Thailandsk retssag mod tidligere regeringschef udskudt
Skrevet af Webmaster d. 25/09-2007 klokken 11:18:58
En domstol i Thailand besluttede tirsdag at udskyde korruptionsretssagen mod den væltede premierminister Thaksin Shinawatra og dennes hustru, som har boet i eksil i London siden sidste års ublodige militærkup. De ni dommere i den særlige højesteret for politiske udnævnelser meddelte, at sagen mod parret først vil blive indledt, når det bliver anholdt og stillet for domstolen.

- Retssagen vil blive genoptaget, når de to anklagede er fundet, sagde retsformand Thonglor Chomngam.

Statsadvokater vil i næste måned rejse til Storbritannien for at undersøge mulighederne for at få Thaksin anholdt og udleveret. Den tidligere premierminister, der har købt Premier League-fodboldklubben Manchester City og er anklaget for embedsmisbrug, har hidtil taget arrestordren med ophøjet ro.