Jordskælv på grænsen mellem Thailand og Laos
Skrevet af Webmaster d. 16/05-2007 klokken 13:58:52
Epicenter i Laos. tæt på den thailandske grænse. Kontorbygninger i Bangkok evakueret.

Et moderat kraftigt jorskælv ramte kl. 10.57 (dansk tid) grænseområdet mellem Thailand, Laos og Myanmar (Burma), også kendt som Den Gyldne Trekant. Jordskælvets målte 6.1 på Richter-skalaen og fik større bygninger så langt væk som Bangkok til at svaje, og på den berømte og befærdede Silom Road blev medarbejderne i flere store kontorbygninger evakueret.

Centrum for jordskælvet er 110 kilometer fra Chiang Rai, inde i selve Laos, men tæt på den thailandske grænse. I Thailands næststørste by, Chiang Mai, kunne jordskælvet føles endnu kraftigere end i Bangkok. Byen har kun få højhuse, men de svajede kraftigt.

"Jeg lå i en liggestol på altanen, og pludselig begyndte stolen bare at køre rundt, og jeg blev nærmest søsyg," fortæller Lena Bøge, der bor på 14. sal i en beboelsesejendom. "Hele bygningen svajede, og min mand og jeg blev enige om at forlade lejligheden i en periode, hvis der skulle komme flere rystelser."

Endnu er der ingen oplysninger om skaderne tæt på jordskælvets centrum.

Kilde: Jyllands-Posten