Debatemne: Thailand Portalen (version 2004) :: Niels-Henrik Hansen tilbage i Danmark

Oprettet af Webmaster d. 31/01-2014 20:47
#1

Et kendt ansigt i rejse- og luftfartsbranchen har udskiftet de varme himmelstrøg i Thailand med det lunefulde danske vejr. Det er 57-årige Niels-Henrik Hansen, der atter er tilbage hos SAS i Danmark efter tre og et halvt år i den thailandske hovedstad.

Flytningen tilbage til Danmark er ikke sket på baggrund af præstationerne i jobbet i Bangkok. Men det kommer primært som en konsekvens af, at SAS sidste år valgte at nedlægge helårsruten fra København til Bangkok, hvorfor stationskontoret i den thailandske hovedstad blev lukket. I dag flyver SAS til Bangkok i vintermånederne, og operationen ledes i stedet af en samarbejdspartner i den thailandske hovedstad.

Selvom Niels-Henrik Hansen udtrykker glæde ved at være kommet tilbage til Skandinavien, peger han samtidig på nogle af de ting, som han vil komme til at savne fra sine år i den thailandske hovedstad.

"Det var enormt spændende at opleve en anden kultur og et andet salgsmiljø og derigennem få mulighed for at se tingene fra et asiatisk synspunkt og forstå hvilket kæmpe marked, som man befinder sig på. Vi taler om et marked på 750 mio. mennesker. Så finder man ud af, hvor stor verden er, og man får en relativ ydmyg tilgang til tingene," fortæller Niels-Henrik Hansen til CHECK-IN.dk.

Den 57-årige SAS-mand lægger ikke skjul på, at han vil komme til at savne kulturen i Thailand samt de mange thailandske venner, som han har fået.

"Thaier er enormt behagelige og meget omsorgsfulde. De er ikke vant til det samme som vi er i vores del af verden. Der er ingen klynkeri og en robusthed gennem religion og livsindstilling," siger SAS-direktøren.

Læs nærmere på:
- Fra Asien-chef til Performance Consultant (Check-in.dk)
- SAS på udkig efter GSA-løsning i Bangkok (Thailand Portalen)