Thailands hær indkalder 114 fremtrædende personer
Skrevet af Webmaster d. 23/05-2014 klokken 07:24:48
Thailands hær har indkaldt 114 personer fra rivaliserende politiske sider. Blandt dem er ledere af de såkaldte rødskjorter, der støtter Shinawatra-familien, politikere fra oppositionen samt tidligere ansatte ved politiet og militæret.
Vi opfordrer disse folk til at melde sig selv, lyder det fra en talsmand for hæren i en erklæring på thailandsk tv. De 114 personer er blevet bedt om at møde op på et militærkontor i Bangkok klokken 10 lokal tid fredag.
Thailands tidligere premierminister Yingluck Shinawatra og tre af hendes pårørende blev torsdag indkaldt og skal også møde op hos de militære myndigheder, der overtog magten i landet torsdag ved et militærkup.
Hun er blevet indkaldt til at være hos de militære myndigheder på samme tidspunkt - klokken 10 fredag formiddag.
Soldaterne, der nu står på gadehjørner og ved større trafikkryds i Bangkok, er blot den seneste udvikling i en politisk krise, der tog sin begyndelse for seks måneder siden uden udsigt til en løsning. For det politiske landskab er dybt splittet mellem to bevægelser, hvis krav er så forskellige, at det i værste fald kan føre til borgerkrig.
På den ene side står gulskjorterne, der fortrinsvis har deres støtte blandt mellemklassen samt i den sydlige del af Thailand. Bevægelsen støttes af den thailandske elite, der ønsker at bevare landets konservative samfundshierarki. På den anden side står rødskjorterne, der har stor opbakning i det fattige Nordthailand.
For selvom Thailand i de seneste årtier har haft en rivende økonomisk udvikling, er de mange penge ikke kommet disse fattige til gode.
»Den konservative elite og gulskjorterne har besluttet, at de aldrig kan vinde et demokratisk valg,« forklarede Brad Adams, Asien-direktør for Human Rights Watch. »De ønsker at fjerne, hvad de kalder ”Thaksinismen” fra thailandsk politik.«
Læs nærmere på:
- Thailands hær indkalder 114 fremtrædende personer (Jyllands-Posten)
- Hæren tager magten i Thailand (Jyllands-Posten)