Thailands parlament samles
Skrevet af Webmaster d. 21/01-2008 klokken 15:50:23
Thailands parlaments samles for første gang efter militærkuppet. Mange af tidligere premierminister Thaksin Shinawatras allierede igen ved magten.
Kronprins Vajiralongkorn stod for den formelle åbning og hilste genindførelsen af demokratiet velkommen. Han sagde til parlamentsmedlemmerne, at det er deres pligt at skabe stabilitet og sikkerhed for landets indbyggere. Parlamentets formelle arbejde begynder i morgen med valg af formand. Valg af ny premierminister ventes på fredag.
Thailandsk politik har været kaotisk siden 24. februar 2006, hvor Thaksin opløste parlamentet efter omfattende demonstrationer. Det hjalp ikke, og Thaksin blev i september 2006 afsat af militæret ved et ublodigt kup. Ved parlamentsvalget den 23. december i fjor fik Folkemagtspartiet (PPP), dannet af Thaksin-støtter, overraskende stor opbakning og erobrede sammen med koalitionspartnere flertal i parlamentet trods modstand fra militæret.
Kilde: Politiken