Oprettet af
Thjaa d. 23/04-2009 23:45
#1
Ferien er lige begyndt. Tror du.
Din kuffert dukker nemlig ikke op på transportbåndet, og nu står du med håret i postkassen og en akut mangel på rent undertøj.
Fortvivl ej, der er hjælp at hente.
Hvis din bagage er mere end fem timer forsinket, udløser det automatisk ret til erstatningskøb. Men der er stor forskel på, om du kan bruge en formue på en ny garderobe, eller om du skal nøjes med de billige klude.
Det hele afhænger af forsikringsselskaberne. Priserne varierer, og det kan godt betale sig at undersøge markedet for de bedste tilbud. Som hovedregel giver en standardforsikring mellem 500 og 1000 kroner i døgnet, fordelt over fem dage.
Spred risikoen
”Forsinket og tabt bagage er et af de områder, hvor vi har flest sager,” siger Linda Grann Nielsen fra forsikringsselskabet IHI.
Hun vil ikke sætte tal på antallet af danskere, der hvert år venter forgæves på kufferten, ”men det er rigtig mange,” lyder det.
Et forsigtigt skøn fra skadesdirekør Jørgen Pedersen for Goudas Rejseforsikring lyder på godt 30.000 skader om året.
”Mit råd er, at man spreder risikoen mest muligt,” siger Jørgen Pedersen.
Det kan man for eksempel gøre ved at putte værdigenstande i håndbagagen, så man begrænser tabet, hvis kufferten er forsinket eller helt forsvundet.
"Det er også en god idé, hvis man som par fordeler ejendele imellem sig i den in-checkkede bagage, så man er dækket ind, hvis en kuffert går tabt,” siger han.
Sådan gør du, hvis kufferten ikke dukker op
1. Skadesrapport
Henvend dig til bagageservice i lufthavnen og få udstedt en Property Irregularity Report. Den bekræfter, at du mangler din bagage, og bruges også til at spore din bagage.
2. Ødelagt bagage?
Hvis din bagage er blevet ødelagt undervejs, skal du anmelde det i lufthavnen og få dokumentation på din anmeldelse. Smid ikke ødelagt bagage ud, før du har fået talt med dit rejseselskab.
3. Stjålet bagage?
Normalt går der 30 dage, før man regner en kuffert for bortkommet. Hvis du ved, at din bagage er blevet stjålet, skal du anmelde det til det lokale politi og få en kopi af politirapporten eller rapportens nummer.
4. Dokumentation
Få altid dokumentation for din anmeldelse og gem alle kvitteringer for erstatningskøb. Du skal bruge det, når du anmelder skaden. Gem også dit boardingcard og eventuelle kuffert-tags.
Sådan garderer du dig imod forsinket bagage
1. Hav medicinen i håndtasken
Undlad at putte din livsvigtige medicin i kufferten. Medbring den i stedet i håndbagagen og sørg for at have en lægeerklæring i lommen. Du kan også tage medicin med til et par dage i håndbagagen og resten i kufferten.
2. Ingen værdigenstande i kufferten
Undlad at lægge kamera, smykker, ure eller andre værdigenstande i kufferten. De er ofte svære at få erstattet af forsikringsselskabet.
3. Anonym kuffert
Sørg for, at din kuffert er genkendelig, men anonym. Den skal være til at spotte på båndet, men bør ikke være så fancy, at den tiltrækker unødig opmærksomhed fra potentielle tyveknægte.
4. Knips med kameraet
Tag billeder af kufferten og dens indhold. Så kan du vise luftfartsmyndighederne, hvordan den ser ud, og dokumentere tabet overfor forsikringsselskabet, når du kommer hjem.
5. Navneskilt
Hav altid et eller flere navneskilte på kufferten med navn og adresse. Anskaf en kuffert, der har et særskilt rum til navneskiltet.
http://tgt.dk/ins...e49512.ece
Oprettet af
VIP d. 24/04-2009 03:24
#2
Et lille tip i den forbindelse.
Jeg tager altid foto med min mobil af bagagen, når den står på transport båndet ved check ind.
Det har flere gange hjulpet mig, når kuffert type etc. skulle beskrives, ved anmeldelse på slut destinationen.
Ta'r iøvrigt også mobil foto af P-pladsen's nummer når jeg parkerer bilen i de store P-huse her.
Har før brugt timer, (sådan føltes det) på at finde bilen efter endt shopping.
men det er en helt anden historie

Redigeret af
VIP d. 24/04-2009 03:30