---

Lagt på www.berlingske.dk fredag den 15. december 2006 kl. 22:24

Kunsten at score damer.

Af Kristoffer Zøllner.
Feministerne har i Neil Strauss' bog »Spillet« fundet en ny yndlingsaversion. Men inde bag Scorekunstneren og alle hans tricks gemmer sig en usikker nørd, som bare vil elskes. For er det ikke det, det hele handler om?

Lad os få slået det fast med det samme: Denne bog lugter langt væk af teenageværelse, omklædningsrum og andre testosteron-befængte steder, hvor mænd i alle aldre ynder at debattere det aldrig uaktuelle emne: Kvinder og nærmere bestemt kunsten at få fat i dem.

Når det alligevel er værd at dvæle et øjeblik ved new yorker-journalisten Neil Strauss' bog om emnet, er det fordi, at hvad der starter som en opvisning i drengestreger og mandehørm, ender med at blive en sympatisk og opbyggelig historie om en lidt kejtet fyrs jagt efter (og opnåelse af) den store kærlighed og en understregning af, at det aldrig kan skade at få lidt selvtillid under vingerne.
Neil Strauss selv var en kikset og genert fyr, som havde problemer med damerne, men en dag beslutter han sig for, at det skal være slut med at stå og træde sig selv over tæerne og rødme i kvindeligt selskab. Så Strauss opsøger Los Angeles' mest kyniske og gennemførte scorekarle - en hel subkultur af unge mænd, som i kollektiver og på chatsider udfordrer hinanden, lærer af de bedste og evaluerer de andres præstationer ud i forførelsens kunst.

Igennem to år står han i lære hos en række af de bedste forførere - eller scorekunstnere, som de kalder sig. Unge fyre, som alle har det til fælles, at de hverken er særligt velhavende, charmerende eller ser ekstraordinært godt ud. Det eneste fællestræk er, at de til perfektion har lært sig kunsten at få kvinder hjem i seng.

Og hvordan gør man så det, spørger de nysgerrige mænd og de skeptiske piger, som allerede her aner en vis odør af både mandschauvinisme og »det sagde hun også i går«- humor. For hvad er det for et kvinde - (og livs) syn, der lægges for dagen, når kvinder bare bliver gjort til subjekter og måbende ofre over for score-karlenes brutale fremfærd?

Men, siger Neil Strauss, når man alligevel går ud og spiller spil, hvad er så forskellen på at synge serenader under sin udkårnes balkon, sammenligne hendes øjne med skovsøer eller lignende, og så gå planken helt ud som mester af Spillets manipulerende metoder?

Neil Strauss går sine lidelsesfællers ærinde, tager dem i hånden og fører dem gennem junglen af indgangsreplikker, komplimenter og tips til, hvornår man ringer, hvornår man lader være og hvordan man ændrer et »tak for i aften« til et »tak for i nat«.

Og Neil Strauss bliver bedre undervejs. Han ændrer sin stil, bliver smart surferdude med opsigtsvækkende tøj og en mester i at forføre de smukkeste - og naive - piger i Los Anderledes.

Undervejs er der så en del banaliteter, almindeligheder og uvidenskabelige sandheder som »at bare fordi en kvinde ikke vil tale med dig, behøver hun ikke at være en mokke. Hun er bare lige så usikker som dig selv.«

Og vi lærer en hulens masse scoretricks, som man enten skal være tryllekunstner eller lystløgner for at mestre. Og som man på de fleste provinsdiskoteker kan se praktiseret i måske lidt mindre elegante versioner.

Hvis man virkelig mestrer spillet, bliver de mange tricks til et hav af bolde, der skal holdes i spil på en gang, og hver forførelse er en kabale der skal gå op. Man bliver helt træt ved tanken.

Og hvis der er nogen opbyggelig pointe er det, og der er vi nok ovre i en mere amerikansk kontekst, at det ikke kun er de sportstrænede og smarte, der kan få succes med det modsatte køn. Også nørderne kan med lidt øvelse og ved at bruge det, de nu kan, få fat i pigerne.

Men på rejsen ad kynismens listige stier, er der bag Don Juans maske, en - om ikke moralist - så i det mindste en romantiker, som efter to år med one night stands og kvindelige bejlere i dusinvis, brænder varm på, ja, falder godt gammeldags for og bliver forelsket i den pige, som ikke bider på tricks'ne, fordi hun kan gennemskue dem. Og som falder for ham, fordi han på trods af charme, selvtillid og lækkert hår (eller i Strauss' tilfælde isse) stadigvæk er den samme generte og begavede fyr, som han altid har været. Og fordi han allerede efter kort tid føler sig en smule forloren over de mange spil og den måde, kvinder bliver gjort til et måleinstrument for hans egne evner som forfører.

Her falder den ikke så overraskende tiøre, og Neil Strauss' afsluttende pointe bliver, at det er en langt større udfordring at vedligeholde et parforhold end at score de mange kvinder.

[url]www.berlingske.dk/ms/artikel:aid=837710[/url]