheden og indført en form for undtagelsestilstand i regeringskvarteret, som ligger i det centrale Bangkok, fra 1. til 10. august. Lørdag ses den forstærkede sikkerhed tydeligt med flere politifolk og vejspærringerne på gaderne.

Læs nærmere på:
- Undtagelsestilstand og ekstra politi på gaden (DR Nyheder)
- Internal Security Act imposed in Bangkok (ScandAsia.com)
- PM calls on all parties to seek reconciliation (MCOT)