---

Jeg bor i nordøst Thailand i en lille landsby, og oplever livets gang på en helt anden måde end jeg har været vand til i lille danmark.
Det jeg vil fortælle om er hvordan famillie og venner reagere ved dødeligsygdom.
Det handler om en ung kvinde som havde været syg i et par år og rendt på hospitalet nærmest et par gange om ugen, det enest som skete var hun blev mere og mere syg, en dag fandt man ud af hun havde kræft, og var nød til at fjerne hendes bryster, nu troede man at der var gode changer for hun ville komme sig.
Men det sådanne gik det ikke, hun blev bare mere og mere syg, efter den sidste tur på hospitalet var man klar over at det kun var et spørgsmål om tid før hun fik fred.
Og nu begynder det som jeg vil kalde en underlig oplevelse.
Den første aften/nat efter hun kom hjem fra syhehuset så begyndte famillien og vennerne at samles i og uden for huset, kvinderne sad oppe ved den syge unge kvinde og grinede og havde det sjovt og mændene sad uden for huset og og lavede bål og snakkede, sådanne som jeg oplevede det så var det nærmest en skovtur hvor der blev lavet fis og balade hele tiden, der var nærmest en hel folkevandring, der kom så mange mennesker så også gaden blev taget i brug, nu var der ikke kun et par bål, på et tidspungt talte jeg 23 små bål hvor folk sad og havde hyggeligt, der blev varmet vand til kaffe og der blev grillet ved de små bål, Der var ingen som jeg så det, der var kede af det.
Det her seneri stod på i 14 dage eller ratter sagt om aftenen og natten, om dagen var der intet at bemærke, det var nærmest som om at alt var normalt ud over at der var alle de små bålpladser på gaden men da mørket tog til så begyndte folk at komme igen, og der kom gang i festlighederne igen med bål og glade mennesker.
Da hun døede så skal jeg lige love for der kom gang i festlighederne der blev slagtet 1 ko og et par grise og jeg ved ikke hvor mange høns, det var mændende som stod for at skære kødet ud og alle kvinderne som stod for at stege og koge, der kom et lille musikanlæg med nogle KÆMPE højtalere, og så blev der spillet musik så det var umuligt at tale sammen, nu blev der festet både dag og nat i 2 dage og 2 nætter,
og det vil sige at det var en rigtig fest med rigelig af mad og sprut, folk væltede nærmest rundt i en sagelig rus i 2 døgn.
På 2 dagen blev hun brændt på et kæmpe bål
På 3 dagen var der en mere afdæmpet fest hvor man gik/dansede gennem alle de små gader i byen for at ende i templet, her gav man en masse gaver til munken, grundet til man gav disse gaver var at den døde ikke skulle mangle noget oppe i himlen. her i landsbyen tror thaierne på at man har et hus i himlen, og der skal være alt for et godt liv deroppe.

Det som jeg senere har fået fortalt er, grunden til hele det nattelige optrin er at det er for at bane vejen for et got liv oppe i himlen

For mig en underlig oplevelse, men så bestemt også en oplevelse som fortæller meget om thai noget af thai kulturen

---

For dem er det en glædens tid. Den døde er på vej til Nirvana. Det skal fejres de er kommet et trin nærmere. Siger fruen her , med et let anlagt smil.

---

Jeg tror, at vi skal holde tungen lige i munden, og hvis I ser godt efter på de tætteste pårørende, så er de ikke "glade", men ser måske blot sådan ud. Dog er det naturligt, at de mange hundrede gæster, der kan dukke op, ikke er tætte pårørende.

Desuden sidder de (kvinderne) også i smug og tørrer tårerne væk. Jeg har også selv set ekser og nuværende sidde og snøfte lidt.

Jeg har også set mænd (politifolk og soldater) skyde op i luften, og det var klart, at der ikke blot er tale om en salut, men en frustration.

Desuden bører de sort tøj, hvis de har det, og det er ikke glædens farve.

Men ja, overordnet set virker det, især i landsbyerne, som en stor abefest med høj musik, og for en del af deltagerne er det også mest en abefest, om end de samtidig er der i respekt for afdøde.

Hilsen, Robert

---

De skyder op i luften for at holde de onde ånder væk. Det er ikke frustration, ikke kun i hvert tilfælde. Den første nat sidder der også damer af nærmeste familie som regel og spiller kort ved kisten og får sig noget whisky . Det er for at ingen onde ånder skal løbe med kisten . Så ren frustration er det nu ikke.

---

Din forklaring med de onde ånder og pistolskyderi lyder meget sandsyndlig - de skød ved brændeovnen i templet, før kisten kom til, så det kunne sagten for at "rense" stedet, men jeg spurgte nu ikke.

Jeg fik også overrakt en pistol, men takkede nej tak. Måske lidt forkert, men jeg må jo også tænke lidt på mig selv.

Min pointe er blot, at thaiere også har følelser, men viser det anderledes.

Hilsen, Robert

---

Ja thaier har føleser, men de viser dem ikke på samme måde som vi er vand til fra vores bredegrad,jeg er ikke helt blind endu så jeg har da også set thaier med våde øjne, jeg tror at mange er så stolte og vil fremstå som nogle stærke mennesker, og at de først viser deres føleser når de er samlet med den nærmeste famillie
Det med skyderiet er også et symbol og en måde at fortælle at nu er den døde på vej op i himmelen, det der bliver skrevet om frustration er jeg ikke helt sikker på er rigtigt, har været til en anden afbrænding hvor der blev fyrret nogle mega store kanon slag af lige før der blev tændt op.

---

Jeg vil ikke have noget imod, at folk også holder en stor abefest, når jeg en gang er død.

Det vil alligevel være bedre, at de bruger deres penge på sprut og øl end på blomster og kranse, som jeg ikke kan bruge til noget når jeg er død.

---

Du har fuldstændig ret i, at thailændere ikke viser deres følelser på samme måde som vi her i vesten gør.
Jeg husker en episode ved et biluheld. Bilen var totalt smadret, intet skete med passagerne til alt held. Og ægteparret stod udenfor og så på miseren mens de smilte. Datteren, der velsagtens var en 7-8 år havde endnu ikke lært den thailandske flegma og stod - forståeligt nok - og vandede høns ovenpå den traumatiske oplevelse.

Men "op i himlen" ? Ikke møntet på dig, Anders.
Men lad nu være med at lade den kristne opdragelse og religion få overhånd.
Sådan hænger tingene nu engang ikke sammen i den buddhistiske tro.
Nibbana omnår man kun vel så og så mange genfødsler og ved selvindsigt.

Det ved Robert meget mere om end jeg gør.

---

Jeg ved ikke ret meget, men jeg ved, at der hverken i kristendommen eller i thai-buddhismen findes en himmel, hvor alt er fryd og gammen.

Himlen er en romantisk ting i salmebogen.

En thai-buddhist kan kun slippe for de onde genfødsler ved at være mand og blive munk for livstid, og gøre det godt som munk.

Hilsen, Robert

---

Hej Rinpoche
Jeg er nu ikke så kristen så det gør noget, min holdning til kristendom og gud kan være på et meget lille sted.
Hvis man ser på hvor meget krig og balade der har været gennem historien, så ser jeg gud som en krigsgud og ikke en som skaber fred.

Hej Robert.
Det er meget muligt at du har ret i dine antagelser, men jeg er helt overbevist om at budismen er så mangfoldig og forskellig fra egn til egn, så det er helt umuligt at generalisere.
Jeg sad her til morgen og talte med min kone om der for hende var et paradis i himlen, det svarede hun meget klart JA til.
Hun fortalte også at alt det men giver til templet/munken gennem et liv, det får man tilbage den dag man rejser til paradiset.
Så her hvor jeg bor, der er troen på et paradis efter døden meget stærk. en smuk tanke, men for pokker hvor der er mange som bliver skuffet hvis det nu viser sig at det ikke var som det troede/håbede.

---

Krigsgud? Det er da mennesker der kriges og ikke Gud. Så hold lige ham udenfor. Han tillader det måske nu, men hvem siger det forbliver sådan?

---

Hvis der var en gud til som ville verden noget godt så var det sku på tide at han vågnede op, der er så mange krige som er blevet udkæmpet i guds navn.

SÅ GUD I DET HØJE HVORFOR BRUGER DU KUN DET BLINDE ØJE...????

---

Det er jo menneskerne der står på hver sin side og påberåber sig at Gud er på deres side. Kristne med samme overbevisning bekriger hinanden. Igen det er mennesker der gør de forskellige ting. Eller måske er der mindst to guder?
Den de fleste mennesker dyrker, selv om de påstår noget andet (Fanden selv ) Og så den Gud ,som indtil videre kigger på. Hans tid skal nok komme.
Men på den anden side er det vel lidt uden for tråden.
Ha en god dag, med eller uden Gud

---

Hej Anders,

Du har ret i, at der er forskel på, hvad teologer siger, og hvad medlemmerne siger - det kaldes "folketroen", hvad de menige medlemer af en religion tænker.

Du har derfor også ret i, at der er forskel på, hvad thaierene tænker fra egn til eng, og det samme gør sig gældende i Danmark, om end i mindre grad, da Danmarker et lille land.

Hilsen, Robert

---

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg synes da, at det har været lidt sørgeligt de 15 gange jeg har været til begravelser… men men 100 dages festen… Der er der knald på… Fest og farver, masser af sprut og meget meget højt musik.

Jeg har som flere af mine afdøde danske og andre venner herude, valgt at gøre det samme.. Blive her og ende som aske som så skal placeres i et nyindkøbt udsigtspunkt på templet på bjerget.. Munken siger jeg bliver en lykkelig mand i det nye liv…

Det har jeg valgt at tro på…

---

Ja jeg har nu heller ikke nogle planer om at jeg skal til DK for at ende mine dage.
det eneste som jeg helst ikke vil havde er at de spiller for højt musik, så heller bruge musik pengende på noget mere mad og drikkelse

---

Da jeg lå på sygehuset har jeg en særlig oplevet

Det var et thai sygehuset jeg var endnu gang være ude for en ulykke på motorcykel

Det var langt væk fra pattaya at min kone valgte at sove på sygehuse for ikke at skulle tage den lange vej hjem om aften på motorcykel

Da det ikke var mulig at kone kunne sove samme sted hvor jeg lå med skulle sove en sted

kone så gik i bad og jeg kikke så ud at vinduet og opdaget nogen person kikke ind af et vinduet hvor min kone var i bad
råbet til min kone der stå nogen og kikke ind til dig min kone svare at hun kunne ikke se nogen de blive med det ind til min kone kom ud af bade nu var det bare det at jeg lå på
3 sal og der var inden mulighed for at stå uden for og kikke ind havde også nogen mærkelig drømmer om natten

Min kone fortæller mig så at det var menneskerne der var døde på sygehuset og at de ikke havde haft nogen til at hjælpe sig til at komme til Nirvana og at de derfor stadig er på
sygehuset for at finde nogen der kan hjælpe dem på vej til Nirvana og der ingen er til at give dem mad

Efter at havde oplevet skulle jeg til kontrol på sygehuset men jeg valgte ikke at tage til kontrol men et andre sygehuset da jeg ikke vil der ud mere

---

Tak for de gode indblik i liv og kutyme. Det er lærerigt

---

Jeg har efterhånden de sidste 7 år - været med til et utal af kremeringer. Den første gjorde et sådan voldsom indtryk på mig, at jeg senere forevigede begivenheden på tryk. Jeg vil nu dele den med jer.

april 2007

Starten på april blev lidt af en prøvelse for mit følelsesregister. En blanding af vemod, rådvildhed, savn, forundring og sidst, men ikke mindst en meget stærk oplevelse af liv og død, glæde og sorg på meget klods hold. Det sidste skal denne historie mest handle om, ikke mindst da det er en verden, meget langt fra min verden – selv om jeg er tilskuer, meget tæt på.

Den 3. april døde min nabokone.

Jeg har en ide om, at man skal leve livet her og nu og som om man blev 200 år. Det ved jeg ikke om min nabokone gjorde. For hende har det vel formentlig mere være den buddhistiske tankegang: Der er et liv efter dette. Det du har gjort godt i dette liv bliver du belønnet for i dit næste liv, det du har gjort skidt bliver du straffet for i dit næste liv.

Det skete vist nok omkring kl. 5 om morgenen. Ægtefællen – et godt stykke over de 70 - havde været i fuldt vigør siden kl. 3 – han sover kun 4 timer i døgnet. Kl. 6 præcis går fruen hver dag op til vejen og giver munkene mad. Det skete ikke den 3. april - derfor.

Allerede 3 timer senere begynder der at ankomme borde og stole, musikanlæg og alt andet hvad der sig hør og bør til en dødemindefestfest. Distriktschefen dirigerer det hele med militærisk præcision. Det her er ikke første gang og bliver heller ikke sidste gang.

Jeg har aldrig haft et nært forhold til afdøde. Jeg så hende hver morgen svinge rundt med en vandkande. Hun sagde aldrig noget, værdigede hverken mig eller andre et blik. Hun havde en trutmund, som man kunne binde en overdyne om, 2 gange – men ritualet var det samme hver morgen. Jeg er faktisk ret ligeglad. Jeg har også mit morgenritual. En kop kaffe på terrassen, mens morgensolen bager mig indenfor igen. Men hendes ægtefælle og deres voksne og hjemmeboende søn vil jeg gerne vise min respekt, som de har gjort overfor mig, så mange gange tidligere.

I samfulde 4 dage hyler musikken 5 meter fra vores soveværelsesvindue fra kl. 4 til kl. 8 om morgenen. Om aftenen fra kl. 20 til 22. Jeg siger for god ordens skyld, at det ikke er musik for europæiske øregange – slet ikke. Jeg overvejer at tage på hotel, men det vil givetvis give mig endnu større problemer.

En aften forløber nogenlunde således. Der ankommer 4 munke til en andagt på en halv time. Skal det være rigtig fint så 9 munke. Skal det være endnu mere fint gentages seancen 7 år i træk. Til min fulde tilfredshed har jeg konkluderet, at det nok ikke vil ske i dette tilfælde. Under andagten er der ankommet diverse rullende salgsvogne – indeholdende lige fra is til børnene, øl og whisky til de voksne.

Efter ”andagten” rulles der pengespil ud på jorden. Whiskyen flyder under latter, skrig og skrål. Også ungerne leger og råber – den rullende iskage bod har gyldne tider. Jeg vil hjem, jeg skal på den igen, samfulde 4 dage i træk – for på lørdag er det af sted til krematoriet. Imens hviler fruen i hjemmet – i sin frostboks – for hun forlader ikke hjemmet før tid er – og varmen er ulidelig.

Alle aftener går på samme måde. Der sidder folk og hygger sig, langt ud på de små timer – hvad jeg til rigelighed kan konstatere under de natlige 2-3 tissebesøg.

Jeg har flere gange haft kontakt med faderen og sønnen. Vi hilser altid pænt, og de griner og smiler, som de altid har gjort. Jeg prøver at fornemme en lille ændring bag smilene, men det lykkes ikke. Thailænderne viser ikke denne slags følelser – en opdragelse, der begynder allerede fra barnsben. Stærk tobak – en attitude – som jeg ved, jeg ikke ville kunne klare.

For thailænderne er døden en lige så stor selvfølgelighed som livet. Det er jo rigtigt – men hvordan er det så, hvis en person falder udenfor den normale statistik. Fx et dræbt barn i et trafikuheld? Jeg ved det ikke – og ønsker heller ikke at vide det.

Det er i dag lørdag – dagen efter Langfredag – i Påskens hellige navn. Min nabokone skal sendes af sted i dag – til de evige rismarker. Hvis det så er afslutningen på morgen- og aften underholdningen, er jeg faktisk også rimelig tilfreds.

Over middag kører ligvognen frem. Den ligner en krydsning mellem en traktor og en oksekærre. Ligvognen er overdådig pyntet og forrest sidder, foruden vognstyreren – far og søn. Sønnen holder et stort billede af sin mor foran sig.

Foran ligvognen kører musikken. En bil med åbent lad, med et 9 mands hornorkester. Det larmer så meget at vi faktisk kan høre musikken næsten helt ned til krematoriet ved det lokale tempel ca. 2 km herfra.

Selve kremeringen foregår kl. 16. Krematoriet er en tempellignende bygning, hvor rækværket omkring bygningen er udsmykket med et klæde i orange, lilla og blå farver. Det er ikke god tone at tage fotos af sådanne bygninger eller under selve højtideligheden.

Min kone vil ikke med til en kremering, da hun er bange for ånderne i – og omkring krematoriet, så jeg tager af sted alene iført lange bukser og en sort polo trøje + en kuvert med pengegave. Naboen kender Toys svaghed og jeg kan fornemme at han er glad for at jeg alligevel tropper op.

Alle gæsterne sidder under en baldakin og venter på at klokken skal blive 16. Jeg har timet det så ventetiden ikke bliver for lang. Der serveres isvand og uddeles røgelsespinde og guldpapir.

Jeg er som sædvanlig genstand for stor opmærksomhed. Alle glor – og jeg hører flere gange ordet ”falang” og Toy (min kone). Jeg har efterhånden vænnet mig til det, så det rører mig ikke. En enkelt har fået sig en ekstra tår over tørsten og skal absolut hen og bøvle med mig. Står og griner dumt – og jeg skal absolut have en slurk af hans whisky. Lige netop denne situation bryder jeg mig ikke om – og slet ikke her. Folk er faktisk ligeglad om manden har drukket sig fuld – det sker så tit, også ved disse lejligheder, men de kan se at jeg er utilpas ved situationen – og et par kommer hen og fjerner ham diskret.

Selvfølgelig skal man også her gennem en masse hokus-pokus – og jeg prøver af bedste evne at gøre som de andre. Også her bliver der grinet og pjattet. De sædvanlige basarlignende salgs boder er på plads. Man behøver hverken at tørste eller sulte.

Kl. 15.55 bliver faderen stillet i en passende position, så en lokal overping med en masse wienerbrød på skuldrene kan gå direkte over til ham – hilse – vende om og gå igen. Det er bystyrets måde at vise lidt respekt på. Jeg tror jeg helst ville have været foruden.

Præcis kl. 16 rejser gæsterne sig op og begiver sig op ad trappen til kisten. Man defilerer forbi – og lægger røgelsespinde og guldpapir ved siden af kisten. Enkelte banker let på kisten med røgelsespindene, som om de vil sige: Hallo, er du der? Videre ned af en anden trappe, hvor far og søn venter. Man hilser pænt og pengekuverterne bliver overrakt.

Så er det forbi. Jeg glæder mig til at komme hjem og hvile ørerne og er allerede på vej over til motorcyklen, da en dame kommer hen til mig med et lille glas. Det kan jeg se andre også får. Nå! – der vanker nok en lille en, som afslutning på seancen. Det gør der ikke! – jeg står og glor som et andet fjols, stopper så glasset i lommen og tager hjem.

Toy står og venter ved svigerindens kiosk – og beordrer mig hjem og tage brusebad og skifte tøj. Tøjet bliver vasket grundigt samme aften. Der må ikke være hæftet noget på mig og mit tøj der kan stamme fra krematoriet. Igen åndedyrkelsen og skrækken for hvad man kan have bragt med hjem.

Mysteriet med det lille glas bliver også opklaret. Toy forklarer, at det er en slags kvittering og erindringsgave for pengegaven. Hver gang jeg tager en lille en af dette glas vil jeg tænke på afdøde.

Det tror jeg nu ikke.

Kommentar:

Denne kremering vedrørte en borger på laveste "hylde" - altså en meget simpel "fest". Asken blev iøvrigt indlagt i en Stupa på grunden ved siden af vores. En handling, der formentlig betyder, at jeg godt kan vinke farvel til en udvidelse af min jord denne vej.

Kommentarer iøvrigt: Det sidste først. Jo, den gamle dame farer forbi i et split secund når jeg tager glasset.

Hvad angår følelser. Jo, kikker man godt efter er det kritiske tidspunkt umiddelbart før der bliver fyret op, men
det går hurtigt over. Den sidste kremering jeg var til, var sønnen - en voksen mand på omkring 50 helt opløst i gråd, mens moderen (altså konen til afdøde) holdt stand.

Jeg har aldrig oplevet at der er blevet skudt ved en kremering. Af de kremeringer jeg har været med til var alle - bortset fra 1 - mænd. En overping fra den lokale "tessaban" (Rådhus) blev futtet af i pompt og pragt. Diagnosen var lungekræft. Da det hele var overstået trængte jeg til en smøg - men det var nok ikke særlig passende - omstændigheder taget i betragtning - indtil jeg bemærkede at røgtågerne fra alle kollegaerne fra "tessaban"

Til slut vil jeg sige, at det er helt bevidst at historien fortælles i en let tone - helt i ånd med thaifolkets traditioner - og ikke af mangel på respekt.

Himmelhunden

---

Hvor er det bare smukt sagt himmelhunden... Dette viser da, at nogen vil tage dette dejlige land alvorligt og ikke altid tale om hvad de kan gøre og ikke gøre..

Du har min respekt... Flot skrevet...