Thaksin trækker sig fra premierministerposten
Skrevet af Webmaster d. 04/04-2006 klokken 16:01:03
I en tv-transmitteret tale meddelte Thailands premierminister, Thaksin Shinawatra, tirsdag, at han til trække sig tilbage fra posten, når det nye parlament samles.

- Jeg ønsker at trække mig tilbage ved ikke at indtage premierministerposten, men jeg er nødt til at være fungerende premierminister, indtil valget af den næste premierminister er fuldendt, sagde han.

Meddelelsen kommer efter søndagens valg, hvor Thaksin vandt en stor sejr, men som oppositionen havde valgt af boykotte og derfor efterladt Thaksin og hans parti uden modkandidater i omkring 70 procent af valgkredsene.

Efter en audiens hos Thailands populære Kong Bhumipol sent tirsdag eftermiddag gik Thailands premierminister på tv og fortalte, at han alligevel ikke kan acceptere posten som premierminister efter søndagens valg. Mandag aften havde han ellers annonceret, at han ville fortsætte, og at han ikke kunne finde nogen god grund til at trække sig tilbage.
Men det fandt han i løbet af tirsdagen. Som hovedårsag angav han, at det er nødvendighed at skabe fred og forsoning i Thailand, inden kongens 60-års regerings-jubilæum om mindre end to måneder. Thaksin sagde, at det er et jubilæum som ikke blot alle thaier bør stå sammen om at fejre, men hvor landet bør vise sig fra sin bedste side. 29 royale statsoverhoveder er inviteret til jubilæet, hvor man også regner med besøg fra en million turister.