I marts 1976. Da Sterling Airways Caravellefly letter fra Bangkok lufthavn med kurs mod Kathmandu, lyder der et knald i flyet. Min sidekammerat Keld er mekaniker i Sterling og vi bliver hurtigt enige om, at der var noget galt med den start. Fem minutter senere melder flyets kaptajn på højtaleren, at flyet returnerer til Bangkok af tekniske årsager. Så ved man godt, hvad klokken er slået. Da flyet ligger an til landing, kommer vi ikke helt ned på landingsbanen men stiger hurtig op i luften igen. Ud af vinduerne kan vi se, at der på begge sider af landingsbanen står der en række af brandbiler og ambulancer. Flyet vender tilbage til Bangkok igen og forsøger endnu engang, men igen er landingen forgæves. Panikken begynder at brede sig i flyet. Tredje gang er lykkens gang og vi lander alle uskadte i Bangkok. To passagerer bliver kørt på hospitalet, og det viser sig senere, at en slidbane på et af flyets dæk eksploderede under starten på grund af varmen og laver et hul i vingen ca. 10 cm. fra brændstoftankene. Vi måtte lige klare en ekstra overnatning i Bangkok, hvorefter turen gik videre til Kathmandu næste dag.

Min fars voksne liv faldt groft sagt i tre dele. Den første varer 14 år - sendt ud af ØK i 1927, som 30-årig forstkandidat til det nordlige Siam, hvor han med ganske få andre hvide skal bygge broer, jernbaner og fælde teaktræ og få det fragtet ned ad floden til Bangkok. Alene i junglen, kun afbrudt af ture til Bangkok og orlov hvert tredje år.

Den anden varer fire år. I 1941 er han på orlov i Australien, men kan ikke vende tilbage, da japanerne nu er i Siam. Han er 44 år, for gammel til at blive soldat, men så snyder han sig 4 år yngre og bliver australsk soldat. Kæmper mod japanerne på Ny Guinea og overlever, heldigvis for os.

Foran mig sidder en thaikvinde med en lille dreng i en bylt på ryggen, og det viser sig ret hurtigt, at hun slet ikke kan tåle køreturen. Hun er bleggrøn i ansigtet og sidder og småbrækker sig ned i nogle medbragte klude, mens barnet tålmodigt sidder på ryggen. Et par gange begynder drengen at klynke lidt, men efter et par ord i en bestemt tone holder han straks op igen. Jeg vil tilbyde ham et par chips, men spørger for en sikkerheds skyld først kvinden, der misforstår mig og tror jeg tilbyder hende dem, hvilket er lige ved at få hende til at brække sig igen. Nå, drengen bliver i hvert fald glad, selv om han først sidder et par minutter med dem i hånden og stirrer apatisk på dem, han er vist ikke vant til at få så meget opmærksomhed.

Efter en halv times vandring er jeg fremme ved mit mål, som ligger i en stor park, hvor der også er en masse andre seværdigheder, som man får adgang til på den samme billet. Det bliver dog hurtigt lidt ensformigt, da de alle er af typen "Residential Hall" med udstilling af alskens gaver, som talrige thaikonger har modtaget gennem årene. Men selve "Vimanmek Mansion" er absolut seværdig, og viser sig kun at kunne besøges i forbindelse med guidede rundvisninger på forskellige sprog. Jeg tager naturligvis en på engelsk, dvs. thai-engelsk, som ikke altid er lige let at forstå, bl.a. fordi der er visse bogstaver de ikke er meget for at udtale. Et indledende "R" bliver f.eks. ofte til "L", med pudsige resultater til følge: "In the light side of the loom you see a picture of King Lama (som hed Rama) and the loyal family". Anyway, flot og imponerende er det.

Mange katthoyer i Thailand fortæller, at de allerede fra fire-fem års alderen vidste, at de ikke var drenge, men katthoyer, og det er helt normalt, at de allerede fra 10-13 års alderen begynder at tage kvindelige kønshormoner. Hormonerne langes over disken på ethvert apotek – også til skolebørn – og jo før de begynder, desto større langtidsvirkninger har hormonerne på knoglestrukturen, muskelmassen, huden og brystudviklingen. Og der er rigtig mange. I en skoleklasse kan der sagtens være en håndfuld katthoyer, som forsøger at overgå hinanden i skønhed. Og katthoyernes flamboyante og promiskuøse livsstil ligger langt fra den typiske bly og tilbageholdende livsførelse, de fleste thaier lægger for dagen.

Munkene blev ved med at smile, så der var åbenbart kontrol over situationen. ”Please, you can touch!” lød opfordringen. Nå ja!, som om det skulle være noget særligt, tænkte jeg med hjertet dunkende halvvejs ude af halsen. På 5 meters afstand rakte jeg rystende hånden ud, kun for at konstatere, at mine arme var 4 meter for korte. Et par nølende, forsigtige og modvillige skridt senere, stod jeg med næven dybt begravet i tigerens tykke pels.

Jeg kom gående ned af hovedgaden i Nong Kay. Den første by på den thailandske side af grænsen til Laos. Jeg gik og kikkede på facaderne for at finde et gæstehus. Pludselig står der fan'me "Danish Bakery" over en café. Indenfor sad der en flok højrøstede danskere. De drak mere Mækong whysky end de spiste dansk wienerbrød. Hår på fissen, råbte jeg ind. Hår på fissen, råbte et par stykker tilbage til mig. Jeg satte mig ned ved deres bord og de fortalte mig at de var fastboende danskere i Thailand. De var begge gift med thailandske piger og boede i hver sin lille landsby 4-500 kilometer syd-øst på. På grund af visa reglerne i Thailand, måtte de tage til Laos hver tredie måned for at få ny opholdstilladelse. De overnattede så her i Nong Kai, og legede "når katten er ude" nu de var væk fra kællingerne, eller kaloriebomberne, som de kaldte dem.

Efter Similan sejler Kaptajn Tong os i løbet af natten til Richelieu Rock, der betegnes som et af Thailands allerbedste sites. Tre dyk får vi her i selskab med bl.a. kæmpe manta-rokker, der er helt op til fire meter lange og et imponerende syn, når de ”flyver” graciøst forbi på oceanets blå kulisse. Vi er også heldige at se bl.a. nurse sharks, barracudas, moray eels, Napoleon fish, Andaman sweetlips og en lepard shark.

Webmaster skrev:
Hejsa,

Faldt over lidt læsestof fra De Berejstes Klub som måske også kunne have interesse for andre herinde.

Mine 10 mest uforglemmelige flyveture gennem 50 år
[quote]I marts 1976. Da Sterling Airways Caravellefly letter fra Bangkok lufthavn med kurs mod Kathmandu, lyder der et knald i flyet. Min sidekammerat Keld er mekaniker i Sterling og vi bliver hurtigt enige om, at der var noget galt med den start. Fem minutter senere melder flyets kaptajn på højtaleren, at flyet returnerer til Bangkok af tekniske årsager. Så ved man godt, hvad klokken er slået. Da flyet ligger an til landing, kommer vi ikke helt ned på landingsbanen men stiger hurtig op i luften igen. Ud af vinduerne kan vi se, at der på begge sider af landingsbanen står der en række af brandbiler og ambulancer. Flyet vender tilbage til Bangkok igen og forsøger endnu engang, men igen er landingen forgæves. Panikken begynder at brede sig i flyet. Tredje gang er lykkens gang og vi lander alle uskadte i Bangkok. To passagerer bliver kørt på hospitalet, og det viser sig senere, at en slidbane på et af flyets dæk eksploderede under starten på grund af varmen og laver et hul i vingen ca. 10 cm. fra brændstoftankene. Vi måtte lige klare en ekstra overnatning i Bangkok, hvorefter turen gik videre til Kathmandu næste dag.