Debatemne: Thailand Portalen (version 2004) :: Lek og Ole`s kamp for et liv sammen. ( langt indlæg )

Oprettet af oleskyum d. 25/04-2007 07:29
#1

1.
Her forsøger jeg at samle tråden om vores kamp for et liv sammen.


Efter at have kendt min kone(Thai) siden 1994, blev vi enige om at hun flyttede til Danmark, hvilket blev juni 2000.

Vi blev så gift i okt. 2000 og hun startede med at arbejde i oktober og lidt undervisning i Dansk på aftenskole.

Hun har siden ankomsten i 2000 haft job og skole, skole, for at forbedre både skrift og tale. Alt er og har kun været på Dansk i den tid hun har været her. Arbejde og skole hele tiden.
( Hun har aldrig gået i skole i Thailand. )

Vi havde aldrig haft problemer med udlændingestyrelsen, men bestemte os for at flytte til Sverige og så pendle til arbejde.

Denne ordning har vi været glade for da vi som regel kan følges ud og hjem.
Men nu kommer problemet, noget jeg ikke havde tænkt på.

Min kone må ikke arbejde i Danmark når vi bor i Sverige, og hvis vi flytter tilbage til Danmark kommer hun nu under de nye stramninger i udlændingeloven, og alt med familiesammenføring skal starte helt fra begyndelsen.

Det vil så sige at hun nu skal stoppe og blive arbejdsløs, og så vente på udlændingestyrelsen.
Hun er medlem af fagforening og er berettiget til dagpenge, men da man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet,

Eller jeg skal blive Svensk statsborger, og så flytte til Danmark efter EU reglerne, så må vi gerne arbejde begge to.
__________________________________________________________________

2. Så Kom Sygdommen.
Sygdom./integration.
Danmark–Sverige.


1. september det herrens år 2003 flytter vi et Dansk – Thai ægtepar til Landskrona i Sverige. Vi arbejder begge stadig i Danmark og alt er fryd og gammen, alting er stille og roligt.
Men slutningen af 2003 bliver jeg opmærksom på et problem med min kone som jo arbejder i Danmark, reglerne for hende er ikke så ligetil, hun taler rimelig Dansk og går til dansk på Frederiksberg daghøjskole.

Så for ikke, at overtræde reglen (arbejdstilladelse) bliver hun nødt til, at stoppe sit arbejde i
Danmark og få flyttet A-kassen til Sverige, så hun nu modtager penge fra A-kassen i Sverige
og går til undervisning i det Svenske sprog.

Men så ramler det stille og rolige, jeg får en blodprop i hjernen, med efterfølgende operation
og sygemelding (langtids) og da vi bor i Sverige skal jeg have mine sygedagpenge fra Skovbo
kommune i Danmark.

Alt i forbindelse med førtidspension mulig arbejdsprøvning har jeg selv skullet finde frem til
(ingen hjælp råd og vejledning fra kommunen)
alt der er kommet er, at sygedagpengene ophører pr. 31. januar 2006.

Så kommer mit spørgsmål, hvor kan vi finde et sted vi kan bo og leve med min sygdom og min
kones statsborgerskab? ( Thailand ).

Vi kan ikke få familiesammenføring i Danmark (forsørgelses krav) o.s.v.

Vi kan ikke blive boende i Sverige, da jeg aldrig har været på arbejdsmarkedet i Sverige, så der
er jeg uden en form for indtægt til forsørgelse, og det kan overhovedet ikke lade sig gøre, at blive
klar til 31. januar, så hvorfor kan jeg ikke få forlænget sygedagpengeperioden som andre Danske
statsborgere, der er blevet syge og søger førtidspension? (kommunen siger fordi jeg bor i Sverige)
(Dette blev ændret så jeg får sygedagpenge til sagen er afgjort.)

Der findes nordiske og EU regler, men de gælder ikke for syge og særligt ikke for blandede ægteskaber.

Jeg har nu i snart 1 år forsøgt, at finde nogle kompetente i enten Danmark eller Sverige som kunne råde og vejlede mig om love og regler. (forgæves)

Integration og velfærdsstat fungerer sikkert, hvis man kan finde den, men det skal nok være udenfor Norden.
Da vi ikke har midler til, at flytte tilbage til Danmark grundet udlændinge lovgivningen, bankgaranti, Og det er forbudt min kone der taler og forstår Dansk har dansk person nummer og skattekort, at arbejde, Indtil en ny familiesammenføring er afgjort.
Dette gør det umulig, at bosætte sig i Danmark. Den eneste mulighed er at jeg der snart har været Dansk statsborger i 60 år, bliver Svensk og flytter til Danmark efter EU reglerne.
Men min retfærdighedssans siger mig, at jeg ikke skal være Svensk for at bo i Danmark.
Vi må jo så konstatere, at vi på en eller anden måde må klare os i Thailand, men hellere fattig og fri,
End et fængselslignende ophold i Danmark.
Så Farvel mit førhen så elskede fædreland det er med stor vemod vi skilles på denne måde, men politikerne i Danmark ønsker dette. ( jeg er ikke velkommen i mit eget land. )
Danmark er forbeholdt rigtige Danskere, det er dem med, ikke udenlandsk ægtefælle.
Mon Thailand kan give politisk asyl til en Dansker?
__________________________________________________________________
3. Fra Politiken. af Olav Hergel

De bad mig blive svensker! Så kogte det altså for mig! Efter 60 år som dansker!

Ole Skyum Sonnuwat er vred. Han har arbejdet hele sit liv på lager, betalt sin skat og fundet en kone i Thailand, der taler dansk og arbejdede som rengøringsassistent hos ISS. Nu er de tvunget til Thailand. Han kunne have fået lov til at bo i Danmark. Men så skulle han blive svensker. Der gik grænsen.

Ole Skyum Sonnuwat er 59 år. Han er født i Sønderjylland, gik ud af syvende klasse og har arbejdet som lagerarbejder det meste af sit liv. Han har været gift med en dansk kvinde, og de har tre børn, men siden blev han skilt. I halvfemserne var han på ferie i Thailand, hvor han Wandee, som i dag er 40 år gammel. De blev glade for hinanden og giftede sig, og derfor hedder han i dag Sonnuwat. I år 2000 flyttede hun til Danmark. De boede nede på Lolland og kørte til København hver dag, men valgte så at flytte til Sverige.

»For det første var det billigere at bo, men der var også kortere til arbejde, og så kunne vi få en bedre bil at køre i, hvis vi boede i Sverige. Jeg var på et lager nede i Borup og min kone gjorde rent inde på Postterminalen for ISS. Vi havde faktisk en fin løn. Jeg tjente 24.000 og hun tjente 20.000 kroner om måneden. Det var sgu helt fint«, siger Ole Sonnuwatt i telefonen fra Thailand, for det er der, han er flyttet ned. Han mener ikke selv, han havde noget andet valg. Efter 59 år i Danmark måtte han vælge mellem sin kone og sit land. Han valgte sin kone.

»Men jeg kan godt love dig, jeg er bitter, og det er kraftedeme den danske regerings skyld. Jeg har ikke noget imod, at man strammer reglerne, men hvis man vil undgå muslimer, så skal man lave en muslimlov, og så er jeg ligeglad med, at den ikke passer på menneskerettighederne. Så må man æde den, som det det er. Ikke lade det gå ud over alle andre end dem, det egentlig er beregnet til«.

Blodproppen
Da Ole og Wandee flyttede til Landskrona i 2003 var det lige før, hun ville få permanent opholdstilladelse efter de gamle regler. Her skulle man have boet i Danmark i tre år for at få permanent opholdstilladelse
»Vi fortsatte begge med vore arbejde, men da vi havde boet I Sverige i halvandet år, ringende hendes chef fra ISS og sagde, at hun var udlænding, og derfor ikke måtte bo i Sverige og arbejde i Danmark. Det havde jeg slet ikke spekuleret på, da vi flyttede. Men ISS turde ikke beholde hende, fordi hun ikke havde en arbejdstilladelse. Så begyndte jeg at undersøge det ved Udlændingestyrelsen, men det kunne vi lige så godt opgive. Hun var jo ikke læge vel? Det var jo den eneste måde, du kunne få en arbejdstilladelse på, hvis du kommer fra et tredje land«.

Wandee måtte forlade sin stilling, selv om hun talte udmærket dansk og havde cpr-nummer og skattekort, men Ole fortsatte med at arbejde på lageret i Borup. Så skete det som for de fleste mennesker og ægtepar er en ulykke, men som for Ole og Wandee blev en endnu større ulykke fordi Wandee er fra Thailand. Ole fik en blodprop i hjernen, blev opereret og langtidssygemeldt, men skulle have sine sygedagpenge fra Danmark. Problemet var, at han blev så svækket, at han ikke kunne bestride et fuldtidsjob, men stadig så arbejdsdygtig, at han kunne arbejde deltids.

»Man skal jo næsten komme med hovedet under armen for at få en førtidspension. De ville ikke sige, at jeg slet ikke kunne arbejde. Jeg kunne måske arbejde i to timer om dagen, men det kan du jo ikke eksistere af, og jeg kan jo ikke få supplerende hjælp i Danmark, hvis jeg bor i Sverige, og vi kunne slet ikke blive boende i Sverige, da jeg aldrig har været på arbejdsmarkedet der og slet ikke er berettiget til nogen hjælp. Så vi måtte flytte til Danmark, men det kunne vi jo ikke, for Wandee er fra Thailand og så skulle vi til at starte på en familiesammenføring, og det var jo helt umuligt, for jeg ville jo dumpe på forsørgelseskravet og boligkravet, og jeg skulle også stille en bankgaranti på 55.000 kroner. Men jeg har jo ingen penge og så ka du sgu ikke lave nogen bankgaranti. Som lagerarbejder har jeg sgu ikke nogen formue. Overhovedet ikke. Vi havde det ganske udmærket. Vi tjente rigtig godt og havde det godt, men det sluttede, da jeg blev syg. Den eneste mulighed for at flytte til Danmark var at jeg blev svensk statsborger, for så kunne jeg få understøttelse ifølge EU-reglerne. Det sagde de kraftstejlme til mig inde på udlændingestyrelsen. Jeg blev simpelthen så rasende på dem. De bad mig om at blive svensker! Så kogte det for mig. Jeg er snart 60 år. Jeg har faneme været dansker i snart 60 år. Jeg vil kraftstejlme ikke være svensker for at bo i Danmark«.

Bitter på Danmark
I halvandet år har Ole Skym Sonnuwat kontaktet alle relevante myndigheder i Danmark, men ifølge ham selv kører han rundt i en ond cirkel og kan ikke komme ud af den.
»Nu er jeg simpelthen så træt af det hele. Det er da rigtigt, at jeg bare kunne flytte til Danmark, og så ku konen flytte til Thailand. Men hvis jeg flyttede min adresse til Danmark, så mister konen sit ophold i Sverige, for så bor hun ikke sammen med en EU-borger længere, og det skal hun være for at kunne blive boende i Sverige. Så uanset hvordan du vender og drejer det, så er der ikke noget af det, der kunne lade sig gøre. Vi tog til Thailand den 27 maj i år. Vi bor oppe nord på«.

Men hvad lever du så af i dag?
»Vi var så skide heldige, at vi havde sendt nogle penge herned til familien til en lille smule jord og et lille hus, som min kone har, så der bor vi nu i den by, hvor også hendes søstre bor. Vi lever af at min kone laver mad og så tager vi ud og sælger det på markeder«.

Kan du få familiesammenføring i Thailand ?
»Næh, det er helt umuligt. Så en gang om måneden kører jeg en tur til Burma, og så giver jeg dem 500 thaibath og får et stempel, og så går jeg tilbage, og så kan jeg blive en måned længere i Thailand på turistvisum. Det er det de kalder visarun«.

Kan du ikke tage til Danmark og få førtidspension eller efterløn?
»Jeg er ikke berettiget til noget som helst, før jeg er 65. Jeg har ikke lavet nogen ordninger af nogen slags. Den eneste måde jeg kan få hende til Danmark er, hvis jeg har penge til det og vi har noget at bo i. Alderskravet er der jo ikke noget problem i. Hun er 40 år.«
Du lyder vred. Hvorfor er du bitter på Danmark?

»Fordi at jeg er faneme dansker, og Pia Kjærsgaard skal ikke bestemme, hvem jeg er gift med. At der skal være nogle regler er helt i orden med mig, men hvis du tager sådan noget som 24 års reglen. Den holder ikke en meter. Hold da kæft, de er ikke rigtig kloge! De har lavet reglen, for at undgå, at der kommer muslimer ind i Danmark. Men muslimerne flytter bare adressen til Malmø, og så bliver de ansat ved en eller anden araber i Sverige og så kan de flytte tilbage, for nu har de arbejdet i udlandet, og så behøver din kone kun være 18 år. Og det bliver jeg bitter over. At jeg som 60-årig ikke engang kan bo i Danmark med min kone. Altså bare det at min datter i Helsinge ikke kan se mig. Hun er meget ked af, at vi er flyttet herned, og det kan jeg egentlig godt forstå. Men hvad faen skal vi ellers gøre? Vi kan sgu ikke eksistere andre steder, hvis vi vil være sammen, og det er kraftedeme den danske regerings skyld«.

Den klassiske danske arbejdsmand
Ole Skyum er den klassiske danske arbejdsmand. Ham som Dansk Folkeparti har gjort sig til talsmand for med betragtelig succes. Partiet er Danmarks næststørste arbejderparti, men også det parti der står bag de regler, der gør at Ole Skyum Sonnuwat og hans kone ikke kan bo i Danmark. Var det meningen med loven?

»Det er jo ikke min opgave at være moralsk dommer over ham, men det havde sørme været en god ide, når man nu får en thailandsk kone, at han så lige på forhånd, før han flyttede til Sverige havde undersøgt reglerne i stedet for at vente til bagefter. Den gang var han jo på den grønne og havde en indkomst på 44.000 kroner og hvis de var blevet i Danmark, så havde han fået permanent opholdstilladelse«, siger Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti. Men Jesper Langballe mener også at reglerne aldrig burde have ramt Ole Skyum Sonnuwat.
»Vi har nogle regler, som er alt for rigoristiske, men som er nødt til at være det, fordi udlændingepolitikken fuldstændig har sejlet for vejr og vind i så mange tiår. Der er store problemer forbundet med de stramninger, og manden har jo fat i noget helt centralt, da han spørger »hvorfor skal det ramme alle andre som man ikke ønskede at ramme«. Men ifølge de internationale konventioner, så må v i ikke diskriminere, som det hedder«, siger Jesper Langballe der ikke lægger skjul på, at han lyst til at diskriminere i en sag som den her.

»Ja, jeg har i høj grad lyst til at diskriminere. Det har jeg sandelig, og det har jeg lyst til gang på gang. Der kan jeg sagtens følge den mand i at »så vil han skide på menneskerettighederne.« Men det kan vi ikke og regeringspartierne har jo lagt sig meget fast på at de internationale konventioner skal jo holdes. Det er jo det samme med 24 årsreglen. Den løser det problem den skal fremragende, for den forhindrer tvangsægteskaber og yderligere indvandring fra muslimske kulturer. Den er formidabel effektiv, men den generer altså en hel del mennesker, som man ikke havde hensigt at ramme. Hvis man nu kunne sige at den regel gælder kun folk fra de kulturer hvor man praktiserer tvangsægteskaber, men det kan man bare ikke«.

Hvor Jesper Langballe beklager at det er umuligt at forskelsbehandle, så mener Socialdemokratiets integrationsordfører Lotte Bundsgaard, at vi aldrig nogensinde må komme i den situation at vi laver regler efter hvor ens forældre kommer fra.

»Det er vigtigt igen og igen at sige, at vi ikke kan lave regler for dem der har danske forældre og dem der har somaliske forældre«.

Men han har boet i 55 år i Danmark. Skal han ikke kunne vælge den kone han vil?

»Der er nogen ting, hvor han selv har gjort sig skyldig i, at han har et problem. Det er lidt tosset at han ikke før de flyttede til Sverige fik undersøgt reglerne om permanent opholdstilladelse.

»Men det tænker de fleste danskere vel ikke over? De tænker vel bare at jeg har været dansker i 55 år og så kan jeg gifte mig med den jeg vil og flytte til Sverige, hvis det er det jeg vil?

»Det er rigtigt men jeg mener også, at han kan gøre noget ved det. Hvis han er så syg som han siger, så skulle han komme til Danmark og få prøvet at få tilkendt førtidspension. Får han det, så skal han stille en bankgaranti og det koster mellem 1500 og 2000 kroner at få banken til at låne en de 55.000 kroner til en bankgaranti, og så kan han godt opfylde forsørgerkravet. Hvis han ikke er så syg, så kan han jo komme hjem og arbejde og så kan han forsørge sin kone. Han kan også finde et sted at bo. Uden for København er det ikke så svært. Hvis han før har boet på Lolland, kan han vel bo der igen. Han skal bare have tålmodighed til at vente på at hans sag bliver afgjort. Sådan opfatter jeg reglerne og hvis de ikke er sådan, så vil jeg gerne vide det«.
Hvad siger de i Udlændingestyrelsen?
Af Olav Hergel
__________________________________________________________________
4.
Og her er lidt svar på spørgsmål jeg har fået det sidste år.


ja det krav, at hvis vi flyttede tilbage til Danmark måtte min kone ikke arbejde selv om hun har personnummer og skattekort i Danmark og vi ville ikke kunne opfylde kravet om selvforsørgelse, men det er jo kun uvilje, da min kone både taler dansk og alt andet, men paragraf rytteriet gør at man ikke må arbejde mens sagen er hos udlændingeservice, hun havde allerede arbejde, men det kunne US ikke tage sig af.

Og som det ser ud nu må jeg nok indrømme, at lysten til Danmark kan ligge på et meget lille sted.

Men havde jeg skiftet statsborgerskab kunne vi være flyttet tilbage og hun kunne have arbejdet fra dag et.

Så i dag siger jeg, [UPASSENDE ORD] Ole, hvorfor fanden skulle du absolut være Dansker når du så ikke er ønsket i Danmark.

_____________________________________________________________________

Jeg kender hele møllen, og har efterhånden ikke meget tilovers for Dansk lovgivning.

Det er jo ikke analfabeter der laver vore love og regler, så det kan kun tolkes, at de er ligeglade med en Dansker med stort D. hvis han vælger en kone fra et land udenfor EU.

Det er da tåbeligt at det er nemmere for min kone, at hendes mand er fra et andet EU land end Danmark.

Hvis det er det her de ville opnå med stramningen af udlændingereglen vil jeg tillade mig at kalde dem funktionelle analfabeter.

Det behøves der ingen dyr Pisa undersøgelse for at finde ud af.

____________________________________________________________________

Ja jeg må sige, at jeg lige har været meget glad for at bo i Sverige.
Jeg fik en lille blodprop i hjernen 16 jan. skanning efter 8 dage og operation 9 feb., hjemme igen 13 feb.

Jeg er begyndt at arbejde 1/2 tid fra 1 marts, der er selvfølgelig nogle skavanker der er fulgt med, men alt er klaret på 1 1/2 måned. men ventetiden i forhold til Danmark, er nok lidt tankevækkende, og behandlingen har været til UG med kryds og slange.
Men måtte desværre opgive arbejdet.

_____________________________________________________________________

Nu er det jo sådan, at der skal et helvedes godt helbred og masser af penge til at være syg og kæmpe mod systemet, ellers havde jeg da ikke opgivet retten til at bo i Danmark, men valget mellem pest og kolera er ikke noget valg.

Men havde jeg haft penge og helbred til det havde jeg kørt sagen helt til Strassburg, men det ville jo være med mig i Danmark og konen i Thailand så man skal have mange kræfter, hvis man skal lave den kamp.

Jeg skulle jo bare have lavet en fiktiv adresse i Danmark som så kunne have holdt indtil min kone ville have fået brev fra migrationsverket om at hendes opholdsgrundlag var væk da hendes mand boede i Danmark. o.s.v.

Hvis man omgår loven var mulighederne noget størrere, som jeg har gjort at overholde loven var, sku lidt dumt. ?
_____________________________________________________________________
5.
Opgivet.
Jeg har efterhånden opgivet og har ikke kræfter og
energi til en ny omgang. Jeg mener jeg har fået undersøgt
alle muligheder der var og det gav intet positivt.

Og idag er det jo også et spørgsmål om penge, jeg ville jo ikke engang have råd til, at købe en billet til Danmark.

Så derfor må jeg sige, jeg forsøger med, hvor er livet dejligt, mit helbred har det godt i varmen, jeg kan nyde synet af smukke kvinder o.s.v. min kone er dejlig og thaierne vældig søde og lige nu hvor jeg skriver er der 32 graders varme.

Det eneste jeg virkelig mangler er helt ærlig PENGE.

Og førtidspensionen er umulig da jeg nu igen bor det forkerte sted,
så jeg har kun at vente til jeg kan søge folkepension, om godt 4 år.

Så når jeg f.eks. ser en tråd som den Fill laver, hvem skal jeg forære mine penge til, kan jeg virkelig godt blive noget misundelig.

Tænk engang, jeg skal nogle gange overveje om jeg har råd til benzin til motorcyklen når jeg tager ud for at fotografere.

Det er fande mig ikke sjovt at være så fattig, og jeg har meget svært ved ikke at give det danske samfund skylden.

Det skyldes selvfølgelig at den eneste grund til, at jeg sidder med håret i postkassen er sygdom og så at jeg ikke ville skifte statsborgerskab.

Det sidste har jeg virkelig fortrudt, men kun på grund af fattigdom, jeg ønsker stadig ikke at være andet end Dansk, men føler meget bitterhed når jeg f.eks. kun kan fylde på tanken for 40 bath. ca 8 kr.

Men jeg ligger som jeg har redt, men kunne alligevel godt bruge et par tusinde gode danske kroner om måneden til at lave en rimelig daglig tilværelse.

Jeg havde ellers bestemt mig for at rejse hjem, så jeg kunne genoptage førtidspensions sagen, men som der blev sagt, pas nu på for den sag vil jo trække ud indtil du skal have folkepension, og så vil jeg hellere være her sammen med konen som fattig, end sidde på et eller andet hjem for hjemløse i 4 år i danmark på bistandshjælp.

Så sur gal og bitter mand, helt sikkert men men men,

Så op med humøret Ole du har det jo dejligt, omsværmet af skønne thailandske kvinder, sol og varme, hvad kan du dog ønske mere. (bath,Kr ) oh la la.

____________________________________________________________
6.
Ingen retfærdighed.

Selvfølgelig så jeg gerne retfærdigheden sejre i en sag som vores, både for for vores skyld og andre der kan havne i samme suppedas.

Men det kedelige ved det er, at selv om vi i dag kunne få lov til at bosætte os i Danmark ville vi ikke kunne gøre det, på grund af penge.

Vi har til alt mellem 2.000 og 2.500 danske kroner om måneden så vi ville jo aldrig kunne betale 2 billetter og en helt ny start i Danmark, derfor er det næsten spildt arbejde, for for vi vil ikke kunne bruge det til noget.

Nej i dag er det mere problemet om førtidspension som jeg ikke kan søge herfra, og der er heller ingen dispensations muligheder, her er det samme, hvis vi havde boet i et andet land f.eks indenfor EU- EØS o.s.v. men Thailand hører ikke til de lande der kan søges fra, den sociale sikringsstyrelse har beklaget mange gange, at de med den nuværende lovgivning desværre ikke kan hjælpe mig.

Nej i dag er jeg desværre derhenne, at den eneste mulighed jeg ser er, at kunne vi bare få et lån på 80 - 100.000 som så senere kunne trækkes fra min folkepension så var lykken gjort.

For mig ville det være retfærdig med 100.000 i overlevelseshjælp i 4 1/2 år og gerne med tilbagebetalingspligt.

Jeg har aldrig i mit liv tigget om penge for dem kunne jeg sku da selv tjene, hvis jeg manglede nogen, derfor er det psykisk belastende som 60 årig at nærmest at skulle ligge på knæ for at få noget jeg har kæmpet for at alle skulle have ret til, hvis de ikke kunne klare sig selv.

Jeg er selvfølgelig taknemmelig over hjælpen, men som du kan se mener og tror jeg efterhånden ikke på andet end penge da det er det største problem vi har.

Min kone skal nok overleve her i Thailand, men om jeg kan det samme er nok et spørgsmål, jeg hører desværre ikke til dem der kan trække på skulderen og sige nå, nej det tærer så meget, på psyken at chancen for en ny blodprop er meget stor.

Tro nu endelig ikke at det er for at være dramatisk, det er bare fakta som jeg ser det, jeg har jo ikke engang råd til en sygeforsikring så skulle uheldet være der håber jeg, at jeg stiller sutterne og ikke bliver en kæmpe udgift for min kone, med hospitals regninger, det har hun ikke fortjent, for det vil jo kunne ødelægge hendes muligheder fremover, hvis uheldet er ude.
__________________________________________________________________

Tak for opmærksomheden.
Nu vil jeg gå ud og nyde solen og de smukke kvinder er her ud over min kone.

Oprettet af Saendaeng d. 25/04-2007 09:54
#2

Man føler nogle gange at i Danmark mener de at Danmark er for danskere. Og ser ikke ud som om det ændre sig..synd Sad

Oprettet af paulsenp d. 25/04-2007 10:22
#3

Ja, man sidder her i det dejlige forårsvejr og bliver helt trist til mode af at læse din beretning Ole.

De partier, der er ansvarlige for den nuværende lovgivning vedrørende familiesammenføring mm., har jo åbenbart den indstilling, at målet helliger midlerne. Sørgeligt.

Jeg har desværre ingen gode råd til dig, det ser ud til, at du selv har været alle mulighederne igennem, men jeg håber, at tingene på en eller anden måde ender med at falde på plads for jer.

Oprettet af michael a d. 25/04-2007 12:02
#4

Jae jeg ved naesten ikke hvad jeg skal sige, har laest historien for i Politiken, det er trist saa mange der kommer iklemme i stystemet, jeg tror ikke man kan saette sig ind i det for man selv har provet det, det koster uaner af overskud som man netop ikke har naa man har vaeret syg. Der har vaeret en kaffekasse for, godtnok til et andet formaal,maaske det er en god ide at starte den igen, til Oles familie. Jeg vil onske jer held og lykke fremover med jeres liv sammen, trods modgang Pfft Mishael a

Oprettet af Webmaster d. 26/04-2007 13:07
#5

Ja, det er sørgelig læsning.
Der er vel ikke lige én som har nogle guldkorn til Ole og Lek om hvad Ole kan gøre hvis han havde muligheden for at komme en tur til Danmark ?

Oprettet af oleskyum d. 26/04-2007 13:19
#6

Hvad mon ordet frihed betyder for Danskere ?

Jeg og min kone lever under friheden i militærdiktaturet Thailand, vi kunne også bo i Myanmar, Cambodia eller Laos og føle friheden.

Hvordan ser det så ud med friheden til at bo i et demokratisk land, der sætter ytringsfriheden meget højt, og husker jeg ret udtalte jeres statsminister Anders Fogh Rasmussen, vi sætter den personlige frihed meget højt.

Mon han også mente mig ? jeg tvivler for jeg er gift med en forkert og sådan en ses helst ikke i Danmark, hvor egoismen og selvretfærdigheden snart er det eneste der fungerer.
Men det skal de også have ros for.

Dette land Danmark som jeg mine forældre og forfædre havde gjort til en meget godt socialt fungerende land, er nu efterhånden kun for selvretfærdige egoister.

Medmenneskelig forståelse er der intet tilbage af i det førhen så berømte smørhul.

Oprettet af Webmaster d. 18/09-2007 20:50
#7

Webmaster skrev:
Ja, det er sørgelig læsning.
Der er vel ikke lige én som har nogle guldkorn til Ole og Lek om hvad Ole kan gøre hvis han havde muligheden for at komme en tur til Danmark ?


Hejsa allesammen,

Jeg må indrømme at jeg endnu ikke har kunnet komme på de guldkorn som kan hjælpe Ole og Lek.

Vi i Admin har nu fundet et indlæg som Ole har skrevet her for nylig på en anden side, og der er ikke tvivl om at desperationen lyser ud af det indlæg. Vi forstår godt Ole's desperation.

Man kan læse indlægget på følgende link:

http://bistandsbu...et#comment


Vi i Admin kan hellere ikke rigtigt komme med løsningen på problemet. Det nærmeste vi kan komme det er en indsamling.

Vi antager at det vil være nok at få samlet kr. 10.000 - kr. 15.000 ind, så Ole kan købe en flybillet til Danmark samt betale for den overstay han har i Thailand.

Når og hvis Ole kommer til Danmark, så har han bedre mulighed for at kæmpe for sin og Lek's sag.

Jeg vil gerne påtage mig at stille en konto til rådighed som jeg alligevel ikke benytter, så dem der har lyst kan være med til at hjælpe Ole og Lek til en mere tålelig tilværelse om den så skal være i Danmark eller Thailand kan bidrage.

Jeg har hermed overført de første kr. 500,- og håber stækt at andre vil følge mit eksempel og indsætte lidt på følgende konto:

Kontonummer: slettet

IBAN kontonummer slettet
SWIFT-adresse/BIC slettet

Man kan smide et indlæg her i tråden om hvor meget man bidrager med, så alle kan følge med og ved hvornår vi nærmere os de kr. 10.000 - kr. 15.000 som der er behov for.

Håber der er opbakning til denne indsamling som selvfølgelig er frivillig.

Redigeret af Webmaster d. 18/09-2007 21:09

Oprettet af Webmaster d. 18/09-2007 21:08
#8

Argggg, har lige fået et tip om at sådan indsamling vist ikke er helt lovlig. Så har lige slettet kontonummeret indtil vi finder ud af hvordan vi så drejer den.

Hvis nogle har gode forslag, så kom endelig frem med dem.
Tak

Oprettet af kylling d. 18/09-2007 21:38
#9

Hej Kim
Jeg har sendt 500 kr til dig så hvem du giver de penge til hvem du har lyst,om det er ole eller din mor, det er ikke ulovligt

Kylling

Oprettet af John d. 18/09-2007 21:47
#10

Hej Kim

Send mig lige en PB med konto nummeret.
Så jeg også kan sætte 500 kr. ind, det er vel ikke ulovligt, det er vel ikke ulovligtWink

Oprettet af Webmaster d. 18/09-2007 21:47
#11

Ok Kylling, det tror jeg Ole og Lek bliver glade for.
Så der ligger kr. 1000,- indtil videre.

Jeg har lige sendt Ole en PB og spurgt om han har en konto her i Danmark som han rådighed over. Vel ikke forbudt at give en gave, så håber at kunne komme ud over indsamlingsproblemet på den måde.

Havde ellers håbet at vi kunne samle lidt ind, og så sende det til ham samlet enten til en konto i Thailand eller via f.eks. Forex.

Oprettet af h d. 18/09-2007 21:53
#12

ikke fordi situationen er fair MEN kan ikke lade være med at tænke på at hvis ole var ansvarlig nok til at undersøge tingene inden han hovedløst kastede sig ud i den, så havde han nok fundet ud af at den billige bil blev meget dyr.

Redigeret af h d. 18/09-2007 21:57

Oprettet af goldwing d. 18/09-2007 21:53
#13

Har lige læst Ole`s tråd på anden sites, og det er sandelig forfærdelig læsestof.
Håber I finder et konto nr. igen..... uanset lovligheden
Jeg giver nemlig gerne et bidrag

Til Ole
Hold modet oppe, for jeg er sikker på hjælpen er på vej så du kan komme til DK

Hilsen
John

Oprettet af Webmaster d. 18/09-2007 21:56
#14

John skrev:
Hej Kim

Send mig lige en PB med konto nummeret.
Så jeg også kan sætte 500 kr. ind, det er vel ikke ulovligt, det er vel ikke ulovligtWink


Jeg har sendt dig en PB med kontonummeret. Er helt sikker på at Ole og Lek værdsætter den hjælp utroligt meget.

Kr. 1500,- samlet sammen indtil videre, indtil vi finder en bedre løsning på indsamlingsproblemet.

Oprettet af John d. 18/09-2007 21:59
#15

Ja ja "h" der er intet i verden der er lettere end at være bagklog, tror også du ville sætte pris på at blive hjulpet hvis du var i den situation.

Til jer andre, hvis i er intereseret så be Kim om at sende konto nr. til jeres PB

Oprettet af goldwing d. 18/09-2007 21:59
#16

Webmaster
PB med konto nr. til mig tak

Oprettet af Webmaster d. 18/09-2007 22:04
#17

goldwing skrev:
Webmaster
PB med konto nr. til mig tak


PB er sendt.

Oprettet af goldwing d. 18/09-2007 22:05
#18

Tak til Webmaster
Der er afsendt 300 kr. til Ole`s hjemrejse
Hilsen
John

Oprettet af Webmaster d. 18/09-2007 22:11
#19

goldwing skrev:
Tak til Webmaster
Der er afsendt 300 kr. til Ole`s hjemrejse
Hilsen
John


Tror godt at jeg på vegne af Ole og Lek kan takke mange gange.

Beløbet er nu oppe på kr. 1800,-

Oprettet af jesperfrb d. 18/09-2007 22:43
#20

Hej Webmaster
PB udbedes, på forhånd takWink