Endelig hjemme!
Skrevet af Webmaster d. 02/04-2007 klokken 23:39:10
- Hvis det ikke havde været for Ekstra Bladets hjemmeside, så havde vi overhovedet ikke vidst, hvad der foregik. Informationen fra Tyrkiet Eksperten var under al kritik, og guiderne var slet ikke deres opgave voksen. Det er sidste gang, vi rejser med dem!

Sådan lød det gang på gang fra hovedparten af de cirka 200 danske turister, som i går morges omsider landede i Danmark - efter to et halvt døgns ufrivilligt ekstraophold i Thailand.

Flyet, en Boing 757, var identisk med den maskine, der måtte vende om og nødlande i sidste uge, fordi den ene motor ikke fungerede.

- Man er jo ikke glad for at skulle sætte sig op i nøjagtig den samme maskine, og i begyndelsen fik vi at vide, at det i hvert fald ikke ville blive den, vi skulle hjem med. Der var ikke rigtig andre muligheder, og lyst til at blive dernede havde vi jo heller ikke, sagde Lise og Lasse Hermansen fra Kolding, da de med et par ekstra timers forsinkelse endelig kunne omfavne deres datter, som var mødt op i Billund Lufthavn sammen med mange andre ængstelige og utålmodige pårørende.

Beretningerne lignede hinanden: Informationen fra Tyrkiet Eksperten var absolut i bund, nød-indkvarteringen sådan set ok men diæterne utilstrækkelige og selskabets løfter om en "ny", tip-top flyvemaskine blev ikke indfriet.

Efter 12-13 timers rejsemåtte de udasede turister endnu engang stille op i kø. Denne gang på Rejsebureauets kontor i Billund, hvor alle, der havde brug for det kunne få dokumentation for, hvornår flyet var landet. En del af de ferierende nåede aldrig på arbejde i går, og Tyrkiet Eksperten kan se frem til erstatningskrav i lange baner. På ekstra indkvartering til flere hold danske turister samt kundernes ekstraudgifter til tabt arbejdsfortjeneste, parkering m.v.

Tirsdag kommer endnu et hold forsinkede danskere hjem fra Thailand.

Kilde: Ekstra Bladet