Ekspertens teorier: Derfor blev Thailand ramt af bomber
Ingen har taget skylden for angrebet, og de thailandske myndigheder har indtil videre kun udelukket, at der er tale om terrorisme, men de ved fortsat ikke mere om bagmændene. Angiveligt skulle flere personer dog være blevet pågrebet i kølvandet på angrebene.
Utilfredshed med forfatning
Ifølge Mikkel Tofte-Jørgensen, der er journalist og Thailand-ekspert og blandt andet har skrevet 'Turen går til Thailand', er der flere mulige scenarier bag angrebene.
Blandt andet kan angrebene være en reaktion på en folkeafstemning i søndags, hvor en ny forfatning, der de facto giver mere magt til militærregimet, blev vedtaget.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at der er folk, der har været utilfredse med det. Og de folk har ikke haft særlig gode muligheder for at lufte deres utilfredshed. De er faktisk blevet truet med at blive sat bag lås og slå og repressalier, der er værre end det, siger Mikkel Tofte-Jørgensen til Ekstra Bladet.
- Så derfor kan en mulighed være, at det var en måde at udtrykke den frustration, man ikke kunne udtrykke før valget, siger han.
Utilfredshed med regimet
Derudover kan angrebet bunde i en længere utilfredshed med regimet, som har siddet på magten siden maj 2014, hvor de tog magten via et kup.
- De mennesker, der kan stå bag begge årsager, kan sagtens være de samme. Men der er nogle, der er mere fundamentalt uenige i og stærkt oprørte over, at Thailand bliver ledet af et militær-regime, der har undertrykt meget af den offentlige diskussion, siger Mikkel Tofte-Jørgensen.
Endelig er der en længerevarende konflikt, som længe har ulmet i Thailand.
- I det allerdybeste Sydthailand i fire provinser på kanten til Malaysia, har man kæmpet for en slags muslimsk selvstyre inden for Thailands grænser, og i hvert fald en anerkendelse af den muslimske baggrund, som hovedparten af de mennesker - i det ellers buddhistiske Thailand - har.
- Det er en kamp der er foregået meget på den måde, som de seneste bomber er eksploderet på. Altså hvor de eksploderet fra det ene øjeblik til det andet på markedspladser, foran skolebygninger, officielle bygninger og andre ting, der fører tilbage til statsmagten, siger han.
Han siger, at det i så fald kunne være et tegn på, at kampen er flyttet til steder, hvor statsmagten er mere sårbar, end i det sydligste Thailand.
Ikke Islamisk Stat
De thailandske myndigheder har dog indtil videre udelukket, at angrebene er udført af det muslimske mindretal, ligesom at de afviser, at det kan have bånd til internationale terrororganisationer. Og det sidstnævnte vurderer Mikkel Tofte-Jørgensen også er usandsynligt.
- Der er ikke nogen fortilfælde af nævneværdig karakter i Thailand. Det har der blandt andet været på Filippinerne, men ikke i Thailand, siger han.
Selvom Thailand i længere tid har været præget af mindre uro, er Thailand-eksperten ikke i tvivl om, at den seneste situation kan betegnes som en optrapning. Blandt andet fordi det i modsætning til tidligere har ramt turistmål.
- Det hører med til historien, at det er dronningens fødselsdag. Så dermed er det vel også lidt en hilsen til dem, der støtter kongehuset, og i så fald er vi tilbage til, at det er nogle mennesker, der er mere utilfredse med militærregimet. Og hvis det er tilfældet, så er der tale om en optrapning, siger han.
Læs nærmere på:
Ekstra Bladet
Dagen efter valget den 8. august var juntalederen Prayut Chan-O-Cha ude og snakke om valg i november (tror jeg det var) 2017. Der er sikkert også interesser i Thailand som ikke er interesseret i et sådant valg og derfor godt kan bruge/ønske sig noget ustabilitet så juntaen bibeholder magten.
Angående delen med citat "De thailandske myndigheder har dog indtil videre udelukket, at angrebene er udført af det muslimske mindretal, ligesom at de afviser, at det kan have bånd til internationale terrororganisationer.". Ja de afviste også terror sidste år (den 17. august 2015) da 20 personer blev dræbt i Bangkok af en bombe. Nu her bagefter er alle vist enig i det blev udført af nogle uighurerer - og derfor burde man vel også definere det bombeangreb som terror.
En ting er sikkert juntaen har været meget hurtige ud med hvem det IKKE er. Og det falder måske sammen med de påståede rygter der går på at juntaen i forvejen havde efterretninger som pegede på et angreb.