Debatemne: Thailand Portalen (version 2004) :: Her er de sjoveste oplevelser for børn i Bangkok

Oprettet af phom d. 17/01-2012 20:23
#1

Thailands hovedstad er ikke kun for voksne - Tag børnene med til et af Sydøstasiens største akvarier og Thailands svar på Disney World!!


http://politiken....i-bangkok/




Bangkok er kendt for sine smilende indbyggere, det velsmagende og stærke køkken og det eksotiske natteliv.

Men byen er ikke kendt for at være en speciel børnevenlig by, og det er faktisk lidt af en skam, for thailændere elsker børn. Og byen er rig på muligheder for at underholde små poder i byens mange forlystelsesparker og almindelige parker, zoologiske haver eller i de lokale indkøbscenter.

LÆS ARTIKELOplev Bangkoks legendariske natteliv

Der er garanti for god underholdning, når man kigger på fisk i Siam Ocean World, besøger kæmpen fra Jack og Bønnestagen i Dream World eller giver den gas i en af de mange karruseller og forlystelser i Siam Park City. Få fem gode tips til sjove oplevelser for børn i Bangkok her.

1. Siam Ocean World

I bunden af Siam Paragon shoppingcenter finder man Siam Ocean World, der med sine godt 30.000 arter fordelt i akvarier, der svarer til tre olympiske svømmebassiner, kan love en eftermiddag med god underholdning. Der er en 270 graders tunnel, hvor man føler sig på tæt hold med naturen, men hvis det ikke er nok, kan man også tage på tur i en båd med gennemsigtig bund eller hoppe i vandet og selv svømme rundt mellem fiskene. Der er selvfølgelig også et bassin, hvor man kan få lov til at røre nogle af havets beboere.

AdresseSiam Ocean World, B1-B2 Floor, Siam Paragon, 991 Rama 1 Road, Bangkok (Siam Paragons kælder).

Pris Voksne: 900 baht (165 kr.), børn: 700 baht (129 kr.). Det er muligt at booke billetter online og få rabat, ligesom det er muligt at købe familiepakker for eksempelvis to voksne og to børn.

LÆS ARTIKELGuide: 5 anderledes spiseoplevelser i Bangkok

2. Dream World

Parken, der ligger i den nordlige del af Bangkok, kalder sig selv for Thailands svar på Disney World. Der bliver godt nok lånt meget fra eventyrernes verden, med Torneroses slot og Jack og bønnestagens univers, og det er måske lige at stramme den lidt. Uanset hvad er der masser at se på og prøve i de forskellige temainddelte områder af parken, blandt andet Snow Town, hvor temperaturen er tre minus grader, og man kan lege med sne eller bare få en pause fra Thailands varme klima. I Jack og Bønnestagens univers kan man se, hvordan kæmpen levede, hvor stort hans slot er og kravle op i de store møbler, der får selv voksne til at føle, at de er blevet transporteret ind i en anden virkelighed. Der er gys og gru i spøgelseshuset, prinsessefornemmelser i de mange slotte, et dyreshow og mange andre forlystelser at fornøje sig med.

AdresseDream World , 62 Moo. 1 Rangsit-Nakornnayok Road. Parken ligger i nærheden af lufthavnen Don Muang, cirka 30-40 minutters kørsel i bil fra Bangkok centrum.)

Pris Cirka 700 baht (129 kr.). Special pakkepris til 1.000 baht (184 kr.) per person inkluderer adgang, frokostbuffet og transport til og fra hotel i Bangkok.

LÆS ARTIKELTag på madkursus i Bangkoks slum

3. Dusit Zoo

Dusit Zoo, eller »Khao Din Wana« (bjerg, jord, jungle) som den bliver kaldt i daglig tale, var oprindeligt den kongelige botaniske have og en del af haverne omkring det kongelige palads i Dusit (Royal Dusit Palace). I 1954 blev den lavet om til Thailands første zoologiske have. Og den er stor. Så stor, at det bedst kan betale sig at sætte sig ned med et kort over haven og planlægge, hvad man gerne vil se, inden man går i gang. Men der er nok at se på med 1.600 dyr med alt fra aber løver, tigre, pingviner til kænguruer og mange forskellige og særprægede fugle. Der er også et dyrehospital, museum, lærecenter, et hus med nattedyr, reptilhus, elefanthus, en udstilling med høge, en petting zoo og en sø med varaner, hvor du kan tage en tur i en cykelbåd. Herudover findes her en rigtig stor legeplads og selvfølgelig rig mulighed for en lækker og billig frokost.

Adresse Rama V Road, Dusit, tlf.: +66 (0)2 282 7111-3 ext. 128. Dusit Zoo ligger i den gamle bydel, Dusit. Den nemmeste måde at komme hertil er enten med taxa eller ved at tage BTS (tog) til Victory Monument og tage en taxa derfra.

Pris Voksne: 100 baht (18 kr.), børn: 50 baht (9 kr.)

LÆS ARTIKELHer er Thailands uspolerede paradis-strande

4. Siam Park City

Siam Park City, også kendt som Suan Siam, er Thailands største vandland med over 30 forlystelser af alle slags - vandrutsjebaner ad libitum og kunstige strande. Bølgepoolen er verdens største, og der er god mulighed for at boltre sig uanset alder eller størrelse. Parken er delt ind i Water Park, X-Zone med vilde forlystelser, Family World med lærerig underholdning for hele familien, Fantasy World hvor du blandt andet kan møde King Kong og Small World, som helliger sig børn under 130 centimeter.

AdresseSiam Park City, 101 Sukhapibarn 2 Road, Bangkok.

Pris Mellem 450-900 baht (83-166 kr.) afhængigt af billettype.

LÆS ARTIKELHer er Thailands fedeste strandhytter

5. Thai Wake Park

Wakeboarding henvender sig mest til de lidt større børn, og faktisk er Thai Wake Park ikke meget mere end en sø, en kabelbane, en butik og en simpel restaurant. Men wakeboarding er sjovt, udfordrende og i samme familie som snowboarding og skateboarding. Det bliver stadig mere populært, og man kan sagtens bruge flere dage på at lære at holde sig oprejst og oven vande på et wakeboard, der mest af alt ligner et halvt surfboard, mens man holder fast i kabelbanens håndtag og forhåbentligt får en tur rundt på søen. Her kan både piger og drenge være med – det går stærkt, og det er god underholdning, uanset om man er nybegynder eller om man, som parkens stamgæster, prøver at lave tricks og hop på ramperne. I parkens butik kan man købe badetøj, wetsuits, boards og støvler, eller man kan leje dem til billige penge. Der er mulighed for at prøve boards, som man står op på og boards, som man kan sidde på, hvis man er begynder eller ikke er så modig. Restauranten er stille og rolig, og man kan få lidt at spise til normale priser, mens man slapper af efter udskejelserne i vandet.

AdresseThai Wak Park, Klong 6, Lam luk ka, Bangkok. Tlf.: +66 (0) 81 855 5295.

Pris: 680 bath (125 kr.) for en hel dag og 440 baht (81 kr.) for to timer.