Man er åbenbart ved at lave noget i København som hedder Copenhagen Street Food.
Copenhagen Street Food
- et farverigt, folkeligt og billigt madmarked i hjertet af København
I de rå haller på Papirøen er et nyt koncept ved at spire frem: Copenhagen Street Food – et farverigt og folkeligt gademarked lige i hjertet af København med udsigt til Skuespilhuset og Operaen. Her er der plads til alle, for det er billigt både for gadekokke og gæster – som gæst kan du f.eks. blive mæt for en 50’er og som gadekok og mad-entrepreneur skal det være nemt at starte sin forretning.
Find din food truck frem
Helt i tidens globale ånd vil der på Copenhagen Street Foods marked være trailere og food trucks i alle afskygninger.
Ambitionen er at fremme det globale street food køkken med fokus på bæredygtighed ved at skabe en platform i København, hvor gadekokken kan sætte sit personlige præg på sin food truck både mad og designmæssigt – uanset om det skal være en burrito truck, en pastaslæde, en vogn med hotdogs, eller om der skal gang i thaigryderne – kun fantasien sætter grænser.
Mad fra folket til folket
Da Copenhagen Street Food skal bidrage til at fremme det globale street food køkken for folket, serverer alle food trucks mindst et måltid til minimum 50kr. Derudover er der gratis entré for gæster, og som gadekok kan du ligeledes drive din forretning for ganske få penge.
Musik, kunst og kultur som krydderi
Folkekulturen trænger til ny ild, derfor er Copenhagen Street Food ikke kun for madsnedkere og street food-folk. Musikere, kunstnere og ildsjæle er med til at skabe unikke og særprægede oplevelser, der giver flere smil end lommesmerter.
Hvorfor Copenhagen Street Food?
København mangler et madmarked, hvor der er plads til individuel forskellighed, og hvor fællesskabet samtidig dyrkes. På Copenhagen Street Food markedet kan gadekokke store som små udfolde deres kreativitet til glæde for resten af befolkningen, og som gæst kan du bruge en hel dag på markedet uden at blive flået.
Hvis man er interesseret i en stand på Copenhagen Street Food så kan man læse lidt om ansøgningsprocessen her:
Ved ikke om der allerede er nogle som har budt ind med thai-food og hvilken slags thai-food der så er budt ind med.
Læs selv nærmere på linket hvis man skulle være interesseret.