Oprettet af
maik d. 06/10-2013 12:45
#1
Det var en søndag midt i august måned. Jeg havde forladt Thailand og var taget på en afstikker til Filippinerne. Der boede jeg på et hotel i Angels City. Klokken var næsten 10:30 om formiddagen, og det var tid til en gang sen morgenmad. Egentligt havde jeg beslutte mig til at indtage den i en af restauranterne i området omkring Fields Avenue, men da jeg kiggede ud af vinduet, kunne jeg konstatere, det fortsat regnede. Det havde det efterhånden gjort i et par dage. Filippinerne var ikke som Thailand, hvor det kun regnede et par timer om dagen i regntiden. I Filippinerne kunne det regne i ugevis uden pause.
Som følge af regnen bestemte jeg mig til i stedet at få stillet sulten og kaffetørsten på hotellet. At restauranten lå udendørs, med borde og stole rundt om hotellets pool, var ikke det store problem, da spisepladserne var overdækket af halvtag. Og jeg var heller ikke bange for, at der ikke skulle være tomme plads i etablissementet, de foregående gange jeg havde spist morgenmad der, havde der kun været enkelte kunder ud over mig selv.
Da jeg kom ned til swimmingpool og spiseområdet viste det sig imidlertid, denne dag var anderledes. Det var ikke sådant, jeg havde besvær med at finde et tomt bord med stole. Men sådan ville det sandsynligvis ikke være senere på dagen. Da jeg entrede restaurantområdet var en lille flok ikke helt unge mænd ved at pynte op. Bannere og lignende bebudede, at det var Vietnamveteraners Dag.
At et sådant arrangement blev afholdt i netop Angeles, var der ikke noget forunderligt i. Hele byens historie og eksistens knyttede sig unægtelig til den amerikanske krig i Vietnam. Dengang var den nærved liggende Clark flybase en af amerikanernes helt centrale bastioner.
Selvom det var amerikanske soldater, man forbandt med Vietnamkrigen, var der nu ikke noget, som tydede på, de ville være dominerende ved dette arrangement. Der var pyntet op med gule og grønne farver, og der blev solgt T-shirts, hvor det blev bebudet, at hele overskuddet for salget ville gå til australske veteraner. Desuden havde jeg indtryk af, at de fleste tilstedeværende festdekoratører stammede fra kænguruens og emuens hjemland.
Jeg fik bestilt en gang morgenmad. Det tog en smule længere tid at få det serveret end det havde gjort de foregående dage, men det havde jeg ikke svært ved at tilgive personalet, det var tydeligt, de havde mere travlt end normalt.
Lidt efter lidt dukkede der flere veteraner op. Regnen kunne åbenbart ikke holde dem væk. Og imens jeg indtog mit måltid med spejlæg, brasekartofler, bacon og toast ankom der også en lille flok filippinske kvinder klædt i nydelige blå serveringsuniformer. Jeg genkendte den ene af dem, hendes navn var Bhel, det foretrak hun i al fald at blive kaldt, egentlig var hendes navn Mirabhel. Normalt arbejde hun i hotellets bar – Crystal Bar – som lå lige op af restauranten. Derfor antog jeg, de andre kvinder gjorde det samme. Jeg havde i al faldt aldrig tidligere set dem her i restauranten.
Bhel havde jeg mødt dagen efter jeg ankom til hotellet. Der var ingen internetforbindelse på værelserne, men kun i receptionen og hotellets bar. Derfor havde jeg taget min minicomputer med ned i Crystal Bar, hvor jeg havde tjekket mail og set på nyheder hjemme fra. Samtidigt var jeg faldet i snak med enkelte af barens såkaldte servitricer, det var i al fald deres officielle titler. Navnlig én af disse brændte igennem – nemlig Bhel. Der var noget ligefremhed over pigebarnet, og jeg havde straks syntes godt om hende. At hun samtidigt også var ganske køn, trak selvfølgelig heller ikke ned.
Til gengæld fandt jeg hende lige lovlig ung. Filippinske barpiger havde altid tre laminerede identitetskort hængende i et bånd omkring halsen, dette gjaldt selv de bikiniklædte dansere i Field Avenues gogobarer. Disse kort indeholdt forskellige oplysninger om pigerne – blandt andet resultatet af det seneste sundhedstjek. Og et af kortene var et id-kort med fulde navn, foto og fødselsdato. Bhels id-kort havde oplyst, hun kun var nitten år gammel. Tyve år fyldte hun først om to dage, den dag jeg forlod filippinerne og rejste tilbage til Thailand.
Til trods for pigens unge alder havde jeg syntes ganske godt om at snakke med hende. Omstændighederne gjorde, at filippinske piger var nødt at blive modne i en langt lavere alder end kvinderne i mit hjemland. Alligevel var det kun blevet til snak og en lille smule flirten. Den efterfølgende dag var jeg rejst til Subic og var først vendt tilbage til Angeles for et par dage siden. Derfor havde jeg ikke snakket med Bhel siden mit første besøg i Crystal Bar.
Alligevel havde den unge dame ikke helt glemt mig. Idet hendes øjne faldt på mig, lyste hendes ansigt op i et stort smil. Et øjeblik senere kom hun hen til mig og spurgte: ”Hvornår kom du tilbage fra Subic?”
”For to dage siden,” svarede jeg. Dagen før havde jeg haft et kort besøg i Crystal Bar uden at få øje på hende.
”I går var det min fridag,” svarede Bhel på mit uudtalte spørgsmål.
Yderligere fik vi ikke talt samme ved denne lejlighed. Der herskede travlhed og hektisk aktivitet i restauranten, den var hun nødt til at deltage i. Derfor var der ikke tid til, at hun nøjedes med at snakke med kunderne. Da jeg kort tid senere var færdig med mit måltid, var det dog Bhel, som var opmærksom og kom hen og modtog betalingen. Derfor gav jeg – foruden de nærmest obligatoriske 30 pesos i drikkepenge til betjeningen – 100 pesos til hende personligt.
Derefter forlod jeg stedet for afholdelsen af Vietnamveteraners Dag og gik op på mit værelse. Mest af alt havde jeg lyst til at forlade hotellet, men regnen væltede fortsat ned, så der var ikke rigtigt nogen steder at tage hen. Bestemte mig til, at det var sidste gang, jeg ville besøge dette regnfulde land på denne årstid. Men det hjalp mig ikke her og nu, jeg var spærret ind på et hotelværelse, alt hvad jeg kunne foretage mig, var at læse i en bog.
*
Ud på eftermiddagen havde jeg fået nok. Regn, regn og mere regn. Ville det da aldrig høre op? Jeg orkede ikke længere at være fange i mit hotelværelse, jeg måtte ud af dette rum. At sidde og læse i en bog gad jeg ikke længere. Om normale omstændigheder var jeg for længst gået ned i Crystal Bar og slået tiden ihjel, men mine clairvoyante evner sagde mig, at veteranerne var rykket der ind efter arrangement i restauranten var stilnet af. Derfor var jeg blevet på mit værelse. Men nu var jeg efterhånden ligeglad med, om baren var fyldt med krigsveteraner. Om så der var indianere med bue og pil iført lændeklæde og fuld krigsmaling, ravede det mig en papand. Hvis baren var for overfyldt, kunne jeg altid gå igen.
Jeg forlod mit værelse og tog trappen ned til stueetagen. Der satte jeg kursen mod et lokale lige ved siden af receptionen. Jeg gik ind ad en dør og befandt mig i et rum af en pæn størrelse med en lang bardisk, poolbord samt en del borde og barstole. Op af den ene væg var der sofaer med borde foran, og langs de andre vægge hang der lange røde gardiner. Dertil var lokalet godt fyldt op med mennesker. I første omgang kunne jeg ikke se en tom plads, men en venlig servitrice førte mig hen til et bord, hvor der ganske vist sad et par mænd af lidt ældre årgang, men hvor der også var en tom barstol.
Efter at have sat mig på stolen skulle jeg lige til at bestille en appelsinjuice, men et hurtigt blik på dem jeg sad sammen med, fik mig til at ændre mening. Det var nok ikke den rigtig drik i dette selskab. Derfor bestilte jeg i stedet en San Mig Light – en øl der udenfor Filippinerne blev betragtet som en dyr kvalitets øl, men som her var det lokale billige sprøjt, som baren solgte til otte kroner pr. flaske.
Jeg hilste på de to, jeg delt bord med. Begge var de australske Vietnamveteraner. Deres navne fik jeg dog ikke rigtig fat på, mange ord gik tabt i barens summende baggrundsstøj. Eller så er det fordi jeg sidenhen har glemt navnene. Jeg er i al fald ikke i tvivl om, at ham der sad ret over for mig nærmest befalede: ”I dag skal du bare drikke – og bagefter knippe barens piger.”
Da jeg i det samme fik serveret min øl, behøvede jeg ikke kommentere – skal vil kalde det – forslaget. Men veteranen fortsatte i samme dur. Han pegede på mig og sagde til servitricen: ”Ham der vil gerne have, du slikker hans pik.”
Serveringsdamen smilte til os begge, men sagde ingenting. Den slags piger var trods alt vant til at lægge ører til lidt af hvert.
Da Servitricen ikke svarede, proklamerede Vietnamveteranen over for mig: ”Filippinske luddere er de bedste i verden til sex.”
”Der er vel forskel på filippinske kvinder, på samme måde som kvinder fra andre lande heller ikke er ens,” replicerede jeg.
”Har du først knippet en filippinsk kælling, gider du ikke at have noget at have noget at gøre med nogen som helst anden bagefter,” fortsatte veteranen. Enten havde lokalets baggrundsstøj forhindret ham i at høre, hvad jeg sagde, eller også lyttede han kun til sig selv.
”Hvad var det nu, du sagde, du hed?” spurgte den anden veteran. Han ønskede åbenbart også at bidrage lidt til samtalen.
Spørgsmålet var rettet til mig, og jeg svarede på det.
”Hvad var det nu, du sagde, du hed?” spurgte veteranen en gang til. Som om jeg ikke lige havde svaret på det.
”Han er døv,” brød veteranen med den vulgære sprogbrug ind og nikkede mod sin makker. ”Han mistede hørelsen i Vietnam, da en eksplosion gik af lige ved siden af ham.”
Derfor sørgede jeg for, at den døve veteran kunne aflæse min mund, da jeg endnu engang nævnte mit navn.
”Hvor kommer du fra?”
”Danmark.”
”Jeg syntes ikke, vi oplevede nogen danske soldater i Vietnam,” lød det lidt drillende – nærmest hånligt – fra veteranen overfor mig. I måden han sagde det på, var der en undertone af, at han mente, alle lande burde have deltaget i den krig.
”Til gengæld har vi deltaget med soldater mange andre steder,” svarede jeg og skulle lige til at tilføje, at vi ikke deltog i Vietnamkrigen, fordi det var en krig, som ikke burde have fundet sted. Men jeg greb mig selv i det. Dette var nok ikke det rette forum til at ytre en sådan holdning. Det ville sandsynligvis give nogenlunde samme resultat, som hvis jeg under et besøg i en rockerborg hævdede, at de alle sammen var en flok pædofile bøsserøve.
I det samme dukkede en servitrice op ved siden af mig. Jeg hilste på hende. Jeg huskede ikke hendes navn, men jeg havde vekslet et par ord med hende under mit tidligere besøg i baren. Desværre var det ikke Bhel, hende havde jeg ellers siddet og kigget efter, og lidt efter fik jeg øje på hende. Hun sad ovre i en af sofaerne og opvartede en af barens øvrige gæster.
”Ham der vil godt have, du sutter hans pik,” sagde veteranen overfor mig til pigen ved min side, samtidigt med at han pegede på mig.
Også denne servitrice undlod at kommentere ordene. Hun sendte mig dog et smil, som sagde, hun ikke nødvendigvis var afvisende overfor forslaget. At have intimt samvær med kunderne hørte trods alt med til jobbet. Men pigerne bestemt naturligvis selv, hvem de ville have det med, samt hvilke ydelser de var villige til at levere.
Veteranen kom med yderligere et par vulgære bemærkninger til kvinden ved min side. Hun smilte og gav et par intetsigende svar på ytringerne. Som kompensation købte jeg en drink til hende. Dette var endnu en måde barpiger tjente penge på, de fik provision af de drinks, der blev købt til dem.
Det begyndte at tynde en lille smule ud i barens gæster. De to veteraner, jeg delte bord med, kendte tilsyneladende flere af de opbrydende gæster og vekslede et par ord med dem på vej ud af døren. ”Igen næste år,” hørte jeg flere gange, der blev sagt.
Et øjeblik troede jeg også Bhel havde forladt selskabet. Jeg kunne ikke se hende nogen steder. Men et øjeblik senere var hun tilbage – samme sted som sidst, i en af sofaerne – og i selskab med den samme mand. Et kort sekund kiggede hun op, vores blikke mødtes, hun sendte mig et hurtigt smil. Hendes øjne var levende som kun et ungt menneskes kunne være det. Derefter kiggede hun igen bort og genoptog samtalen med herren, hun sad ved siden ad. Sandsynligvis var han også en veteran, aldersmæssigt kunne han i al fald godt se sådan ud.
”Ham der var en god soldat,” sagde den veteranen, som ellers gjorde sig mest i vulgært sprogbrug, i det samme og pegede på en ældre mand med stok, som var på vej ud af døren. Respekten lyste ud af øjnene på min bordpartner. ”I Vietnam fik han tapperhedsmedalje, han kunne virkelig kæmpe.”
Jeg vendte opmærksomheden mod kvinden, jeg havde givet en drink. Vi udvekslede nogle ord, ikke om noget særligt, mest for at få tiden til at gå. Og hun var en del behageligere at snakke med end manden, som sad over for mig. Da barpigen havde drukket ud, overvejede jeg at give hende endnu en drink, men i det samme stod Bhel ved min side. Den mand, hun havde været i selskab med, var på vej ud af døren.
”Husker du mig?” spurgte den nytilkomne servitrice.
”Du er blikkenslagerens datter!” svarede jeg og forsøgte at smile skævt til hende.
”Hvad?” Bhels ansigt antog et desorienteret udtryk.
”Selvfølgelig husker jeg dig, Bhel,” svarede jeg denne gang og grinte af min egen dårlige vittighed. Og da den unge dame grinte med, gav jeg hende en drink.
”Du gav en drink til en anden kvinde,” sagde Bhel efter hun fra baren havde hentet en øl til mig og en drink til sig selv. Hendes ansigt havde en påtaget forurettet mine, som dog straks ændrede sig til et smil.
”Og du sad sammen med en anden mand,” gav jeg igen.
”Han var en gammel ven.”
”Hende jeg gav en drink, var også en gammel ven. Jeg har i al fald kendt hende i flere dage. Cirka lige så lang tid som dig.” I det samme fik jeg øje på en tom barstol, som jeg trak hen til Bhel. ”Vil du ikke sidde ned?”
”Tak.” Et øjeblik anedes et træt udtryk i hendes ansigt. ”Det har været en hård dag. Indtil for kort tid siden har jeg hele tiden skulle fare rundt og servere. Jeg kan godt bruge at sidde ned.”
”Hvad? Du sidder med en ny dame!” Det var den australske veteran, der sad overfor mig, som netop havde bemærket skiftet. Jeg kunne se, hans øjne var begyndt at sejle som var de havnet i lettere søgang.
”Jeg må have charme, sådan som kvinderne flokkes om mig,” svarede jeg med et glimt i øjet.
”Ham, ham der vil godt have at du sutter på hans pik,” sagde veteranen – ikke helt uventet – til Bhel og pegede på mig.
Den unge dame sendte mig et hurtigt blik og et smil. ”Det kan jeg godt gøre.”
”Hvad!” Svaret kom tydeligvis bag på veteranen. ”Så kan du også sutte min.”
Bhel smilte, men rystede samtidigt på hovedet. ”Nej,” lød det med bestemthed i stemmen.
”Hvad, du har en tatovering!” udbrød australieren nærmest forarget. Han stirrede på Bhels bryst. Lige over kjolekanten havde hun en lille tatovering af en sommerfugl. Ved siden af sommerfuglen stod der med lodrette bogstaver ’Bhel’.
”Bryder du dig ikke om tatoveringer?” spurgte jeg veteranen. Denne slags kropsudsmykninger var ikke noget som generede mig, fra Thailand var jeg vant til at barpigerne var tatoveret. Noget sådant var dog knap så vanligt i Filippinerne.
”Det er vulgært,” svarede australieren og rystede på hovedet. ”Kællinger bør ikke være tatoveret.” Søgangen i hans øjne var ikke aftaget.
”Så længe det ikke er mere end det her, mener jeg ikke, det gør noget,” replicerede jeg. ”Faktisk syntes jeg, tatoveringen virker lidt pirrende. Når jeg kigger på den, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad mon der er lidt længere ned?”
”Små bryster,” svarede Bhel og smilte til mig.
”Bryster behøves ikke at være større,” anførte jeg, hvorefter jeg fortsatte drillende: ”Forstiller tatoveringen en sommerfugl, fordi du er en sommerfugl, som flyver fra blomst til blomst?”
”Nej, jeg er et jetfly.”
”Som flyver fra lufthavn til lufthavn?”
”Nej, bare et jetfly.”
”Du skal knippe den ludder der,” sagde veteranen i det samme til mig og pegede på Bhel. ”Jeg tror hun er god i kassen.”
”Lad og nu se,” svarede jeg undvigende.
”Du skal ikke snakke med ham der,” sagde Bhel dæmpet, så kun jeg kunne høre det, samtidigt med at hun nikkede over mod veteranen. ”Jeg bryder mig ikke om måden, han taler om kvinder som mig.”
Jeg trak på skuldrene. ”Den eneste grund til at jeg er i selskab med ham er, at det her var den eneste tomme plads, da jeg ankom.”
Bhel tog et flygtigt ekstra blik på veteranen. ”Han er bare en gammel ynkelig mand, som har det dårligt med sig selv.”
Jeg kommenterede ikke, hvad Bhel havde sagt. Uenig var jeg vist ikke. Vietnamveteranen mindede på ingen måder om en kriger klædt på til kamp – eller en person der nogensinde havde været det. Nærmere om et sønderskudt fugleskræmsel uden selvværd. Derfor spejdede jeg rundt i lokalet. Der var tomme pladser over i sofaerne ved den ene væg. Jeg pegede. ”Skal vi i stedet sætte os der over?”
Den unge dame smilte og nikkede. Derefter forlod vi bordet med de australske veteraner og satte os over i en af sofaerne. Et noget behageligerer sted at sidde.
”Jeg vil godt have, du kommer her på tirsdag,” sagde Bhel. ”Da er det min fødselsdag.”
”Beklager, det kan jeg ikke. På tirsdag rejser jeg.”
Bhels ansigt antog et skuffet udtryk. Et øjeblik senere lyste det imidlertid op. ”Men så kan du i stedet komme i morgen, så kan vi i stedet fejre min fødselsdag da.”
”Ok, hvis du ønsker det.”
”Det gør jeg. Vi kan tage på diskotek, det har jeg aldrig prøvet her i byen. Og jeg har også lyst til at blive fuld når vi fejre min fødselsdag.” Den unge barpige sendte mig et forførende smil. ”Når jeg er fuld, bliver jeg altid helt vild i sengen.”
Den sidste bemærkning kunne jeg ikke lade være med at grine af. Alligevel skiftede jeg emne. ”Hvor lang tid har du egentlig arbejdet her i baren?”
”Tre måneder. Det var min nabo i Manila, som skaffede mig jobbet. Hun arbejder her også.” Bhel fik det til at lyde, som havde naboen gjort hende en stor tjeneste. Det mente jeg dog ikke, en pige med hendes udseende og ligefremme væsen burde ikke have svært ved at få job i denne branche.
”Du kunne også have fået job i en gogobar i Fields Avenue.”
Hun sendte mig en grimasse, der tydeligt fortalte, hvad hun mente om det forslag. ”Det kunne jeg ikke tænke mig, så vil jeg meget heller arbejde her.”
”Er det her den første bar, du arbejder i?”
”Da jeg 17 år arbejde jeg i en anden bar. Men der har jeg ikke lyst til at arbejde igen. Jeg kom ikke så godt ud af det med chefen.” Et øjeblik ventede jeg på, at hun skulle uddybe den sidste bemærkning, men det havde hun åbenbart ikke lyst til. ”I den bar stoppede jeg, da jeg blev gravid,” sagde hun i stedet.
”Hvor er din søn nu?” Under mit første besøg i Crystal Bar havde Bhel allerede fortalt mig, hun havde en søn på halvanden år.
”Hos min mor i Manila. Jeg har fri på fredag, da tager jeg til Manila og besøger ham.” Bhels ansigt og øjne funklede altid som en lysende supernova på en klar nattehimmel, når snakken fald på hendes søn.
”Og din søns far? Har du fortsat nogen forbindelse med ham?”
En skygge passerede Bhels ansigt. ”Vi er fortsat venner, men alt er forbi mellem os. Helt forbi.”
”Så du er helt alene om at forsørge din søn?”
”Ja, det er derfor jeg arbejder her.” På Bhels øjne kunne jeg se, hun var træt efter dagens strabadser. ”Det er kun via arbejde som det her, jeg kan tjene gode penge. Da min søn blev ét år havde jeg ikke råd til ordentlig mad – ikke engang ris, havde jeg råd til.” Endnu engang forvandledes Bhels ansigt til en lysende supernova. ”Men det bliver anderledes næste gang. Når min søn bliver to år, har jeg råd til god mad. Da får han en god fødselsdag.”
Crystal Bar var så småt ved at være tømt for gæster, og jeg forlod den også kort tid senere. Havde jeg spurgt Bhel, om hun ville med, havde hun sandsynligvis svaret ja. Men det gjorde jeg ikke, hun trængte mere til at holde fri – og komme hjem og sove. Til gengæld mødtes vi dagen derpå. Hvad der skete da, vil jeg imidlertid ikke fortælle her. Det er trods alt en helt anden historie. Nævnes kan det blot, Bhel havde ret, hun var ganske vild i sengen, når hun var beruset.
