Thailand siger nej tak til EU-overvågning
Skrevet af Webmaster d. 29/08-2007 klokken 20:44:48
Thailand siger nej til EU. Det handler selvsagt ikke om et medlemskab, men om europæisk støtte til at bringe Thailand tilbage på demokratiets vej. Bruxelles har foreslået et samarbejde med den officielle thailandske valgkommission, som skal sikre, at det kommende parlamentsvalg i december gennemføres på hæderlig vis. Men her vil de politikere og administratorer, som har landets magtfulde militær i ryggen, ikke være med.

Frygter kontrol
Thailands valgkomission har venligt, men bestemt afvist anmodningen fra EU om et observatørsamarbejde. Overgangsregeringens leder, Surayud Chulanont, erklærer at han er helt og aldeles enig. Surayud Chulanont siger, at det samarbejde, som EU havde foreslået, mere havde karakter af kontrol end af overvågning.

»Vi har vores egne love her i landet, og andre skal ikke blande sig«, siger den midlertidige regeringschef ifølge Associated Press.

Rig politiker i eksil i London
Den folkevalgte regering i Thailand blev afsat ved et ublodigt militærkup i september i fjor. Den daværende regeringschef, Thaksin Shinawatra, lever i eksil i London. Thaksins politiske parti er efter en domstolsafgørelse blevet opløst. 100 af partiets medlemmer, herunder Thaksin selv, har forbud mod at blive aktive politikere igen. Mange af den afsatte regeringschefs sympatisører og støtter har nu samlet sig i et andet parti,kaldet 'Folkemagt'. Der er spekulationer om, at Thaksin ad denne vej kan få et comeback i thailandsk politik.

Thaksin er en af Thailands og Østasiens rigeste mænd. For nylig erhvervede han fodboldklubben Manchester City.

Kilde: Politiken