Thaksin trækker sig fra sit parti
Skrevet af Webmaster d. 03/10-2006 klokken 23:26:38
De seneste dages masseflugt fra partiet, der har domineret thailandsk politik de seneste fem år, kulminerede tirsdag med, at stifteren og formanden, Thaksin Shinawatra trak sig tilbage. Han begrunder det med, at nye folk skal have chancen for at køre partiet videre, men ingen regner med at "Thai Rak Thai" (Thaier elsker Thailand) vil fortsætte som parti efter Thaksin tilbagetræden. Han er ikke bare stifter af partiet, han har også styret det med hård hånd og i udpræget grad finansieret det.

"Thai Rak Thai" blev stiftet som en personlig platform for multimillionæren, Thaksin Shinawatra, der ønskede at blive sit lands næste premierminister. Det var i årene efter den økonomiske krise i Asien, der skræmte folk med initiativ og gjorde bankerne meget mere forsigtige.

Thaksin kom som et frisk pust, der ikke bare appellerede til landets fattige med sin populisme, men også til middelklassen og de rige. Han gav thaierne troen og optimismen tilbage, og han satte gang i en økonomisk udvikling. Men ret hurtigt begyndte han at favorisere sin egen familie og nære venner, og han havde svært ved at forstå begrebet demokrati og svært ved at adskille landets ejendom fra sin egen.

Kilde: Jyllands-Posten