Uro spreder sig i Thailand
Skrevet af Webmaster d. 20/10-2008 klokken 17:30:37
Nye demonstrationer rykker ind i turistområderne i Thailand. "Alt kan ske," siger dansk ambassadør.
Den senere tids uro i Thailand har formentlig ikke nået sit klimaks endnu. Folkets alliance for demokrati, PAD, meddeler, at det mandag vil samle en større demonstration foran Central World Plaza i Bangkok. Dermed flytter den to måneder lange konflikt helt ind i hjertet af Bangkoks turistområder.
Central World Plaza er et af Bangkoks mest trafikbelastede områder fyldt med turister, som ønsker at købe billigt mærketøj. Flere kendte modehuse har deres egne butikker på pladsen, og så er området en blanding af indkøbscentre, fortovscafeer og modehuse.
Den danske ambassadør i Thailand, Michael Sternberg er bekymret for situationen:
"Alt kan ske lige nu i Thailand. Den politiske situation er simpelthen totalt ugennemskuelig," siger han til jp.dk.
Ambassadøren vil ikke direkte fraråde turister til at tage til det mest besøgte land i Asien, men opfordrer danskere, der skal eller tænker på at tage til Thailand, til at tjekke Udenrigsministeriets hjemmeside op til flere gange om dagen:
"Det er vigtigt, at man holder sig opdateret om situationens udvikling i Thailand. Hele tiden. Der sker hele tiden noget nyt."
Læs nærmere på:
- Uro spreder sig i Thailand (Jyllands-Posten)
- Ambassadens Rejsevejledning