Oprettet af
dardi d. 25/11-2007 04:10
#1
Levende begravet i Bangkok HiltonAf: JESPER HALLAS-BORUM, ILLUSTRATIONER: STEVE WILLCOX - smuglet ud af fængslet 15 November 2007
Jesper Hallas-Borum læste på et hostel om muligheden for at besøge en livstidsfange i Bangkok og besluttede at prøve. For beretningen her vandt han 2. præmien i Brev fra det Blå.
Det tager mig 10 minutter at trave fra flodbåden og op til det berygtede thailandske fængsel Bangkok Hiltons første kontrolpost. Jeg hørte om muligheden for at besøge en livstidsfange via et opslag på et hostel. Det virker dragende og skræmmende på samme tid.
Fængslet har ry for at være ét af verdens absolut værste. Bestialske overfald, inhumane ydmygelser og længslen mod verdenen uden for er en del af dagligdagen. Et sandt helvede på jorden. Fængslet rummer hovedparten af de fanger, der er dømt til døden eller livstid i Thailand. Det er også her de udenlandske fanger, der har forbrudt sig mod den thailandske lovgivning, afsoner deres straffe.
På vejen dertil tænker jeg over, hvordan jeg egentlig vil reagere på at sidde ansigt til ansigt med en person dømt for narkobesiddelse. Skal jeg have sympati eller foragt?
Steve Willcox blev arresteret på øen Koh Samui i april 2003 for at være i besiddelse af 20 gram marihuana, 11 amfetaminpiller, 14 ecstasypiller og 24 gram ren heroin. I Danmark udmåles sådan en forseelse typisk til ét år. Han fik 33 ½ års fængsel.
'Give me passport now,' udbryder en fængselsvagt, da jeg ankommer. Han kigger i mit fremstrakte pas og stirrer mistænksomt. Han vinker mig med et par hurtige håndbevægelser hen imod indgangen. Jeg befinder mig snart blandt knap hundrede thailændere, der skal besøge deres kriminelle slægtninge, kærester og mænd.
Spændingen hænger i luften. Vi bliver linet op i en lang kø, og den ventende slange af mennesker bliver langsomt suget ind i selve fængslet. Jeg afleverer alle værdigenstande og bliver grundigt kropsvisiteret. Da jeg slipper igennem den sidste metaldetektor og går mod blok 6, bliver jeg for første gang konfronteret med virkeligheden, der gemmer sig bag fængslets høje hvidkalkede mure.
Igennem en lille sprække i væggen kan jeg ane en række fanger bukke ydmygt for en fængselsvagt. Deres ansigter er skræmmende udtryksløse, og gør det svært at skelne dem fra hinanden. Individualiteten er udvisket og erstattet af tomme blikke. Det eneste, der adskiller dem, er nummeret på deres fangedragter.
Jeg ender i en tilstødende besøgsgård, sætter mig til rette på en taburet under et halvtag og kigger rundt på omgivelserne, der har været Steve Willcox’ eneste virkelighed de sidste par år. Fangen og den besøgende holdes på afstand af to sæt tremmer og panserglas. Store vindblæsere holder den kvælende varme i skak. Jeg føler mig som den ukendte gæst, der ikke rigtig ved, hvordan værten vil reagere på det uanmeldte besøg.
Endelig kommer Steve Willcox til syne. Han sætter sig i stolen over for mig og signalerer, at jeg skal gribe telefonrøret.
- Hvem fanden er du? er hans første kommentar. Det er et intenst øjeblik. Han er så tæt på og så levende, at jeg slet ikke ænser tremmerne. Et par rødgullige, blodskudte øjne lyser op i kontrast til hans askegrå ansigt og bekræfter resultatet af lang tids underernæring. Han har den type stirrende øjne, der er svære at slippe – venlige, men fulde af dunkel, hårdkogt livserfaring. Jeg præsenterer mig selv og tilføjer, at jeg håber, at han ikke har noget imod mit uanmeldte besøg.
- Alt for at komme ud derfra, svarer han og nikker i retning af døren, hvor han kom fra.
Inden jeg når at spørge, beskriver Willcox sin celle, hvor der for tiden er omkring ti udlændinge, hver med plads nok til, at de lige akkurat kan ligge på ryggen. De opholder sig i cellen i 15 timer dagligt med myggene konstant sværmende rundt over hovedet. Temperaturerne ryger for det meste over de 40 grader, så gårdturen er dagens højdepunkt. Kedsomheden er uundgåelig, men et spørgsmål om tilvænning, fortæller han mig. Vi har ikke talt sammen mere end 10 minutter, da strømmen til både lys og aircondition bliver kappet.
Varmen ryger hurtigt op i et ulideligt antal grader, og den tætte luft gør det svært at trække vejret. Willcox smøger ærmerne op, så jeg kan skimte hans tatoveringer. Hans statur og kropssprog giver indtryk af, at han er en af gadens hårde drenge. Eller er blevet det. Men bagved det rå ydre gemmer der sig også en familiefar, der lever med et dagligt afsavn. Willcox’ thailandske kone, Lek, var lige blevet gravid, da han blev arresteret. Hun besøger ham stadig hver måned, men de har kun ret til en halv times fysisk kontakt under opsyn to gange årligt.
Den første tid efter at Willcox blev arresteret, var den værste. Han ventede i halvandet år, inden han overhovedet blev stillet for retten. Inden domsafsigelsen var fangerne nærmest allerede blevet afskrevet af samfundet og levede under særdeles inhumane forhold. Han delte en overfyldt celle med 66 thailandske fanger. Sygdomme som aids, malaria, kolera og tuberkulose florerede hidsigt på grund af de gunstige smitteforhold, og mange havde åbne, væskende sår på kroppen. Der var kun plads til at ligge på siden, presset op mod sidemanden, og Willcox sov kun, når hans krop gav efter for udmattelse.
De lå i cellen det meste af døgnet, og alle fangerne skulle deles om ét skidehul i den ene ende. Det var umuligt at komme i nærheden af, med mindre man kastede sig ud i et uoverskueligt menneskehav af kroppe. Han forklarer mig, at han havde fået fastboltet et par tunge fodlænker, som hver morgen skar sig ind i hælen, når fangerne blev gennet ud i gården. Hans T-shirt blev brugt til at pudse nattens rust af lænken for at forhindre infektioner og koldbrand. Larver i maden var ikke usædvanligt, og når han sked i et af gårdens skidehuller, blev det overværet af den lange kø af fanger, der utålmodigt ventede på deres tur.
Frustrationen raser i de rødgullige øjne, mens han fortæller, og jeg er dybt paralyseret af denne rejseoplevelses sjældne indsigt i en glemt, afsides krog i samfundets yderkant.
Midt i en sætning bliver telefonen afbrudt. Tiden er opbrugt. Steve Willcox vinker mig ned i den ene ende, hvor én af telefonerne stadig virker og siger knastørt:
- Jeg har altid tid til et besøg. Du ved, hvor jeg er.
Telefonen dør igen, og en vagt beder mig om at pille af. Jeg kaster et sidste blik gennem den lydtætte rude. Han gengælder mit blik med et kort nik, der ligner et »tak for denne gang« og forsvinder ind bag en jernbeslået dør.
Jeg begiver mig mod udgangen, omtumlet, min T-shirt er gennemblødt. Gården er helt mennesketom, bortset fra en yngre pige, der sidder med hænderne knyttet mod brystet og græder.
Man lærer aldrig for alvor at forstå betydningen af en fængselsdom på livstid. Selv i disse omgivelser er det uvirkeligt. Men da jeg atter lader frihedens vinde gennemblæse mig på flodbådens agterstavn, føler jeg mig alligevel dybt berørt af livstidsfangens beretninger om dette farisæiske, håbløshedens univers, jeg netop har fået et glimt af. Ingen fortjener sådan en skæbne. Selv ikke en narkodømt.
Læs mere om Steve Wilcox på
www.steveatbangkw...