Københavns Lufthavn gør klar til at håndtere verdens største fly. Lufthavnen vil bruge op mod 50 mio. kr. på at gøre landingsbanen bredere, så den kan modtage kæmpefly af typen Airbus A380, som har plads til flere end 500 passagerer.
Langt de fleste konkurrerende lufthavne har allerede plads til luftens gigant, så det er vigtigt, at lufthavnen i Kastrup også får muligheden. Hvis et flyselskab vælger at indsætte A380 til København, vil det give ekstra trafik og skabe jobs både i lufthavnen og i regionen.
A380 har et enormt vingefang på næsten 80 meter, og derfor skal start- og landingsbanen være 4 til 7 meter bredere end standarden på 45 meter. Lufthavnen indhenter nu tilbud på at give en af banerne, som er 3,3 km lange, ekstra bredde.
Derefter vil man tage en endelig beslutning.
I alt har 4 flyselskaber, som flyver til København, A380 i flåden. Flyselskaberne er Singapore Airlines, Thai Airways, Qatar Airways og Emirates.
Selvom lufthavnen tirsdag gik ud med nyheden med brask og bram, så skal flyspottere og andre ikke begynde at glæde sig for tidligt. For beslutningen om at udvide banens bredde er langt fra taget endnu. Opgaven er sendt i udbud, men det er ikke ensbetydende med, at den skal udføres.
”Vi vil se tilbuddene før vi tager den endelige beslutning,” siger Københavns Lufthavns pressechef, Søren Hedegaard Nielsen, der først forventer en beslutning omkring 1. april næste år.
Banerenovering og baneudvidelse forventes samlet set at koste 300 millioner kroner.