Dansker dræbt i Thailand
Skrevet af Webmaster d. 26/05-2007 klokken 12:41:23
En dansk statsborger er død under mystiske omstændigheder. Thailandsk politi tror, at der er tale om mord. Politiet i Chiangmai i den nordlige del af landet fik fredag eftermiddag en melding om, at en udenlandsk statsborger var fundet død i et lejet hus i byen, der er et populært turistmål.
Da betjentene og en læge ankom til stedet, fandt de en 71-årig mandlig dansk statsborger liggende død gå gulvet lige ved siden af en åben altandør. Den afdøde var ifølge den førende thaisprogede avis Thai Rath totalt nøgen og havde en brækket næse. Samtidig var der tydelige blodspor, og ved siden af lå et kosteskaft af træ med blod og hår på, som politiet har beslaglagt som spor. Døren ind til afdødes soveværelse var blevet smadret og havde fået flere huller og nøglehullet var ødelagt, men døren var ikke til at åbne.
Det danske udenrigsministeries vagthavende kan ikke bekræfte bt.dk's oplysninger, da man endnu ikke har hørt fra den danske ambassade i Thailand.
Ifølge naboer og beboere i området har den afdøde lejet huset i godt tre år.
Thailandsk Politi mistænker en 52-årig thai-kvinde for mordet. En kvinde som den 71-årige tidligere har været kæreste med. Naboer har hørt danskeren og kvinden skændtes flere gange - senest dagen for mordet, hvor de hørte den afdøde skændes kraftigt, inden der blev stille. Naboerne undrede sig og gik derfor ind og opdagede det nøgne lig af den afdøde.
Politiet tror umiddelbart, at den afdøde blev slået hårdt med kosteskaftet af kvinden, som han skændtes med, og måske mistede balancen og slog hovedet hårdt mod gulvet, så han mistede livet.
Politiet har taget fingeraftryk på stedet, og en læge bekræftede i første omgang, at der er tale om et mistænkeligt dødsfald. Men liget skal nu undersøges yderligere for at bekræfte, at der var tale om mord.
Senere på aftenen afhørte politiet den 52-årige kvinde, som afviste af have noget med sin tidligere mands dødsfald at gøre. Hun blev midlertidigt løsladt og er endnu ikke sigtet. Politiet afventer nu resultatet af den retsmedicinske undersøgelse, før der eventuelt bliver udskrevet en arrestordre.
Kilde: BT