Danskere strandet i Bangkok
Skrevet af Webmaster d. 25/11-2008 klokken 17:32:29
Flere hundrede demonstranter har stormet hovedterminalen i den internationale lufthavn i Thailands hovedstad, Bangkok. Alle flyafgange og ankomster skal være aflyst midlertidigt. Lufthavnskilder siger til Ritzau, at det primært er Thai Airways, at vreden er rettet imod.

Imidlertid er et SAS-fly med afgang ved 00.25 dansk tid også aflyst, siger SAS' internationale chef, Lars Sandahl Sørensen til Berlingskes udsendte, Jens Christian Hansen. Vi følger situationen time for time, siger han.

Foreløbig er SASs personale i lufthavnen blevet beordret til at trække sig ud af lufthavnen. Det vil samtidig være vanskeligt for besætning og passagerer at nå frem til den blokerede lufthavn.

Tidligere på eftermiddagen lettede et Thai Airways-fly fra Københavns Lufthavn mod lufthavnen i Bangkok. Thai Airways kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, om flyet bliver tvunget til at lande et andet sted som følge af besættelsen af lufthavnen.

Passagerer som er i Thailand lige nu og som vil i kontakt med lufthavnen i Bangkok, kan ringe på: 02 -137 1260 og 02 -137 1251.

Læs nærmere på:
- Danskere kan strande i Bangkok (Politiken)
- Demonstranter stormer Bangkoks lufthavn (Berlingske Tidende)
- Danskere i uroligheder i Bangkok (Ekstra Bladet)