Forøvrigt mener jeg, at Konkurrencen meget snarere vil komme fra Østen. Kina, Japan og Indien vil blive Fremtidens Industrilande. Det vil naturligvis tage sin Tid at flytte Industrien derud, men der er allerede mange Virksomheder i Gang, og en Mængde vil blive anlagt i en nær fremtid. Arbejdskraften er billig, Raastofferne findes, der er ingen, der hæmmer Initiativet og Handlekraften, ingen trykkende Skatter og ikke, som i Europa, knugende Byrder fra den nærmeste Fortid

thjaa skrev:
om 90 Aar er thailand stati et U land og det vil de blive ved med at vaere saa ling befolkning ikke gider at bruge ders tid i skolen

De fleste af os har siddet der: I klasselokalet, bøjet over tyske præpositionsforbindelser eller franske konjunktivformer. Og de fleste af os har lykkeligt glemt det meste igen.

Mange af os slår over i engelsk, når vi spørger om vej i Paris eller Berlin, og bliver en lille smule irriterede, når en italiener eller en spanier slår opgivende ud med armene i stedet for at svare os på engelsk. Og vi kender udmærket den ældgamle nyhed: at globaliseringens sprog er engelsk. Engelsk på den brede, amerikanske måde.

Så er der noget at sige til, at de studerende ikke løber stormløb på universitetsuddannelser som italiensk, tjekkisk, koreansk, latin eller andre inferiøre sprogfag?

Er der noget at sige til, at universiteterne nu tager konsekvensen af den manglende tilstrømning og det politiske krav om øget beskæftigelse og ditto »samfundsmæssigt afkast« af humanistiske kandidater og nedlægger en lang række små sproguddannelser og slår sprogundervisningen sammen på nogle funklende nye og meget mere generelle uddannelser?

Ja. Det er der sådan set masser at sige til og mene om. I hvert fald hvis man spørger en lang række professorer, lektorer, museumsfolk og dansk erhvervsliv. Lad os begynde på de humanistiske fakulteter på landets tre største universiteter:

Her er alle lederne i færd med at løse den komplicerede opgave at få udbuddet af sproguddannelser til at hænge sammen med efterspørgslen. Faren er imidlertid, at efterspørgslen i dag ikke nødvendigvis er den samme som om 20 år.

For et par årtier siden ville de færreste danskere have gættet på, at sprog som kinesisk og arabisk ville blive så vigtige for dansk erhverv og politik. For et par årtier siden kunne man heller ikke vide, at en gymnasiereform i 2005 ville betyde, at langt færre unge i dag lærer tysk og fransk, mens langt flere lærer spansk.

Derfor kunne man heller ikke forudse, at fødekæden ville blive skåret over, at der ville blive uddannet langt færre seminarielærere og gymnasielærere i tysk og fransk, og at flere og flere danskere har siddet og bøvlet med tyske bisætninger og franske uregelmæssige verber i folkeskolen – uden nogensinde at vedligeholde eller udvikle den viden.

Men alt det burde man have vidst, mener flere eksperter.

Hvis nu Danmark havde en langsigtet sprogpolitik og måske endda ligefrem lavede fremskrivninger af sprogbehovet, ville vi være langt bedre rustet til at gå fremtiden i møde på den internationale scene.

Det mener både erhvervsliv og sprogforskere, blandt andre bestsellerforfatter og professor emeritus Robert Phillipson fra Institut for Internationale Sprogstudier og Vidensteknologi på Copenhagen Business School:

»I Danmark er den politiske ledelse af betydningen omkring, hvad vi sprogligt har brug for nu og i fremtiden, næsten lig nul. For os, der har forsøgt at råbe op om det her i 20 år, er det dybt chokerende«, siger britiskfødte Phillipson, der bl.a. har skrevet bogen ’Linguistic Imperialism’.

»For eksempel har Danmark undervurderet betydningen af tysk for erhvervslivet. Danmark ved også kun lidt om betydningen af fransk og spansk fremover. Med den store indvandring er det ligeledes kortsynet, at man ikke forsøger at styrke sprog som arabisk, farsi og tyrkisk«.

»Og mens engelsk er blevet det dominerende sprog i EU-sammenhænge, er engelsk blevet nedlagt på Handelshøjskolen i København. Det er lige så naivt at tro, at man med et halvdårligt engelsk kan indtage verdensscenen, som det er at tro, at engelsk åbner alle døre i verden: Man kommer ikke langt i Japan, Korea eller Sydamerika med engelsk«, siger Phillipson, der understreger, at Danmark har et »skævt billede« af, at man taler lige så meget engelsk i andre lande, som man gør i Danmark:

»Så når et eksportfremstød i Italien går galt, kan man sige til sig selv, at det er, fordi japanerne eller italienerne er så dårlige til engelsk. Men den udfordring har Danmark heller ikke taget højde for. Samtidig har så mange ledende politikere haft fokus på, at indvandringen har ændret bybilledet og skolebilledet i Danmark, men de har ikke været opmærksomme på dominansen af amerikansk kultur og fremgangsmåde, som har haft en langt dybere indvirkning på det danske samfund«.

Også Dansk Erhverv efterlyser en mere langsigtet sprogpolitik, mens Dansk Industri i flere år har forsøgt at få Videnskabsministeriet til at lave en fremskrivning af Danmarks behov for ekspertise i udenlandske sprog – indtil videre uden resultat, men nu vil Venstres videnskabsordfører, Malou Aamund, presse på for en langsigtet strategi på sprogområdet.

Regeringen arbejder lige nu på et oplæg om »uddannelser, der passer til samfundets behov«, og Malou Aamund vil sammen med videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) sikre sig, at »billedet af samfundets behov ikke er statisk, men har en dynamisk tilgang til fremtidens sprogbehov«:

»I stedet for at ministeriet og universiteterne arbejder lidt ad hoc med sprogfagene, vil det være sundt, at man sætter sig ned og laver en analyse af, hvad vi har brug for i fremtiden. Jeg vil dog gerne advare mod, at man tror, at man kan planlægge sig til alt«, siger Malou Aamund.

»Sprogfagenes vigtighed afhænger jo i høj grad af globaliseringen og nye vækstmarkeder. Men for nogle fag vil det være fornuftigt at få lavet en analyse, så vi ikke har folkeskoleelever, der får oparbejdet nogle sproglige kompetencer og en ballast, som de ikke kan bygge videre på i gymnasiet eller på universitetet«, siger Venstres videnskabsordfører.

At så mange sproguddannelser lige nu bliver nedlagt, skyldes ikke mindst, at Det Økonomiske Råd i 2003 påviste, at det samfundsmæssige afkast af en humanistisk universitetsuddannelse var mindre end eksempelvis en samfundsvidenskabelig ditto eller en teknisk mellemlang videregående uddannelse.

Det fik daværende videnskabsminister Helge Sander (V) til at iværksætte en fortrolig ’Hvidbog om humaniora’, hvis forslag om optimering og effektivisering mødte så megen modstand på de humanistiske fakulteter, at både hvidbog og forslag foreløbig er blevet parkeret i de ministerielle arkiver.

Imidlertid får universiteterne støtte per uddannet kandidat, og hvidbogen var et wake-up call, som har fået landets største universiteter til at forsøge at trimme humaniora og skabe nogle mere markedsvenlige sproguddannelser.

Som lederen af Det Humanistiske Fakultet på Syddansk Universitet i Odense, dekan Flemming G. Andersen, siger:

»Det fokus, der har været på, at sikre uddannelserne et tættere samspil med aftagerne, har været en meget sund udvikling. Humaniora har været et lille, lidt lukket univers, og måske også lidt selvtilstrækkeligt. Så denne proces har været positiv. Så når sprogfagene lider af en manglende attraktion hos de unge, er vi nødt til at tænke nyt, for eksempel gennem tværfaglige uddannelser«.

Ikke desto mindre bekymrer både universiteter og erhvervsliv sig voldsomt for de europæiske sprogs fremtid i Danmark.

På Aarhus Universitet siger lederen af humaniora, dekan Bodil Due:

»Kulturer og sprog er mindst lige så vigtigt i dag, som det var tidligere, selv om engelsk er altdominerende. Det har været trist og forbløffende at se interessen for eksempelvis fransk falde så meget i Danmark, for der er mange mennesker i mange vigtige dele af verden, der taler fransk«.

Hendes kollega på Københavns Universitet, dekan Kirsten Refsing, siger, at »engelsk klarer sig, men søgningen er faldet i fransk og tysk, og det er til stor skade for Danmark«.

Det synspunkt deles af Dansk Erhverv, som især er bekymret for Danmarks kompetencer på fire store europæiske sprog: tysk, fransk, spansk og russisk.

»Tyskland og Frankrig er historisk og fremadrettet store handelspartnere. Også Danmarks handel med lande, der taler spansk og russisk, har et endnu større handelspotentiale, hvis vi kunne ramme dem bedre sprogligt og kulturelt. Men vi lider lidt under, at Danmark de seneste 10 år har italesat naturvidenskab som det eneste saliggørende i uddannelsessystemet«, siger Dansk Erhvervs forskningspolitiske chef, Jannik Schack Linnemann, og tilføjer:

»Men sprog og kultur er også hard core business«.

Kilde:
http://politiken....sch-i-2030

For første gang sætter Den Internationale Valutafond IMF dato på, hvornår Kina overgår USA og stiller sig på sejrsskamlen som verdens stærkeste økonomi. Og det er sket, uden nogen har opdaget det, skriver den amerikanske finansjournalist Brett Arends i en klumme hos Marketwatch.

Desuden falder datoen tidligere, end mange lige regner med, skriver han. I den seneste rapport fra IMF skriver valutafonden, at Kinas økonomi vil passere den amerikanske i 2016 - om fem år.

Det lægger ekstra pres på Det Hvide Hus, hvor Barack Obama kæmper med at få statsunderskuddet under kontrol. Situationen er så alvorlig, at kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's i sidste uge advarede amerikanerne om, at de kan miste deres triple-a-status. Det var den kraftigste advarsel til amerikanerne i 70 år.