#12
Hej,
Sine Palmbech er hende, der skrev om ” trafficking’ sidste år. Der blev også omtalt her på DTW.
Thailandske kvinder er ikke blinde makkere
Sine Plambech og Morten Alsinger har gjort de thailandske piger til en fælles sag. Foto: Preben Madsen.
AF JESPER OVERGAARD
En socialantropolog og en fotograf, begge med rødder i Viborg, har i tre måneder boet i det fattigste Thailand for at kunne give et mere nuanceret billede af de danske thaipiger
21. November 2006 12:00
VIBORG: En fotoudstilling på Viborg-Seminariet skal gerne gøre publikum klogere på en befolkningsgruppe i Danmark: thaipigerne. Udstillingen er resultatet af et tæt samarbejde mellem socialantropolog Sine Plambech og fotograf Morten Alsinger.
Med et legat fra Danida i bagagen kunne Sine Plambech og Morten Alsinger i tre måneder bo i en fattig thailandsk landsby. Mens hun interviewede kvinderne, tog han rundt med sit kamera. De omkring 3000 fotografier har han kogt ned til en udstilling på lidt over 80 billeder.
Sammen kan de videregive det billede, at thailandske kvinder i danske ægteskaber ikke bare er viljeløse redskaber i en sexindustri. Kvinderne lader logikken råde, når de bryder op fra deres fattige hjemegn.
Morten Alsingers udstilling skal efter planen videre rundt til skoler og gallerier, mens Sine Plambechs studier i marken nu skal krystallisere sig som et speciale ved Lunds Universitet. Tidligere besøgte hun thailandske kvinder i Nordvestjylland og har efterhånden et ganske godt indtryk af folkevandringen fra Thailand til Danmark.
Først og fremmest advarer hun mod at se disse kvinder som en ret ensartet gruppe af sexslaver og voldsofre. På sin vej har hun mødte mange stærke thaikvinder, der meget bevidst har søgt mod velstanden, og som er en del af velorganiserede familier. At gøre dem til viljeløse ofre er for simpelt, konkluderer hun. Snarere ser hun dem som en del af en "global omsorgsøkonomi".
Morten Alsingers udstilling viser et materialistisk og superliberalt samfund, der er ved at knække midt over med rige og fattige på hver sin del. Parret studerede den fattige del i Isan-regionen.
- Her kan befolkningen se alle velstandens symboler og presser på for selv at opnå dem. Ofte kan det kun lade sig gøre, hvis pigerne migrerer og sender penge hjem. Man taler ligefrem om "dollarhuse". Disse står i en skærende kontrast til de andre huse. På udstillingen viser jeg et fint hus, som er bygget for penge fra en thailandsk rengøringsassistent i Aalestrup, siger Morten Alsinger.
Tidligere har Morten Alsinger markeret sig som forfatter og billedkunstner. Han er født og opvokset i Viborg og var en del af Cub Nova-kulturen i Viborg i begyndelsen af 1990'erne. En gruppe af kreative unge holdt til i det gamle elværk. Kæresten Sine Plambech kommer også fra Viborg. De bor i København, men var ikke sene til at gribe chancen for at lade udstillingen "Symbols of migration" få premiere i barndommens by. Udstillingen varer en måneds tid.
Det er historie, hun har skrevet om
Ikke kun sexslaver - av Sine Plambech
Kvinder i slavelignende forhold hos sexfikserede, dominerende danske mænd. Tror vi. Men virkeligheden i Nordvestjylland fortæller en anden og mindre sensationel historie, skriver Sine Plambech, som er Fil. Kand. i socialantropologi fra Lunds Universitet.
Transnationaleægteskaber er i fremvækst. Søg på nettet under mailorderbrides, og hundredvis af hits fremviser kvinder fra Asien, Rusland og det øvrige Østeuropa, der søger en ægtemand i Vesten. På dansk kaldes de postordrebrude. De thailandske postordrebrude giver indblik i motiverne hos en gruppe af verdens kvindelige migranter - kvinder, der krydser grænser for at indgå ægteskab.
I Nordvestjylland, på egnen omkring Thy og Mors, bor der relativt mange thailandske kvinder. Kvinderne er gift, eller tidligere gift, med danske mænd.
Ægteskaber mellem danske mænd og asiatiske kvinder er omgærdet af myter og forestillinger, nogle med hold i virkeligheden, andre baseret på sensationsfokuserede fremstillinger af udenlandske kvinder, der tvinges til Danmark og ender i udnyttelsesforhold hos danske mænd. Dette er i nogle tilfælde sandheden. Men historier om vold og undertrykkelse dominerer vores billede af de udenlandske brude i så høj grad, at vi kun ser kvinderne som handlingslammede og svage. I vores offentlige debat opfattes og fremstilles de som ofre, fordi der er tale om fattige, uuddannede kvinder, som kommer fra ulande. Problemet er blot, at vores forestilling står i modsætning til 'ofrenes' egen selvopfattelse. De thailandske brude opfatter ikke sig selv som ofre, og det gør deres familier i hjemlandet heller ikke.
»En af mineveninder i Thisted har ti søstre og kusiner heroppe. Når der først er én her, kan hun sørge for, at resten af kvinderne i hendes familie kommer hertil«.
Thailandske Chutima taler om sin veninde fra sprogskolen. Chutima selv er kommet til Danmark via sin storesøster, som har været dansk gift i mange år. Sammen har de også fundet en mand til lillesøsteren, som nu bor på den anden side af gaden i Nykøbing Mors. Thaipiger, kalder de sig selv, og jeg besøgte en gruppe af dem privat i deres små lejligheder, klubværelser og fine parcelhuse i Nordvestjylland; jeg blev hentet og bragt i deres konebiler, jeg mødte deres børn og så deres familiebilleder. Og mødet med pigerne fra Thailand viste, at det er en forsimpling at bruge ekstrem fattigdom som forklaring på deres ægteskaber med danske mænd. Det er også forkert kun at se dem som en handelsvare underlagt trafficking - organiseret handel med mennesker. Kvinderne rejser tværtimod ofte til Danmark via et familienetværk af søstre og mostre. De har selv besluttet at migrere - ingen af dem er blevet tvunget eller kidnappet - og bag beslutningen findes individuelle drømme om det gode liv, om kærlighed, om velstand for dem selv og deres familier. De ønsker samtidig at opnå selvstændighed og frigørelse fra traditionelle familiemønstre og kvinderoller, hvilket ellers ofte er det, de danske mænd håber at importere.
Vi betragterkvinderne som ofre, fordi en del af dem udsættes for vold. De danske krisecentre modtager mange udenlandske kvinder gift med danske mænd. Og kvinderne kan blive lette ofre for vold på grund af sprogbarrierer, manglende kendskab til dansk lovgivning og et svagt socialt netværk. Hvilket er et problem, der skal tages yderst alvorligt. Men man må skelne mellem den handlekraft, thaipigerne viser, når de migrerer, og den offerrolle, deres danske ægteskab kan tvinge dem ind i. I udgangspunktet kan man sige, at de er ofre for hjemlandets hårde levevilkår, men det er ikke en offerrolle, som de passivt affinder sig med.
Thaipiger forlader deres egne familier for at drage omsorg for og give kærlighed til mænd i Vesten. Som modydelse for omsorgen har kvinderne mulighed for at sende penge hjem. Man kan kalde det global omsorgsøkonomi. Via ægteskabet i Danmark åbnes altså op for økonomiske overførsler fra kvinderne til deres familier i hjemlandet. I Thailand er overførselsøkonomi blevet en helt central økonomisk strategi for landets underprivilegerede - mange familier i Thailand har en søster eller datter i udlandet. Den globale omsorgsøkonomi fungerer også i Nordvestjylland, når Kita hver måned går hen til banken i Nykøbing Mors og sender 1.000 kroner til sine forældre i det nordlige Thailand.
I Thailand regner man med, at familiemedlemmet i Danmark optræder som en slags agent. Den thailandske kvinde i Danmark skal ikke blot sende penge hjem, hun skal også sørge for, at flere kvinder kan migrere. Hun skal så at sige bane vejen. Den danske mand ved godt, at der sendes penge til Thailand; hverken manden eller kvinden lægger skjul på, at økonomi er en naturlig del af grunden til, at hun er her. Kvinden ankommer med en opgave, som består i at få den danske mand til at vedkende sig familieforpligtelser på langdistance, og på den måde får manden bogstaveligt talt en ny familie, meget mere end kvinderne gør. Ægteskabet medfører familieforpligtelser, som manden ikke altid er klar over, hvad indebærer.
De danskemænd nærer ofte større romantiske forhåbninger til ægteskabet end thaipigerne. Mændene importerer sex, men de har i lige så høj grad en forestilling om, at de importerer omsorg fra traditionelt forankrede kvinder med feminine, trofaste og oppassende kvaliteter. Egenskaber, de ikke mener at finde i samme grad hos danske kvinder. Problemet for mændene er, at kvinderne for det første ikke er ens, og for det andet er selvstændige kvinder, som har oplevet lidt af hvert i et barskt liv, oftest meget mere end den danske mand. Særligt de piger, der beslutter sig for ægteskab i Danmark i stedet for prostitution i Pattaya. Som en af ægtemændene forklarer: »Mange af pigerne er fra luderbarerne i Pattaya. Så står de der og siger, at de elsker den der mand, bare for at komme til Danmark. Så kommer de måske her til Mors, og så er det jo ikke sikkert, at den mand var lige præcis ham, de ville have, og så vil de skilles«.
Thaipigerne er væsentlige økonomiske aktører - væsentlige globale aktører, der bidrager til deres familiers overlevelse i hjemlandet samt til hjemlandets adgang til udenlandsk valuta og udvikling. Dette globale perspektiv indgår ikke i mandens forventninger, og man kan derfor lidt polemisk sige, at manden også kan blive et offer, fordi han bliver inddraget i noget, som han ikke er forberedt på. De 'lokale' mænd bliver ofre for de 'globale' kvinder. Paradokset er altså, at manden forventer en passiv pige, men får en målrettet kvinde. De er ikke kun aktører i og med, at de forlader hjemlandet. Kvinderne er på forskellig vis også handlekraftige aktører i Danmark, enten ved at blive skilt fra et utilfredsstillende ægteskab eller ved at starte egen virksomhed - ofte restaurant eller bordel; ved at have stor indflydelse i ægteskabet eller ved at agere som Kirsten giftekniv og skaffe nye thaipiger til Danmark. Men især ved at insistere på overførslen af penge til familien, for især derved lykkes postordrebrudenes mission.
De uindfriede forventninger forklarer, hvorfor der på nettet ligger op til flere anvisninger på, hvordan man tackler en kvinde fra Thailand, og det forklarer også til dels den udbredte vold. For ægteskabet og kvinderne er ofte slet ikke, som mændene forestillede sig. Den idealiserede forestilling om søde, asiatiske kvinder, der ikke er krævende, giver mændene forkerte forventninger, der fører til frustrationer, der kan ende i vold. Vold, der dog på ingen måde kan retfærdiggøres, uanset kvindernes ageren. Men vold, der fremprovokeres af et sammenstød mellem to modstridende projekter; omsorg versus visum. Et perspektiv, der demonstrerer, at kvinderne ikke bare er ofre, de er derimod på en gang uafhængige og afhængige, ressourcefulde, udnyttende og udnyttede. Ofte er kvinderne stærke og manipulerende, hvorimod mændene er svage. Både dem, der bliver manipuleret, og dem, der tyer til vold, når de ikke har andet at byde på. Thailandske kvinder gifter sig ikke med danske mænd for at indgå i et undertrykkende og ydmygende forhold. Tværtimod kan giftermålet være udtryk for et ønske om selvstændighed samt flugt fra familiens snærende bånd, de traditionelle kønsroller, de thailandske mænd og de hårde arbejdsvilkår i hjemlandet. For kvinderne er rejsen mod Danmark også en søgen efter frihed. Hun er således ikke kun villig til at løbe en risiko som agent for sin familie, hun løber også en risiko for at kunne opnå frihed og respekt. Gennem medierne oplever kvinder i Thailand, at vestlige kvinder har frihed - en oplevelse, der understøttes af oplysninger fra det netværk af thailandske kvinder, som allerede er rejst.
Friheden kan ses i Nordvestjylland; der bor single-thaipiger, som enten er enker eller er blevet skilt fra deres danske mænd, efter at de fik opholdstilladelse. Man kan møde dem på diskotekerne i Nykøbing Mors, hvor også de gifte thailandske kvinder kommer, for i Danmark kan de danse og være ude om natten. I Thailand er det ikke tilladt for unge kvinder at gå i byen, men i Danmark er det alment accepteret, at gifte kvinder går i byen sammen - også uden deres mænd. Men ofte er det ikke accepteret af de thailandske kvinders danske mænd - det var ikke den type hustru, mændene søgte.
Vores synpå thaipigerne som ofre skyldes også den unuancerede kobling af begrebet trafficking med postordrebrude. Sammenkoblingen mellem postordrebrude og trafficking udspringer af forestillinger om fattige udenlandske kvinder, der helt konkret bliver købt til ægteskab af vestlige mænd; dette handelsperspektiv knytter dermed også kvinderne til prostitution. Men den forestilling er ikke altid forankret i virkeligheden. Trafficking har inden for de seneste år fået stor bevågenhed både fra medier og forskere. Flere ngo'er og Socialministeriet har gennemført informationskampagner for at advare og oplyse potentielle ofre. Koblingen mellem postordrebrude og trafficking har altså socialpolitiske implikationer.
Prostitution, sexturisme, sexslaver, sexarbejdere, husholdningsarbejdere og postordrebrude; alle grupperne af migrerende kvinder bliver omtalt med det samme begreb, nemlig trafficking. Dermed overser myndigheder og ngo-aktivister de meget væsentlige forskelle, der er mellem de forskellige grupper og deres problemer. Det er vigtigt med finere distinktioner, selv om forskellene kan være utydelige og grænserne flydende. At postordrebrude kobles unuanceret til trafficking og kun opfattes som ofre, slører deres frivillige deltagelse i transnational migration og det faktum, at de bidrager væsentligt til en verdensomspændende overførselsøkonomi udløst af global økonomisk ulighed. Desuden, påpeger forskere, kan fremstillingen i medier, og fra myndigheder, af kvinderne som svage og lette ofre appellere til voldelige mænd.
Man overser den store forskel mellem eksempelvis sexslaveri og ægteskab, når man taler om trafficking som udtryk for al kvindelig migration. Derved underkender man de thailandske kvinders evne til at træffe informerede logiske valg, for kvinderne ved godt, at der er en potentiel fare for vold og komplikationer ved at flytte til et nyt land. De kender historierne fra de andre kvinder, der er rejst. Men frivilligheden må naturligvis holdes op imod kvindernes begrænsede muligheder i det thailandske samfund. Fri vilje betyder ikke nødvendigvis frit valg mellem forskellige økonomiske alternativer. Kvinderne migrerer primært for at opfylde væsentlige økonomiske behov inden for en specifik social og familiemæssig kontekst. De strukturelle begrænsninger og mekanismer, der påvirker kvinden og hendes families liv i Thailand, opfattes altså som potentielt mere faretruende end vold.Derfor har vi et socialpolitisk problem; samfundets opfattelse af disse kvinders livssituation er i strid med kvindernes eget selvbillede. Alt for mange analyser af sårbare grupper tager udgangspunkt i et forsimplet billede af både ofre og af dem, som undertrykker dem. Men vi har ikke at gøre med klicheer som 'uduelige, voldelige mænd', 'sexslaver', 'migrant-kvinder', 'asiatiske brude', men med mennesker.
Mændene og kvinderne i ægteskaberne er en alsidig gruppe med forskellige ønsker, håb og drømme. Mennesker, der, som alle andre, indgår i sociale netværk. Mennesker, der både forsøger at opnå kontrol over deres egne livsbetingelser, at udøve magt, og som samtidig er genstand for andres magtudøvelse.
KILDER:
Constable, Nicole, Romance on a Global Stage, University of California Press, 2003
Ehrenreich, Barbara & Hochschild, Arlie Russell, Global Women - Nannies, Maids and Sex
Workers in the New Economy, Granta Books, 2002
Lisborg, Anders, Fra moderne slaver til modige entreprenører - Om prostitutionsrelateret migration fra Thailand til Danmark, Kvinder, Køn & Forskning,10 årgang. Nr. 3
Nyberg Sørensen, Nina., Den globale hjertetransplantation, FORUM/10.09.2003,
www.kvinfo.dk
Sassen, Saskia, Countergeographies of globalization - The feminization of survival, Heinrich-Boell Foundation/Berlin, 19.-20. Februar 2002
Den her udgave er fra Politiken 10. jan 2007 kl. 09:00
http://politiken....223662.ece
Lykken er en datter i Danmark
Mens vi i Danmark bekymrer os over ’trafficking’, bygger thailandske landsbyer stadig deres håb på kvinders migration og arbejde i Danmark.
Af Sine Plambech
Fakta
Sine Plambech er fil.kand. i socialantropologi.
Alle navne er pseudonymer. Kroniken er baseret på tre års kontakt til og feltarbejde blandt en gruppe thailandske kvinder i Danmark og det øvrige Europa samt feltarbejde i deres landsbyer i Thailand.
Den dag Leh rejste fra sin landsby, tog hun sine svigerforældres radio under armen og steg på bussen til provinshovedstaden.
Leh var 33, hendes mand var arbejdsmigrant i Saudi-Arabien, men drak pengene op og sendte ingen til hende. Leh tjente penge som daglejer og forsørgede sine fire børn, svigerforældre, egne forældre og en dødeligt syg søster.
I byen tog pantelåneren radioen, og pengene brugte Leh på en busbillet til Pattaya – Thailands centrum for sexturisme. Lehs plan var at arbejde på en af de utallige gogo-barer, hvor hun ville finde en udlænding, en farang, at gifte sig med, så hun kunne komme til udlandet og arbejde. I Pattaya mødte hun en dansk mand.
I sin første tid i Danmark bestred hun tre job om dagen som rengøringsassistent. Dengang sendte hun flere penge hjem, men siden er en del familiemedlemmer døde, nu behøver hun kun ét job på en stålfabrik i Jylland. Leh sender hver måned 1.000 kroner til sin familie i Thailand.
Mon hoster, hun er syg i dag. Hun sidder på sin seng i kælderen på det bordel, hvor hun arbejder i en større dansk provinsby. Omkring hende er buddhafigurer, makeupbord, boblebad, blinkende lyskæder og fodbold i fjernsynet. Klinikken har døgnåbent, men Mon er for træt til at betjene kunder, så hun holder døren låst. Bag indgangsdøren står to kæppe til at forsvare sig med, hvis kunderne er truende. Mon vil gerne holde op med at arbejde på bordel, men hun finder fabriksarbejde hårdt og dårligt lønnet. Mon fortæller sin familie i Thailand, at hun arbejder som rengøringsassistent i Danmark. Hver måned sender hun 3.000 kroner til dem.
Mon og Leh er ikke ofre for kvindehandel – den såkaldte trafficking. I hvert fald ikke i deres egne øjne. De er arbejdsmigranter, og det er de stolte af. De arbejder, og de sender penge hjem, præcis som millioner af andre arbejdsmigranter gør det verden over. I Danmark diskuterer vi konsekvent trafficking som et kriminelt prostitutionsproblem. Men for de thailandske kvinder, denne Kronik handler om, betyder trafficking mislykket arbejdsmigration. Arbejdsmigration lykkes, når den giver økonomisk overskud og er fysisk sikker. Når kvinderne ender i tvungen prostitution – trafficking – har de ikke mulighed for at indtjene penge til sig selv eller sende penge hjem. Samtidig er situationen både farlig, ydmygende og usikker. Derfor er trafficking mislykket arbejdsmigration.
Den danske trafficking- og prostitutionsdebat mangler i høj grad kvindernes eget – og deres landsbyers – perspektiv. Derfor rejser vi om et øjeblik til landsbyen Mo Ban i Thailand. Men først den danske traffickingpolitik og debat set fra de thailandske kvinders synspunkt.
Grunden til, at vi ikke diskuterer trafficking som mislykket arbejdsmigration, er, at vi ikke anerkender prostitution som et arbejde på linje med de fabriks- og rengøringsjob, de allerfleste thailandske kvinder i Danmark har. Det er der gode grunde til. Men vi bliver nødt til at holde den moralske panik fra døren og forholde os langt mere til den globale virkelighed, der får thailandske kvinder til at rejse til Danmark. De gør det for at arbejde, nogle på bordel, fordi de ikke tjener nok i Thailand.
Regnestykket ser således ud: En arbejdsdag i en thailandsk rismark giver 20 kroner. En arbejdsdag på en multinationalt ejet kyllingefabrik giver 30 kroner. En arbejdsdag på en stålfabrik i Danmark giver 500 kroner, og en arbejdsdag på et dansk bordel giver 3.000-5.000 kroner.
En dagløn på 30 kroner giver en thailandsk familie mad på bordet stort set hver dag, men intet andet. Alvorlig sygdom, ulykker og arbejdsløshed er hyppige katastrofer, som 30 kroner om dagen ikke ændrer på. De 3.000 kroner, som Mon sender fra Danmark hver måned, svarer til tre måneders løn i Thailand. Vi kan fint fængsle bagmænd og kriminalisere kunder, men det hjælper bare ikke de thailandske kvinder med at skaffe penge til deres familier.
Kernen i den danske traffickingindsats er at gøre det svært for bagmændene. Ræsonnementet er, at hvis vi arresterer og fængsler dem, så er problemet løst. Men der vil altid komme nye bagmænd, for fængsling løser ikke de fundamentale årsager til migration og trafficking.
Trafficking er et globalt migrationsproblem, ikke kun et dansk prostitutionsproblem. I dag er der på verdensplan 191 millioner migranter, hvoraf halvdelen er kvinder. Ofte betragter vi mændene som illegale arbejdsmigranter og kvinderne som passive ofre for trafficking. Men mænd bliver også traffickingofre, og kvinder er arbejdsmigranter.
Kategorien ’bagmænd’ er desuden ikke så simpel, set fra kvindernes perspektiv. Kvinderne kommer oftest til Europa via thailandske kvinder, der allerede er i Europa. Leh har eksempelvis hjulpet 25 kvinder til Danmark. Nogle af de thailandske kvinder, dog ikke Leh, kræver ofte, i samarbejde med danske mænd, astronomiske beløb for at yde migrationsassistance. Pengene kan de nyankomne kun betale tilbage ved gældsbunden tvungen prostitution – trafficking. Men gæld og migration er tæt forbundne og rammer ikke kun traffickingofre. Banker i Thailand udlåner ikke penge til flybilletten, for et migrationsforsøg er ikke en sikker investering, den kan jo netop mislykkes. Derfor er det ikke usædvanligt, når vi hører, at kvinderne ender som traffickingofre på grund af gæld – de fleste migrantkvinder optager højtforrentede private migrationslån. Nogle fra landsbyerne har giftet sig med en sexkunde, der betalte resten af gælden ud. Andre kan ikke komme ud af gældsfælden igen. Fra et dansk perspektiv er en thailandsk kvinde, der yder højtforrentede lån, som kun sexarbejde kan tilbagebetale, en trafficker – en bagmand. Set med thaikvindernes øjne er hun både en arbejdsudnytter og en migrationshjælper.
I Isan, Thailands nordøstlige hjørne, ligger Lehs landsby – Mo Ban. Mo Ban er en fattig og isoleret landsby, som har fået økonomiske fordele af, at landsbyens kvinder rejser til Europa og sender penge hjem. Ud af Mo Bans 400 indbyggere er femten kvinder rejst til Europa – ni af dem bor i Danmark. Det betyder, at ingen familie i Mo Ban er upåvirket af kvindernes migration.
Leh var den første kvinde fra Mo Ban, der rejste til Europa, og siden har landsbyen forandret sig. Lehs kusine fra Mo Ban fortæller:
»For otte år siden var der kun én bil i landsbyen, nu er der mindst ti biler, og nogle af dem er helt nye firhjulstrukne pickups. Jeg kan huske, at der kun var ét eneste toetagers træhus, med blåt flisegulv, huset var pænt og velholdt. For otte år siden omtalte de fleste i Mo Ban dette hus som det smukkeste og mest moderne. Nu er der mindst 15 helt nye gasbetonhuse, med glasvinduer, flisegulve, køleskabe og farvet tagbelægning; nogle af dem ligner paladser. Det er ikke til at fatte, så hurtigt det er gået«.
De eneste i Mo Ban, der har råd til fine huse, er familier med en kvinde i Europa samt de få rige jordejere. Mo Ban skiller sig ikke ud. De fleste andre landsbyer i Isan har de seneste år ligeledes fået det, landsbyboerne kalder faranghuse, der er finansieret via kontakt, på den ene eller anden måde, med en farang – en udlænding.
Nu kan det måske lyde, som om familierne i Mo Ban er grådige efter rigdom og vil sælge deres døtre billigt til højestbydende. Familierne vil have del i globaliseringens forbrugsgoder, men de ved ikke, hvordan de skal takle det. »They simply can’t handle globalization«, som en socialarbejder på et center for traffickingofre nær Mo Ban forklarede mig.
Men migrantkvindernes penge går ikke kun til forbrug. De fleste penge går til forældres hospitalsophold og søskendes skolegang. Kvindernes migration fungerer som pensionsopsparing og arbejdsløshedsforsikring på langdistance. Med deres arbejdsmigration udfører kvinderne så at sige den thailandske stats arbejde. Paradokset er, at thailandske kvinder i Danmark tager job, som få danskere vil have. Samtidig bidrager kvinderne, hvad enten de arbejder på stålfabrik eller i sexindustrien, til deres familiers og Thailands udvikling. Kort sagt får Thailand en masse fordele ud af disse kvinder uden at give ret meget til gengæld.
Set med landsbyens øjne er migrantkvinderne derfor en slags helte. Det betyder på ingen måde, at kvindernes liv som migranter i Danmark er ukompliceret. Selv om de fleste thailandske kvinder, jeg møder, lever i velfungerende ægteskaber, er prostitution, hårdt fabriksarbejde og vold i ægteskabet virkeligheden for andre. Men migrantkvindernes økonomiske succes inspirerer de tilbageblevne piger i landsbyen til at rejse. Når nogle af kvinderne bliver traffickingofre, er det naturligvis ikke migrantkvindernes skyld. Det er bagmændenes skyld. Men de unge piger i Mo Ban bliver ved med at tage chancer for at nå Europa, fordi de ser op til de handlekraftige og risikovillige kvinder, som migrationen lykkedes for.
Thailand prøver at bekæmpe, at landets kvinder ender som traffickingofre i Europa. En anti-trafficking-cd, finansieret af FN og den thailandske regering, bliver snart sendt til Chai, den lokale landsbyleder. I den tidlige morgenstund skal landsbyens højttalervogne og -standere advare familierne om farerne ved migration. Men Chai ved ikke helt, om han afspiller cd’en.
For mens vi tænker på de familier, som har døtre i Europa, som ofre, betragter Chai dem som heldige. Ikke kun hjælper døtrene i Europa deres familier, de hjælper også landsbyen. Chai har bedt migrationsfamilierne om hjælp flere gange. Når landsbyen har brug for økonomisk assistance, kontakter han altid de familier med en datter i Europa først. Kvinderne har indtil videre hjulpet med overnatningshuse til munkene, en kremeringsovn og landsbyens eneste computer med internetforbindelse. Chai bekymrer sig for, om cd’en vil betyde, at kvinderne ikke rejser mere.
Hvad stiller vi op med migranter fra fattige lande, der rejser, selv om vi advarer dem, bygger hegn og laver love for at få dem til at blive hjemme?
For thailandske kvinder bliver visumjunglen til Danmark mere og mere tæt. Samtidig er en ting helt sikker – et juridisk lukket Danmark får ikke kvinderne til at blive i Thailand, det gør blot deres migration mere risikabel, og de rejser til andre europæiske lande. I Mo Ban forsøger kvinderne at navigere mellem 24-års reglen, ægteskabskrav, tilknytningskrav, forsørgergaranti og få udstedte tremåneders turistvisa. I stedet for at benytte tætte familienetværk på vejen til Europa tyr de til Pattaya og risikabel internetdating.
Er det et dansk ansvar, hvis thailandske kvinder bliver traffickingofre andre steder i Europa, fordi de ikke kan komme sikkert til Danmark? Nej, vil de fleste nok mene. Set fra traffickingofrenes og deres familiers synspunkt er det visumjunglen, der gør dem sårbare over for bagmænd. Det er visumjunglen, der kaster dem ud i risikable migrationsaftaler og perifere kontakter.
Traffickingdebatten handler ofte om, hvor hurtigt vi kan sende kvinderne til deres hjemland igen. Problemet er, at kvinderne ikke vil hjem. En grund er, at nogle føler sig truet af bagmænd i deres landsby. De traffickingofre, jeg møder, har endnu en grund. Visumjunglen gør migration til en lang proces. Som afrikanske arbejdsmigranter på vej til Europa, der forsøger at krydse Middelhavet flere gange, har thailandske kvinder ligeledes flere migrationsforsøg bag sig, før de når Europa. I løbet af de tre til fem år, de bruger på at komme hertil, indgår adskillige visumafslag, Pattayature, og potentielle ægtemænd fortryder. Det er svært at komme tilbage til Europa, når man først er sendt hjem til landsbyen. Sådan var det for Dao, da hun kom hiv-smittet hjem til Mo Ban efter at have været traffickingoffer i udlandet. Dao havde, inden hun kom i hænderne på traffickerne, sendt penge hjem, så der nu holdt en ny bil uden for det nye hus, og hendes børn var i skole betalt af hende. Hun fortrød intet. »Jeg ved, at når jeg dør, har jeg givet min familie alt dette, det kunne jeg ikke have gjort uden at rejse. Jeg er vred på dem, der holdt mig fanget, og ham, der gav mig hiv, men hvis jeg kunne, ville jeg rejse tilbage til udlandet i dag«.
Set fra kvindernes synspunkt er tilbagevenden til landsbyen muligvis farligt, men også afslutningen på en årelang livsdrøm.
Tilbage står vi med det presserende spørgsmål: Skal Danmark løse Thailands problemer, så thailandske kvinder ikke rejser til Danmark for at sælge sex eller bliver traffickingofre? Det kan vi naturligvis ikke. Men umiddelbart signalerer dansk antitraffickingpolitik, at det er mest sikkert at blive hjemme i Thailand. Derfor er visumjunglen tæt, så kvinderne bliver hjemme, og derfor støtter den danske antitraffickingplan så småt sociale tiltag, der skal forbedre kvindernes situation i deres hjemland. Håbet er, at de bliver hjemme, og at man dermed forebygger trafficking.
Allerede i dag eksisterer antitrafficking-udviklingsprogrammer i Thailand, hvor kvinderne bliver oplært og får tilbudt arbejde på eksempelvis en fabrik. Det kan de tjene 40 kroner om dagen på. Men selv om vi kunne mene, at det er bedst at blive hjemme, er synspunktet helt anderledes set med en thaifamilies øjne. Man bliver ikke hjemme for 40 kroner om dagen, når man kan tjene 20-30 gange så meget i Europa. Velkommen til dilemmaerne i migrationens tidsalder.
I Danmark forsøger vi med stor iver at adskille kvindehandel, prostitution, arbejdsmigration og migration. Der er forskel. Men fra de thailandske kvinders perspektiv bliver vi nødt til at se på kvindehandel i en større sammenhæng. Det viser Leh, Mon og Dao os. Leh er stadig gift med en dansk mand. Hun har købt et feriehus i Pattaya, og hendes døtre arbejder i England og Østrig. Mon fortsætter på bordellet i Jylland. Dao er død af aids. Som mange andre thailandske kvinders migration var Leh, Mon og Daos migration formet af global ulighed, stram visumpolitik og en blomstrende migrationskultur i Thailand. For nogle lykkes det, andre ikke. Men det er den situation, kriminelle bagmænd udnytter, når de tvinger kvinderne til gældsbunden prostitution. Det skal vi naturligvis straffe dem hårdt for. Men medmindre vi inkluderer de kvindelige migranters perspektiv, løser vi ikke traffickingproblemet. Tværtimod skaber vi endnu flere ofre.
. Husk dog på at de kigger på dem hvor ægteskabet IKKE holdt.
