Shinawatra køber Manchester City
Skrevet af d. 21/06-2007 klokken 12:49:44
Den tidligere thailandske premierminister Thaksin Shinawatra overtager Premier League-klubben Manchester City for 900 millioner kroner
Thailands tidligere premierminister Thaksin Shinawatra bliver ny ejer af Premier League-klubben Manchester City, som har accepteret et købstilbud på 900 millioner kroner.
Shinawatra fremsatte torsdag sit tilbud via sit firma UK Sports Investments, der er dannet med henblik på at købe Premier League-klubben, og Manchester City-ledelsen bekræftede kort efter, at man har indvilget i at sælge.
Shinawatra har i nogen tid været nævnt som mulig køber af klubben, og der er spekuleret i, at han vil hyre den tidligere engelske landstræner Sven-Göran Eriksson som manager.
Thaksin Shinawatra blev i september i fjor afsat som premierminister, da militæret i Thailand tog magten ved et ublodigt kup og styrtede den demokratisk valgte regering. Det skete dengang, fordi man ønskede at afskaffe korruption.
Der er siden blevet rejst tiltale om korruption mod Shinawatra af en komité udpeget af den magtfulde militærjunta i landet, som vil retsforfølge Thaksin Shinawatra og hans hustru i en sag om køb af jord.
/ritzau/ -2007