---

Thailandsk fred ( Leder i JP idag )

Roen har sænket sig over Thailand. Ni uger efter militærkuppet den 22. maj har militæret fuld kontrol over landet, og der har ikke været optræk til uroligheder. Den ene opinionsmåling efter den anden, uafhængige såvel som mindre uafhængige, siger, at thaierne i store træk bakker op om kuppet. Det fandt sted efter års politisk uro og demonstrationer med døde, brændende bygninger og store ødelæggelser.

Nye konfrontationer var under opsejling. Tilhængere fra de to stridende fløje var begyndt at samles i og omkring Bangkok og havde lagt op til en varm sommer med nye konfrontationer og mere kaos i den i forvejen hårdt plagede hovedstad. Militærets indgriben forhindrede dette ragnarok.

Befolkningen havde også fået nok. Både det store tavse flertal og de kæmpende aktivister. Nationen havde mere behov for fred end for politik. Det er, hvad folket har kvitteret for ved at støtte kupleder Prayuth Chan-ocha og hans håndgangne mænd.

Juntaen har brugt tiden til at konsolidere sin magtbase. Samtidig erkender kuplederne, at der kommer en dag i morgen, og at den politiske ledelse af nationen ikke på langt sigt er en militær opgave. Målet er tilbagevenden til en civil folkevalgt regering fra slutningen af 2015. Overgangsperioden frem mod et parlamentsvalg omfatter oprettelsen af to nøgleorganer inden for de kommende måneder. National Council for Peace and Order, som juntaen kalder sig selv, vil udpege et parlament med 200 medlemmer, og i løbet af september vil der blive dannet en provisorisk regering. Om det bliver med juntaleder Prayuth som regeringschef, står ikke klart.

I begyndelsen af oktober vil et nationalt reformråd bestående af 250 medlemmer påbegynde en 10 måneder lang proces med at udarbejde en ny forfatning. På basis af den vil der blive udskrevet valg i oktober 2015 og en nyvalgt regering indsat i december. Køreplanen ligner til forveksling den, der fulgte efter kuppet i 2006 og endte med at sende daværende premierminister Thaksin Shinawatra i landflygtighed. Den daværende junta gjorde bare ikke papirarbejdet godt nok. Der var indbygget forfatningsmæssige svagheder, som ikke evnede at bygge bro mellem de politiske fløje efter genindførelsen af demokratiet.

I Vesten præsenteres problemet ofte som en kamp mellem en Bangkok-baseret elite og fattige bønder nordpå. Det er en grov forenkling, som ikke tager hensyn til de generelle interessemodsætninger mellem nord og syd baseret på historiske forhold eller de indre modsætninger, der ligger i nationens etniske og kulturelle blanding af thaier, kinesere, laoter, khmerer og burmesere. De betyder mere end de postulerede økonomiske modsætninger.

EU har traditionen tro udtrykt mishag med udviklingen, men ligesom USA taget fløjlshandskerne på. Man kan godt se fornuften i at forhindre en voldelig national nedsmeltning uden nødvendigvis at acceptere metoden som princip. EU’s regelmæssige indblanding er aldrig faldet i god jord i Thailand. Begge lejre har altid afvist EU's skolemesterattitude. En af militærregeringens første opgaver har da også været at gyde olie på vandene for borgergrupper, der ville gennemføre en national boykot af varer fra EU i protest.

Siden enevældens afskaffelse ved revolutionen i 1932 har datidens Siam og nutidens Thailand været igennem 19 kup og kupforsøg – størsteparten vellykkede. Situationen i dag er ikke noget ukendt fænomen. Thailand tager et pragmatisk udgangspunkt og ser fremad.