Thaksins kone risikerer fængsel efter hjemkomst til Thailand
Skrevet af Webmaster d. 08/01-2008 klokken 07:32:44
Hustruen til Thailands afsatte premierminister, Thaksin Shinawatra, blev i går præsenteret for en arrestordre, da hun vendte hjem til Thailand. Pojamarn Shinawatra er sigtet i en korruptionssag og risikerer op til 20 års fængsel, sagde en talsmand for politiet. Kort efter anholdelsen besluttede en domstol at løslade hende mod en kaution på fem millioner baht (850.000 kroner) og gav hende forbud mod at forlade landet.
Forud for anholdelsen sagde Pojamarns advokat, at hun havde meddelt ham, at hun 'agter at kæmpe for sin sag i retten'. Sagen drejer sig om Pojamarns køb af ejendomme fra en statsejet fond i 2003. Ifølge thailandsk lov er det forbudt for ministre og deres ægtefæller at foretage handler med regeringsinstitutioner.
Thailands højesteret har sigtet Thaksin og Pojamarn Shinawatra for embedsmisbrug og interessekonflikt. Hver sigtelse kan give fængselsstraf i op til 10 år. Både Thaksin selv og flere af hans øvrige familiemedlemmer risikerer at blive fængslet og præsenteret for lignende anklager, hvis de vender hjem til Thailand.
Løs nærmere på: Politiken