Tidligere premierminister Abhisit Vejjajiva tiltalt for drab
Skrevet af Webmaster d. 12/12-2013 klokken 21:03:12
Thailands tidligere premierminister Abhisit Vejjajiva er torsdag blevet tiltalt for drab for sin rolle i de blodige militærovergreb, som fandt sted i 2010.

Flere end 90 mennesker mistede livet, og næsten 1900 blev kvæstet under de såkaldte rødskjorte-demonstrationer i Thailands hovedstad, Bangkok. Under Abhisit Vejjajivas styre slog kampklædte sikkerhedsstyrker hårdt ned på demonstranterne.

Abhisit og hans tidligere vicepremierminister, Suthep Thaugsuban, er begge anklaget for at have ladt sikkerhedsstyrker bære og bruge de skarpladte våben, som kostede flere demonstranter livet. Begge har tidligere nægtet sig skyldige.

Abhisit Vejjajiva er løsladt igen, efter at der blev stillet kaution på, hvad der svarer til lidt over tre millioner danske kroner. Det oplyser Abhisits advokat, der fortæller, at den indledende retshøring formentlig finder sted den 24. marts næste år.

Ud over Abhisit Vejjajiva er Suthep Thaugsuban også anklaget for at have udstedt ordre til thailandske sikkerhedsstyrker om at begå drab og forsøg på drab på demonstranter.

Læs nærmere på:
- Thailands oppositionsleder tiltalt for drab (Politiken)
- Abhisit reports for indictment (Bangkok Post)