Oppositionen samler sig i Thailand
Skrevet af Webmaster d. 24/09-2006 klokken 14:07:27
Det nye militærstyre i Thailand har indført undtagelsestilstand og forbud mod politiske aktiviteter, men det har ikke hindret oppositionen i at organisere sig på en platform, der nu kræver forbuddet ophævet. Platformen består af 20 borgerretsgrupper, hvis medlemmer bl.a. tæller en række af de personer, der var med i den gamle Folkets Demokrati Alliance (PAD), som organiserede store demonstrationer imod den nu afsatte premierminister Thaksin Shinawatra.

Gruppen udsendte i weekenden en erklæring, hvori den gav sin støtte til militærstyret – thailandsk presse taler om en ”taktisk” støtte.

Militæret afsatte den demokratisk valgte Thaksin ved et kup i tirsdags. Et kup, som har bred støtte i befolkningen, der regner Thaksin-regeringen for at have været gennemkorrupt.

Men borgerretsgrupperne i platformen Netværk for Politiske og Sociale Reformer er ikke tilfredse med, at militærstyret har forbudt politiske aktiviteter, forbudt forsamlinger på flere end fem personer og også slået ned på dele af pressen. »Hvis vi ikke kan samles og diskutere politik, kan vi ikke komme med politiske anbefalinger«, siger lederen af det nye netværk, Saree Ongsomwang. Grupperne opfordrer også til, at der så hurtigt som muligt gennemføres demokratiske reformer.

Fredag løb en lille kup-fjendtlig demonstration af stablen i hjertet af Bangkok, uden at myndighederne greb ind over for de omkring 100 demonstranter, som i øvrigt overvejer en ny demonstration mandag aften.

Militæret har forbudt de lokale tv-stationer at bringe kup-kritiske SMS– og e-mail-beskeder fra seerne, og samtidig er 40 lokale radiostationer blevet lukket i den nordlige del af Thailand.

Det nordlige Thailand er Thaksins hjemegn, og det var her, at han havde massiv opbakning i de fattige landdistrikter. Men ifølge kupmagerne blev radiostationerne efter kuppet brugt til at undergrave militærstyret, og styret har også bedt Burma slå ned på radiostationer, der sender fra Burma og ind til Thaksin-tilhængerne, som overvejende får deres informationer fra de elektroniske medier.

Militær og politi har etableret vejspærringer i de nordlige og nordøstlige provinser, mens militæret i Bangkok blot havde taget opstilling centrale steder. Søndag blev kampvogne ved kongepaladset kørt væk. Der havde de stået siden kupaftenen.

Aviserne i Thailand synes da heller ikke at være ramt af gennemgribende diktater fra militærstyret. De udtrykker deres støtte til kuppet, men de er fyldt med udtalelser fra politikere, der kræver det civile styre tilbage så hurtigt som muligt, og læserbreve taler både for og imod kuppet.

Militærstyret under ledelse af general Sonthi Boonyarathkalin sagde kort efter kuppet, at der inden for to uger udpeges en civil regering, og at der om et år holdes valg. Det ser ud til, at det nye styre har fundet frem til fire kandidater til posten som midlertidig regeringschef.

Her menes højesteretspræsident Charnhai Likhittha og chefen for FN-organisationen UNTAC, Supachai Panitchpakdi, at stå stærkest. Men også nationalbankchefen, Pridiyathorn Devakula, og præsidenten for Thailands administrative domstol, Ackaratorn Chularat, skal være i spil.

Kilde: Politiken