Thailandsk domstol frikender parti for valgsvindel
Skrevet af Webmaster d. 30/05-2007 klokken 17:39:49
Thailands forfatningsdomstol har frikendt Det Demokratiske Parti for alle anklager om svindel i forbindelse med valget sidste år. Domstolens kendelse vedrørende lignende anklager mod et andet parti, Thai Rak Thai, ventes kommer senere i dag.
Tusinder af soldater har dagen igennem været udkommanderet i den thailandske hovedstad, Bangkok, for at gribe ind over for eventuelle uroligheder. Der var ventet optøjer, hvis forfatningsdomstolens kendelse gik de to partier, landets største, imod. Men det ser altså ikke ud til at blive til virkelighed.
Var Det Demokratiske Parti blevet dømt for valgsvindel, kunne det være blevet erklæret ulovligt og dets ledere blevet frakendt retten til at virke som politikere.
»Domstolen afviser anmodningen om at opløse Det Demokratiske Parti«, meddelte dommer Nurak Mapraneet, efter at forfatningsdomstolen havde brugt fire timer til at opsummere sagen.
Kendelsen blev oplæst på thailandsk fjernsyn. Den thailandske konge advarede i sidste uge dommerne om, at landets stabilitet står på spil med deres afgørelse.
De to partier er anklaget for at svindle med et valg i april sidste år. Valget blev efterfølgende annulleret.
Kilde: Politiken