Forsikringen kan ikke hjælpe Kristian
Skrevet af Webmaster d. 14/01-2007 klokken 13:03:18
På grund af passus i forsikringspolicen må familien Hesseldahl klare sig selv.
- Vi har det rigtig dårligt med det her. Det er en frygtelig situation, familien står i, men vi kan desværre ikke hjælpe.

Sådan lyder det med beklagende mine fra Jørn Anker-Svendsen, administrerende direktør i Lærerstandens Brandforsikring, da B.T. beder om en forklaring på, hvorfor selskabet har afvist af hjælpe familien Hesseldahl med det meget store erstatningskrav, de er blevet stillet overfor.

En halv million kroner, lyder kravet fra den kinesiske familie, der mistede deres 23-årige søn i ulykken, som Kristian Hesseldahl var involveret i.

- På det her område er reglerne meget klare. Så klare, at der ikke engang er en åbning for fortolkning. Hvis ansvarsforsikringen skal dække, kræver det, at motorkraften maksimalt er på 25 hestekræfter. En vandscooter ligger typisk med en motorstørrelse på 100-150 hk, siger Jørn Anker-Svendsen.

Det er ifølge direktøren første gang nogensinde, at en kunde hos Lærerstandens Brandforsikring er involveret i en ulykke af denne karakter.

- Vi synes, det er utrolig synd for familien, men vi kan altså ikke bøje eller omgå forsikringsreglerne af den grund. Det eneste, der kunne hjælpe dem, var, hvis den pågældende vandscooter havde været forsikret af udlejeren, siger han.

Kilde: BT