Debatemne: Thailand Portalen (version 2004) :: Rejsevejledningen for Thailand er ændret (2. oktober 2014)

Oprettet af Webmaster d. 02/10-2014 06:56
#1

Rejsevejledningen for Thailand er senest opdateret den 1. oktober 2014 med oplysninger om den militære undtagelsestilstand i landet. Det overordnede sikkerhedsniveau er ikke ændret.

Der er den 22. maj 2014 gennemført et militærkup, og hæren har overtaget kontrollen med regeringen. Der er indført militær undtagelsestilstand i landet og det har medført en række restriktioner for befolkningen, herunder at forsamlinger over 5 personer er forbudt.

Man bør medbringe billedlegitimation, når man bevæger sig rundt i landet og i byerne, idet man ved thailandsk lov skal kunne legitimere sig.

Befinder man sig i Thailand kan Turistpolitiet kontaktes på telefonnummer 1155.

Alle rejsende til Thailand opfordres til at registrere sig på Danskerlisten.

Der er en generel terrorrisiko i Thailand, og rejsende opfordres til at udvise forsigtighed, særligt hvor mange mennesker færdes og i nærheden af regerings- politi- og militærbygninger. Der kan i perioder forekomme skærpede sikkerhedsforanstaltninger på steder, hvor mange mennesker færdes, herunder lufthavne.

Udenrigsministeriet har gennem flere år frarådet alle ikke-nødvendige rejser til og igennem de sydlige provinser (Songkhla, Narathiwat, Yala og Pattani).

Rejser til tempelområderne Preah Vihear, Prasat Sadok Kok Thom, Ta Kwai og Ta Muen Thom på grænsen til Cambodja samt rejser på grænsen til Burma (Myanmar) bør gennemføres med forsigtighed, og rejsende opfordres til først at sætte sig ind i den lokale situation.

I det meste af Thailand er det regnsæson fra slutningen af maj til hen i oktober. I denne periode er der risiko for oversvømmelser, mudderskred m.v.

Kilde: Den danske ambassade, Bangkok, Thailand

Redigeret af Webmaster d. 01/01-1970 02:00